Abort som prævention mod kriminalitet?

Af Iben Thranholm

Forleden læste jeg en artikel i Berlingske, som fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Den handlede om, hvordan den frie abort har fået kriminaliteten til at falde.

De forbrydere, som vi ser i true-crime serier, altså film om virkelige forbrydelser, på Netflix og i TV, er nu en uddøende race. De er ofte fra 1970’erne og frem mod 1990’erne, hvor kriminaliteten toppede. Men så begyndte antallet af drab at falde. En ny undersøgelse vurderer, at det er den fri abort, der forklarer et fald i kriminaliteten på 85 procent.

Artiklen nævner den første kvindelige seriemorder, Aileen Wuornos, som på mindre end 12 måneder dræbte syv mænd. I 2002 blev hun henrettet med en giftsprøjte i delstaten Florida.

Men tænk, hvis tanken om hende var endt som en abort, så havde verden været et bedre og sikrere sted. Det er tankegangen bag undersøgelsen.

To kendte professorer – John Donohue og Steven Levitt – offentliggjorde allerede i 2001 deres teori om sammenhængen mellem abort og faldende kriminalitet. Den byggede på svensk og finsk forskning, som viste, at uønskede børn var de mest asociale og kriminelle. Nu har de så gentaget deres undersøgelse. Logikken er som følger: Uønskethed fører til høj kriminalitet.

Abort fører til mindre uønskethed. Abort fører til mindre kriminalitet. Ergo er abort altså et godt redskab til et mere trygt samfund.

Den lovlige abort har siden 1982 fået kriminalitetsraten i USA til at falde med 45 procent, fastslår de to forskere. De har også afprøvet andre forklaringer som fattigdom, ledighed og alkohol, men kun abort giver ifølge dem mening. Men hvad så nu, hvor abortraten er faldende i Danmark og USA? Vil kriminaliteten så stige igen?

Det handler ikke om antallet af aborter, men om at reducere antallet af fødsler af uønskede børn, understreger forskerne.

Når nakkehårene rejste sig på mig, da jeg læste om undersøgelse, er det ikke, fordi jeg ikke anerkender, at der kan være en sammenhæng mellem det at føle sig uønsket og at begå kriminalitet.

Det er moralen bag undersøgelsen, der er forfærdende. Den lægger op til, at det legitimt at begå massemord på uskyldige børn for at forhindre andre mord. Det giver ingen mening. Hvis man gør det op i klare kalkuler, vil der nok være flere, der må lade livet på grund af abort end mennesker, der mister livet, fordi de kommer i hænderne på en massemorder.

Det er en moral, der er totalt dødsens.
Abort er aldrig løsningen.