Tyrkiet: Enken efter knivdræbt missionær føder sit andet barn

Jinwook Kims hustru var højgravid, da han blev stukket ned. Nu har hun født parrets andet barn.

Mordet på en koreansk evangelist i det sydøstlige Tyrkiet den 19. november har skabt øget frygt blandt de kristne i landet.

Den myrdede Jinwook Kims hustru var højgravid med parrets andet barn, da han blev stukket ned på gaden i byen Diyarbakir. Han døde senere af sine kvæstelser på hospitalet.

Menneskerettighedsgruppen International Christian Concern oplyser, at den 41-årige Jimnwook Kim blev stukket tre gange. Myndighederne kalder hændelsen et røveri og har arresteret en 16-årig for mordet. De lokale kristne ser imidlertid angrebet som en likvidering i lyset af den generelle hetz og forfølgelse, de oplever.

En af de kristne havde få dage tidligere profeteret, at regeringen ville udvise udlændinge og sandsynligvis dræbe flere tyrkiske kristne. Jinwook Kim havde sammen med sin hustru boet i Tyrkiet i fem år. Hun har nu født deres andet barn.

Drabet på Kim er det første martyrium i Tyrkiet siden mordet på tre kristne på forlaget Zirve Publishing House i byen Malatya i 2007.

Her blev to tyrkiske kristne konvertitter og en tysk mand fundet bundet på hænder og fødder til stole med halsen skåret over. Forlaget, som var mændenes arbejdsplads, udgav blandt andet bibler.

Kristne har de seneste tre år oplevet øget fjendtlighed i Tyrkiet, hvor regeringen har startet massive deportationer af protestantiske kirkeledere, som har boet i landet i årevis. Ligesom den amerikanske pastor Andrew Brunson, bliver mange kristne anklaget for spionage, terrorisme og landsskadelig virksomhed.