Regeringen opgiver: Friskoler bevarer tilskud
Støttepartierne vil alligevel ikke beskære tilskuddet til friskolerne med 300 mio. kroner årligt.
Det manglende flertal for at beskære statens tilskud med 300 millioner kroner fik i denne uge de danske fri-og privatskoler til at ånde lettet op.
Mandag oplyste finansminister Nicolai Wammen (S), at der under forhandlingerne om finansloven for næste år ikke havde været flertal for besparelserne.
– Det er der ikke enighed om blandt de partier, som vi forhandler med. Derfor kommer det ikke til at indgå i de videre forhandlinger, at vi ønskede at spare 300 millioner kroner årligt på landets fri- og privatskoler, udtalte Nicolai Wammen.
Støttepartier opgav
Enhedslisten kritiserede for to år siden den borgerlige regerings øgede tilskud til friskolerne. Det skete på folkeskolernes bekostning, mente de. Men nu udtrykker både Enhedslisten, SF og De Radikale glæde over, at besparelserne på friskolerne er fjernet fra finansloven.
Morten Østergaard (B) har erklæret sig tilfreds med, at der ikke skal findes besparelser ”på en skoleform, som mange danskere er glade for”.
Også SF og Enhedslisten glæder sig over nyheden. Samtidig understreger de, at der stadig er brug for en styrkelse af folkeskolen og foreslår at bruge en ”forhandlingsreserve på 2,1 milliarder kroner” til dette formål.
Lettelse i Agerskov
– Vi er glade og lettede over, at vi slipper for besparelserne, siger skoleleder Poul-Kristian Madsen fra Agerskov Kristne Friskole. Han fortæller om friskolens udfordringer, der blandt andet skyldes dårlige busforbindelser:
– Vi har kørselsudgifter på 1 million kroner om året, fordi vi henter elever fra det meste af Sønderjylland. Der er ikke tilstrækkelige offentlige busforbindelser, så vi må køre langt efter eleverne. Men alligevel får vi kun et mindre tilskud, som måske dækker 10 procent af vore transportudgifter, oplyser skolelederen.
Kun omkring 40 % af eleverne på den kristne friskole kommer fra hjem, hvor man bevidst har valgt den værdibaserede skole.
– Mange af de ældste elever går på friskolen, fordi deres lokale folkeskole kun har 0.-6. klasse. Og nogle kommer til friskolen, fordi de ikke trives i folkeskolen, slutter Poul Kristian Madsen.