En ukuelig ånd som Daniels

Nogle gange befinder vi os i ubehagelige omstændigheder, vi ikke selv er herre over. Men vi bestemmer selv, om vi vil lade os slå ud af dem, eller få det bedste ud af dem.

Hver gang jeg læser om Daniel i Bibelen, bliver jeg så begejstret. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan troen vokser i mig.

Daniel betager mig, udfordrer mig og forundrer mig. Alt det han kender som hjemligt og trygt, tages fra ham. Hans navn ændres i et forsøg på at manipulere hans identitet. Hans hjemlands fjende er pludselig det land, han skal bo i. Og Daniel kunne intet gøre for at forhindre noget af det.

Alligevel formår Daniel at få det bedste ud af de forfærdelige omstændigheder, som han uventet befinder sig i. En ukuelighed som nogle af os måske vil betegne som Daniels ånd.

Daniel arbejder trofast for den Babyloniske konge, selvom han er en temperamentsfuld tyran – en umulig chef. Men med Daniels mod og ukuelighed, og Guds hjælpende hånd, blev Daniel hurtigt betroet indflydelsesrige positioner i det babyloniske kongerige.

For nylig oplevede jeg Daniel Rye til et foredrag om konstruktiv journalistik. Siden jeg så filmen, Ser du månen, Daniel?, som handler om Daniel Ryes gidseloplevelse i Syrien, har han rumsteret i mine tanker.

Selvom Daniel Ryes og Daniel i Bibelens omstændigheder er vidt forskellige, er der alligevel nogle ligheder, der udløser den samme reaktion i mig. Den måde de håndterer deres absurde omstændigheder, fylder mig med håb. De bevidner, at Lyset er at finde selv i mørket og ondskaben.

Jeg beundrer det mod, som både den ene og den anden Daniel demonstrerer i forsøget på at skabe en tilværelse under horrible forhold. Men mest af alt inspireres jeg af deres evne til at få noget konstruktivt ud af det værst tænkelige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Daniel i Bibelen havde mulighed for at handle i de omstændigheder, han befandt sig i. Det havde Daniel Rye ikke. Men Daniel Ryes valg om at fortsætte som fotojournalist efter løsladelsen, taler for sig selv. Ikke alene er han i dag aktiv fotojournalist, han rejser også stadig verden rundt for at berette om andre menneskers liv og omstændigheder.

Det er umuligt at forestille sig, hvordan man selv ville håndtere omstændigheder, som dem Daniel i Bibelen og Daniel Rye har befundet sig i. Det er nok også meningen, at vi ikke skal kunne forestille os det.

Men det er alligevel mit ønske, at jeg, uanset hvad jeg nogensinde befinder mig i, vil bære den samme ukuelige og indflydelsesrige ånd.


Artiklen fortsætter efter annoncen: