Dansker skal lede europæiske kirker

På billedet står den kommende generalsekretær Jørgen Skov Sørensen (t.h.) og Birger Nygaard, sekretariatschef (t.v.) foran EU-parlamentet, hvor Jørgen Skov Sørensen skal have kontor. Foto: Lena Kumlin.

Missionsteolog Jørgen Skov Sørensen bliver ny generalsekretær i Konferencen for Europæiske Kirker.

Den 55-årige Jørgen Skov Sørensen tiltræder stillingen som generalsekretær i det internationale kirkefællesskab i januar 2020. Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) er en organisation, som taler kirkernes sag i EU.

Som generalsekretær i KEK bliver det Jørgen Skov Sørensens opgave at lede fællesskabet af ortodokse, anglikanske og protestantiske kirkesamfund i Europa og gøre kirkernes stemmer gældende i EU og i Europa.

“Kristendommen har været med til at definere vores kontinent sådan som vi kender det, og vores kristne arv skal også fremover spille en vigtig rolle i forhold til at forme vores fælles fremtid. KEK har en unik position i forholdet mellem kirker og samfund, og det glæder jeg mig til at udforske nærmere,” udtaler Jørgen Skov Sørensen ifølge KEK.

Det vækker glæde i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, at en dansker har fået denne betydningsfulde internationale post.

”Vi glæder os over, at en dansker, og sågar en tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, har fået posten som generalsekretær i KEK. Jørgen Skov Sørensen står foran en vigtig opgave, og KEK står foran mange vigtige udfordringer.

Stort tillykke til Jørgen, og vi glæder os meget til samarbejdet med KEK og med Jørgen,” udtaler Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Jørgen Skov Sørensen, som efterfølger den finske Heikki Huttunen, vil få sit kontor i KEK’s hovedsæde i Bruxelles.


Artiklen fortsætter efter annoncen: