Anne Frank-dagbogen fylder 75 år
Det er i år 75 år siden, Anne Frank (f. 12.6.29), døde i Bergen-Belsen 15 3/4 år gammel af sult og tyfus. Koncentrationslejrens ca. 55.000 endnu levende fanger blev af englænderne befriet 15/4-1945. Af hensyn til smittefaren blev lejren straks brændt af, men områdets mindepark med et fantastisk museum kan man stadig besøge. Hendes død skete formentlig i slutningen af februar ’45.
Anne Franks dagbog dækker en periode på godt 2 år, dvs. fra 6/7 – 42 til arrestationen 4/8-44, på et skjulested i Amsterdam, der husede både familien og enkelte jødiske venner – 8 i alt.
Dagbogen, som hun kaldte ”Kitty”, blev fundet af en ikke-jødisk medarbejder Miep Gies, idet dens papirer nu lå spredt på gulvet som ligegyldigt affald, efter at Gestapo ved arrestationen havde ribbet huset for alle værdier.
Miep Gies afleverede papirerne efter krigen til faren, Otto Frank, som mirakuløst havde overlevet Auschwitz, og han formidlede dagbogens videre udbredelse.
Som vor dronning rigtigt bemærkede i sin nytårstale, konfronteres vi igen med antisemitismens grimme ansigt, og derfor er Anne Franks udødelige dagbog stadig aktuel. Dens ægthed har jødefjendske kræfter prøvet at beklikke, men seriøs forskning bekræfter dens autenticitet i enhver henseende. Selv fastholdes jeg af disse stærke indtryk:
Anne gennemgik i de 2 år en dynamisk modningsproces med fx banale datter-forældre problemer, især med moren, som hun ikke fik samme fortrolighed til som til faren, alt imens hun drømte om en forfatterkarriere efter krigen.
Hendes debutroman skulle da hedde ”Baghuset”, hvor hendes dagbog eller dele af den skulle indgå i den samlede fortælling. Men sådan skulle det ikke gå.
Hun, som kom fra et velhaverhjem, evnede beundringsværdigt at omstille sig til det indespærrede skjulested (”Baghuset”) fra 6/7- 2. Til dagbogens fiktive ”Kitty” betroede hun sig hudløst ærligt med de stærke brydninger, hun oplevede i både sjæl og krop.
Anne var 15 år, da ”Grüne Polizei” (Gestapo) kom, men nåede at beskæftige sig romantisk og sublimt med kærlighed og sex, hvor hun dog savnede en sparringspartner og skrev: ”Gid jeg havde en veninde”. Hun havde kun ”Kitty”.
En 17-årig dreng, Peter van Pels, søn af et jødisk ægtepar og del af skjulestedets ”stab”, blev hendes store forelskelse. Hun betroede sin far: ”Tro ikke, vi blot sidder en meter fra hinanden”, for på sit værelse fik hun det første af mange kys. Hun skrev:
”Peter elsker jeg i fuld og hel hengivelse, men han måtte ikke røre mig andre steder end i ansigtet” og udtrykker dermed en smuk selvdisciplineret seksualitet rettet mod Peter. Han døde senere som 18-årig i Matthausen-lejren i Østrig d. 10.5.45.
Jødedommen som religion syntes ikke at sige hende noget, – den jødiske andagtslitteratur nærmest foragtede hun – men hun inddrager alligevel med sine mange ”hvorfor-spørgsmål” Gud i dagbogen, uden dog at få svar, så ateist var hun ikke. Om hun blev mere afklaret i Auschwitz eller Bergen-Belsen vides ikke, Herrens veje er som bekendt uransagelige.
Fra Auschwitz kom hun som evakueringsfange til Bergen-Belsen i okt. 1944, men derudover véd vi meget lidt om hendes videre forløb. En enkelt overlevende havde set hende som et levende, tyfus-angrebet skelet. Faren orkede først ikke at læse din datters dagbog, men overvandt dog modviljen og tog som nævnt hånd om dens internationale udbredelse, efterkrigstidens bestseller.
Otto Frank blev som eneste overlevende fra skjulestedet i Amsterdam lykkeligt gift igen d. 10.11.53 med en overlevende fange fra Auschwitz, Elfriede Markovits, men hans kære Anne levede selvfølgelig videre i hans hjerte indtil hans død som 91-årig. Det gør hun også hos mange af os andre, der fik hende grundigt ind under huden.
Men mere end det. Anne Frank blev symbolet på 1½ mill. andre myrdede, jødiske børn, som hun lagde stemme til, og som også bør bevæge os til at gå front imod ikke blot den nu mere og mere omsiggribende antisemitisme, men mod had mellem mennesker i det hele taget.
