Vibeke bliver leder for Lykkegaardskolens nye dagtilbud

Vibeke A. Bræstrup bliver leder for ny daginstitution i Kolding.

Til næste forår planlægger Lykkegaardsskolen i Kolding åbning af et nyt pasningstilbud for de 0-6-årige, og forberedelserne er i fuld gang. Som leder for institutionen har man ansat Vibeke A. Bræstrup. Hun tiltræder den 1. december.

48-årige Vibeke blev uddannet som børnehavepædagog i 1994, hvorefter hun flyttede til Norge. Her samlede hun erfaring som både pædagog, souschef og leder.

De sidste 17 år har Vibeke Bræstrup været ansat som institutionsleder i børnehaven Kolbøtten i Vejle Kommune. I 2017 færdiggjorde hun en diplomuddannelse i ledelse. Vibeke bor i Vejle, er gift og har to sønner på hhv. 19 og 22 år.

– En god blanding af erfaring og uddannelse har givet mig lyst og mod til at søge denne spændende stilling. Skolens værdiggrundlag har også haft stor betydning for mit valg, fortæller Vibeke, der glæder sig til at være med til at skabe et dagtilbud for børn i alderen 0-6 år på skolens kristne grundlag.

Det var et enstemmigt ansættelsesudvalg som valgte Vibeke, og skoleleder Niels Albinus glæder sig over ansættelsen.

– Vi vil nu arbejde målrettet på at få de næste vigtige beslutninger på plads. Det gælder bl.a. opskrivningsproceduren og optagelse af børn i vuggestue og børnehaven. Vi har allerede mange henvendelser og vil så hurtigt som muligt melde ud, hvordan det kommer til at foregå.

Vores forventning er, at vi kan få denne proces i gang i løbet af december. Vi arbejder stadig på opstart af dagtilbuddet fra og med marts 2020, lyder der fra skolelederen.

Lykkegårdskolen er en kristen Friskole. Den blev oprettet i 1988 og har idag ca. 190 elever fra 0. til 9. klasse.


Artiklen fortsætter efter annoncen: