Syv års politisk sabbat kan redde Zimbabwe

Krisen øges i Zimbabwe. Benzinkøerne varer i dagevis, og lønningerne bliver ædt op af hyperinflation. To år efter at Robert Mugabe blev afsat, peger alle kurver den forkerte vej. For at kunne føre landet ud af krisen kræver kirkerne nu en ”politisk sabbat” i syv år.

Det er søndag i byen Muda omkring 20 km fra Harare. Vinden suser i det høje, gulnede græs. På afstand høres salmesang fra gudstjenester.

Kirken er et tag på pæle

Peddia Chigwada, en Harare-indbygger og lidt over de 60, er kommet ud fra byen for at hilse på sin bror, Wellington Kwenda og hans familie, som har et mindre landbrug.

De er alle metodister, og et par stenkast derfra ligger deres kirke, et provisorisk tag på pæle, som menigheden i fremtiden håber at kunne erstatte med en mere permanent bygning.

– Jeg gik ud for at købe brød, men et brød koster 10 dollar nu. Hvordan skal jeg finde 10 dollar?

Men ingen ved, hvornår det vil ske, selv om teglstenene, som de fået som gaver, ligger parate i dynger. Under de nuværende økonomiske omstændigheder vil det tage tid, mener småbonden Wellington Kwenda, som er en af lederne for den 49 medlemmer store menighed.

Lever af majsgrød

En ny kirke er dog næppe højeste prioritet i et Zimbabwe, hvor den økonomiske krise uddybes dag for dag, og stadig flere må kæmpe for at kunne sætte mad på bordet.

For et år siden rakte Peddia Chigwadas pension på 80 zimbabwiska dollar bare til det nødvendigste. Men med 300 procents inflation på årsbasis og uden at pensionen reguleres, ændres forudsætningerne for overlevelse.

– Jeg gik ud for at købe brød, men et brød koster 10 dollar nu. Hvordan skal jeg finde 10 dollar? spørger Peddia Chigwada.

I stedet bli’r det sadza, en tyk majsgrød, som spises meget i Zimbabwe. Det er den billigste måde at fylde maven på. En spand majs koster 50 dollar og kan vare længe.

– Vi spiser et måltid sadza ved 11-tiden om formiddagen og så endnu et om aftenen. To måltider sadza om dagen, det er alt det, vi spiser, siger Peddia Chigwada.

Dårlig vandforsyning

Livet i staden forsværres yderligere af, at vandforsyningen næsten er helt stoppet med at fungere. Det skyldes først og fremmest tørken i landet, men også det faktum, at der ikke er penge til at importere de nødvendige kemikalier til vandrensning.

De fleste Harareborgere har kun vand i vandhanerne et par gange om ugen. Derfor står folk i kø for at hente vand fra fællesbrønde.

Man må også vente i kø, hvis man skal have brændstof til bilen. Det varer mange timer, indimellem flere døgn. Siden begyndelsen af året har man i hele landet kunnet se kilometerlange køer ved benzinstationerne. En tungtvejende årsag til dette er, at benzinhandlerne mangler udenlandsk valuta til at indkøbe brændstoffet for.

Ud over disse vanskeligheder i hverdagen risikerer sundhedsvæsenet at kollapse. Lægerne har nu i efteråret strejket i protest mod stagnerede lønninger. Desuden er der medicinmangel.

Lidt bedre i landsbyen

Ude i landsbyen, hvor Peddias bror, Wellington, bor, er livet lidt lettere. Der er befolkningen ikke på samme måde afhængig af den monetære økonomi og kan forlade sig på det, jorden frembringer, i det mindste delvist.

Wellington Kwenda og hans familie dyrker ti hektar med majs og jordnødder. Men selv jorden svigter, tørken, som ramte landet i sidste dyrkningssæson, gjorde, at en stor del af høsten blev ødelagt. Om nogle måneder kan det være slut med madforrådet.

– Det har været svært længe, men efter at Mugabe blev afsat, er det blevet endnu meget værre, siger Wellington Kwenda.

Ny krise efter Mugabe

Han har ret. Da Zimbabwes mangårige leder Robert Mugabe i 2017 under kuplignende omstændigheder blev tvunget fra magten og erstattet af den tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwa, talte man om, at landet fik en ny start.

Økonomien ville komme op i omdrejninger igen efter årtier med kronisk krise, lovede Mnangagwa, som tilhører partiet ZANU-PF, samme parti som Mugabe. Men i stedet blev det endnu værre.

Hvorfor? For at forsøge at forstå det, rejser vi ind til det centrale Harare. Under et af byens store, lillablomstrende jakarandatræer står Walter Supiga, en fyr i 20-årsalderen. Han er valutahandler på det sorte marked og dermed en af de få, som tjener på den økonomiske krise.
– Men det er risikabelt, politiet kan komme og gribe en nårsomhelst, siger han.

Selv er han blevet taget mange gange, men han er blevet løsladt igen efter at have betalt bestikkelse. På den slags dage forsvinder en stor del af fortjenesten.
– Men på en god dag kan jeg tjene op mod 20 amerikanske dollar, siger han.

Valuta-skift og inflation

Pengesystemet i Zimbabwe er svært at forstå for udlændinge. Efter den verdensberømte hyperinflation i 2008, da staten blev tvunget til at trykke sedler med beløb på hundrede trillioner dollar, opgav man den hjemlige valuta.

I lang tid brugte man i stedet amerikanske dollar (USD) som det foretrukne betalingsmiddel, parallelt med såkaldte bond notes (en slags alternative amerikanske dollar, som staten trykkede) samt elektroniske penge på mobilen, Ecocash.

Men i februar i år introducerede staten en ny hjemlig valuta, RTGS-dollar, og i sommer forbød man brugen af USD. Inflationen tog fart, og Walter Supiga tjener på dem, som vil sikre deres penge ved at veksle til USD eller bruge deres opsparede USD.

RTGS/Ecocash/bond notes taber i værdi hver eneste uge på det sorte marked. Staten er holdt op med at offentliggøre inflationsstatistikken, men ifølge iagttagere ligger inflationen nu på omkring 300 procent på årsbasis.

– Intet vil blive bedre, hvis det fortsætter på denne måde. De må skifte valuta igen, tilbage til US dollar eller rand (Sydafrikas valuta), siger Walter Supiga.

Ufatteligt, at folk overlever

Roden til dette problem er ”brist på finansiel disciplin” hos ZANU-PF-regeringen, mener Prosper Chitambara, der er økonom på forskningsinstituttet Ledriz i Harare.

– Regeringen har ikke pengene, men de har alligevel en enorm appetit på at spendere. Derfor trykker de penge, både fysiske og elektroniske. Men samtidig kan økonomien ikke sluge en sådan enorm øgning af adgang til penge, siger han.

Der produceres helt enkelt ikke nok varer og tjenesteydelser i Zimbabwe i forhold til alle de nye penge, som regeringen sender ud på markedet. Derfor bliver dollaren dyrere for hver dag, som går, under valutavekseløren Walter Supigas jakarandatræ. Og derfor rækker Peddia Chigwadas pension kun til to måltider sadza om dagen.

– Det er svært at fatte, hvordan folk klarer sig. Uden adgang til amerikanska dollar er det svært at ha et anstændigt liv, siger Prosper Chitambara.

At forbruge mere end man har råd til er lidt forenklet præcis det samme, som Mugabe-regeringen gjorde i årtier og som, sammen med de kaotiske landreformer omkring 2000, førte til, at den zimbabwiske økonomi blev holdt paralyseret år ud og år ind.

Mugabes beslutninger var ofte mere politisk bekvemme end økonomiskt rationelle, siger Prosper Chitambara. Sådan er det selv idag, mener han. Visse samfundsgrupper og vælgergrupper skal holdes tilfredse og glade ved, at der satses penge på dem.
– Mange af statens udgifter er koblet til den slags, siger økonomen.

Politisk sabbat på 7 år

I Zimbabwe, præcis som i de fleste andre afrikanske lande, har de mange kirker en stærk status i samfundet. Derfor vakte det stor opmærksomhed, da mange af landets største kristne samfund – deriblandt metodister, baptister, evangeliske og katolske kirker og mange af landets apostolske kirker fremkom med en fælles plan for løsning på den nationale krise.

Forslaget gik ud på, at landet skulle holde en ”politisk sabbat” på syv år. Efter godkendelse via en folkeafstemning skulle man afstå fra at holde valg og i de følgende syv år skulle alle politiske uenigheder mellem regeringen og oppositionen lægges til side for at politikerne i fællesskab kunne fokusere på at løse krisen.

Forslaget skal ses på baggrund af den bitre, for ikke at sige giftige, politiske tone mellem regeringspartiet ZANU-PF og oppositionspartiet MDC og den ikke-eksisterende tradition for at indgå politiske kompromisser.

– Dette lyder måske som et radikalt forslag. Men hvis folk håber på, at et konkurrerende politisk miljø vil kunne give løsninger på de udfordringer, zimbabwierne står overfor, så tror jeg, vi kan komme til at vente meget længe, siger Kenneth Mtata, generalsekretær for Zimbabwe Council of Churches, en af de økumeniske organisationer bag forslaget.

– Hvis vi kan skabe et inkluderende narrativ i fremtiden, så har vi en chance, men ellers kan vi bare sidde og vente, mens vi sygner hen i vore ringhjørner i dette paralyserende politiske landskab, siger generalsekretær Kenneth Mtata.

Regeringspartiet afviser

Men regeringspartiet ZANU-PF skød hurtigt forslaget ned. Valget i 2018 gav en klar sejr, og man føler ikke noget behov for at suspendere konstitutionen, konstaterede en talsperson for partiet i avisen Newsday.

ZANU-PF har ofte peget på USAs og EUs økonomiske sanktioner mod Zimbabwe som årsagen til, at landet ikke kan komme på fode igen.

De blev indført i begyndelsen 2000-årene, blandt andet på grund af vold mod politiske modstandere og strid med pressen og er siden fortsat, omend i mindre omfang.

Men oppositionen og mange uafhængige økonomer mener, at regeringen bare bruger sanktionerne som en syndebuk.

Visse kirkegrupper støtter regeringen

I kampen mod sanktionerne har partiet fået hjælp af de såkaldt apostolske kirker, som traditionelt ofte står ZANU-PF nær.

De apostolske grupper regnes som den største trosretning i landet. De udgør et nationalt zimbabwisk fænomen, ofte med en meget ortodoks tro, som ofte kan ses i landskabsbilledet.

Hvidklædte mennesker samles for at holde gudstjenster i det fri. Og ofte inkluderer de bønner om, at sanktionerne må ophøre.

Nogle af disse kirker har taget initivativ til at danne Coalition against sanctions, en lobbygruppe, som vil ophæve de i deres øjne uretfærdige sanktioner.

– Vi græder, vi be’r til vor Gud. Vi ved, at vor Gud en dag kommer til at forstå vore bønner, så sanktionerne forsvinder, siger Jimayi Muduvuri, ZANU-PF-medlem og leder for en paraplyorganisation for apostolske grupper.

”Noget er råddent i Zimbabwe”

Tilbage hos metodisterne i byen Muda. Wellington Kwenda tror ikke et sekund på, at det er Vestens sanktioner, som gør, at myndighedernea ikke har råd til at lave byens brønde, eller at prisen på et brød stiger fra uge til uge. Sanktionerne er jo bare rettet mod visse individer, siger han, ikke mod hele landet.

Nej, det er noget andet, som er råddent i den zimbabwiske stat.
– Regeringen idag vil ikke høre kritik. De vil bare ha’ folk, som hylder dem, selv om de gør tingene helt forkert.

Tekst og fotos:
Torbjörn Wester, Sverige

Diktator Mugabe blev tvunget fra magten
Den 14. november 2017 tog Zimbabwes militær kontrollen over en række statlige institutioner og satte præsidenten, Robert Mugabe, i husarrest.
Bag kulisserne var der foregået en magtkamp i det regerende partiet ZANU-PF, mellem på den ene side vicepræsident Emmerson Mnangagwa og hans allierede og på den anden side præsidenthustruen Grace Mugabes gruppe.
Mnangagwa gik sejrende ud af striden og blev svoret ind som ny præsident nogle uger senere. Mugabe måtte modvilligt opgive magten efter 37 år. Knap to år senere døde han, 95 år gammel.

Rhodesia blev Zimbabwe
I 1890-tallet erobrede briterne under ledelse af Cecil Rhodes hele det område som er vor tids Zimbabwe. Mange hvide flyttede dertil i de kommende år, og i 1923 blev området en britisk koloni, Sydrhodesia.
Sorte blev diskrimineret på næsten samme måde som i Sydafrika, med reservater for ”indfødte” og raceadskillelse på offentlige pladser.
Rhodesia udråbte sig under Ian Smiths ledelse som en selvstændig republik i 1965. To sorte befrielsesbevægelser opstod, ZANU og ZAPU.
I 1980 endte en borgerkrig med, at den hvide minoritet afgav magten, og staten Zimbabwe kunne udråbes med Robert Mugabe som premierminister.