Hudløs ærlig beretning om tro, tvivl og storpolitik

Da Erdogan havde mindet ham om terror-og spionageanklagerne mod mig, havde Trumps svar været voldsomt: ”Drop det pis. Vi ved, at det ikke passer.”

I ”Guds gidsel” fortæller Andrew Brunson sin egen ærlige beretning om justitsmord og 735 dage i tyrkiske fængsler. Det er ikke en triumferende troshelt, som under hele forløbet regner det for lutter glæde at lide for Kristus. Det er en almindelig amerikansk missionær, som bryder sammen under det totale tab af kontrol i et uretfærdigt system.

Men det er også en kristen mand og far, som kæmper for sin tro og vælger at lide, hvis det kan bringe ære til Kristus.

Tid til at vende hjem

I dagene op til fængslingen oplever Andrew Brunson flere gange at få tanken: ”Det er tid til at vende hjem”.

For Andrew og Norine Brunson var Tyrkiet gennem 23 års missionærtjeneste blevet ”hjem”, selv om børnene var fløjet fra reden og boede i USA. Sagde Gud nu til Andrew, at han skulle til USA – eller skulle han måske dø og vende hjem til himmelen?

Tanken rystede Andrew. Han følte sig slet ikke færdig i Tyrkiet, hvor han og Norine ud over at lede en kirke også stod midt i et stort flygtningearbejde. I byen Izmir (det tidligere Smyrna ved det Ægæiske Hav) arbejdede de med at hjælpe hundreder af flygtninge fra Syrien og Irak.

Da politiet ønskede at tale med præsten, troede Andrew og Norine, at det gjaldt deres ansøgning om permanent opholdstilladelse i Tyrkiet. Men på politistationen fik de besked om, at der lå en deportationsordre på dem begge.

Det var sket for andre missionærer før dem. Men Brunson-parret blev fængslet samme dag med den begrundelse, at de havde tilknytning til en terrororganisation.

Låst inde

I første omgang blev Andrew og Norine låst inde i et beskidt rum med fire køjesenge og et toilet, der var et hul i jorden.

Her fortalte Andrew Norine, at Gud måske havde forberedt ham på udviklingen med ordene: ”Det er tid til at vende hjem”. Det trøstede Norine, og hun og Andrew begyndte at takke Gud for alle hans velsignelser gennem de 23 år i Tyrkiet.

Men det, der i første omgang blev omtalt som en deportationsordre, var noget helt andet.
Andrew besvimede, men han nægtede at komme på hospitalet af frygt for at blive adskilt fra Norine. Vennerne bragte dem tøj og en bibel, som de dog ikke måtte beholde.

Så blev Norine frigivet, og Andrew blev overført til et nyt fængsel med højeste sikkerhedsniveau. Han fik ikke lov til at kontakte Norine for at fortælle, hvor han var. Vagterne ville heller ikke give hende besked.

Andrew var alene. Men han græd ikke. Han tudbrølede.

Konspirationer og storpolitik

Andrew kom til at tilbringe to år i forskellige tyrkiske fængsler. Nogle gange sad han i isolation, andre gange sammen med muslimer, der søgte at formilde Allah med bønner døgnet rundt – og med afstandtagen til ”den vantro” cellekammerat.

Det viste sig efterhånden, at Andrew var blevet gidsel i en stor konflikt mellem Tyrkiet og USA. Imamen Fethullah Gülen, der boede i USA, var ifølge Erdogan hjernen bag et kupforsøg, og Erdogan ville have USA til at udlevere Gülen i en fangeudveksling med Andrew Brunson.

For at opretholde fængslingen fandt myndighederne på stadig flere absurde anklager mod missionæren. Flere af anklagerens vidner var således personer, som i årenes løb havde været i konflikt med Andrew og kirken i Izmir.

Konspirationsteorierne omkring Andrew svirrede både inden for fængslets mure – og udenfor. Han skulle have tæt forbindelse til PKK og desuden være leder af CIA! Men USAs regering og flere toppolitikere var gået ind i sagen. Det samme var flere menneskerettighedsgrupper og Europaparlamentet.

Sidst, men ikke mindst, var der kristne over hele verden, der bad og fastede for Andrew Brunson. Både protestanter, katolikker og ortodokse fra hele verden skrev breve til ham. Teenagere fastede fra mad, slik og elektronik. I Danmark blev folk holdt opdateret på situationen gennem Åbne Døre og Dansk Europamission.

Desparation

To gange troede Andrew, at Gud lovede ham friheden på en bestemt dato. Men dagene kom og gik tilsyneladende uden ændringer i hans situation.

Han kæmpede mod fortvivlelse og frygt for at miste sin forstand og sin tro. For at holde sig oppe begyndte Andrew at synge, spille og danse. Han tvang sig selv til det, ligesom han tvang sig til at prise Gud.

Men det lykkedes ham også at holde en hel lille prædiken, da han endelig fik ordet i en retssal.

Tak for forbøn og frihed

Andrew Brunson fik endelig en positiv afgørelse i retten og blev overført til husarrest, før han i al hast blev fløjet hjem til USA. Her kom ”verdens dyreste fange” straks til at møde Donald Trump i Det Hvide Hus, og han og Norine takkede præsidenten for hjælpen og bad Gud velsigne ham.

Andrew Brunson takker også gennem bogen alle de andre, som gennem politisk pres og forbøn hjalp ham ud i friheden.

Vidnesbyrdet i ”Guds gidsel” er stærkt og autentisk. Det er ikke en Rambo-præst, der fortæller, snarere en antihelt eller en ganske almindelig missionær, som valgte at ære Gud, uanset omstændighederne.

Som dansker kan man sagtens identificere sig med en amerikaner, som oplever et tyrkisk fængsel og et korrupt system indefra. Andrew Brunsons ærlige beretning kan virkelig inspirere til tro og mod og fortjener stor udbredelse. Læs denne rørende bog – og giv den videre.

Andrew Brunson: Guds gidsel. en sand historie om forfølgelse, fængsling og udholdenhed. 264 sider. 249,00 kr. Dansk Europamission.