Hygge – er det bare et hurtigt fix?

Følgende er en artikel, hvis budskab ligger mig dybt på hjerte.

Inspireret af en god ven og vis leder, som jeg er velsignet at mødes med et par gange om måneden. Artiklen skal ses som et opråb mod tendensen i nutidens samfund. Og jeg vil prøve at være bevidst omkring det faktum, at når man peger imod verden, er der fire af ens egne fingre, der peger imod en selv.

I ordbogen findes der et ord med to stavelser, et vigtigt ord for de fleste, i hvert fald når det bliver udført i praksis. Et ord, som ikke er Ordet, men som Ordet har omtalt: hygge. For hvad er hygge i sin essens? Det er vel et sted, hvor 2 eller 3 er samlet sammen, og hvor Ordet derved er sammenhængen? Det er vel idealet?

Men hvor Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, kan det tænkes at ordet, det lille ord, hygge, er gået hen og blevet en ligegyldig floskel? Et ord, der modsat Ordet, hverken længere har kød eller ånd, lagt i graven uden opstandelse? Det kommer an på, synes jeg, hvad vi selv gør det til.

Kød og ånd – støv og Guds åndedrag. Det er det, vi er. Vi kan samles i kødet, og lysene bliver tændt, den varme drik er på bordet, måske noget med humle ligeså. Kage, kiks og kildevand.

Men hvis ånden ikke er der, hvis det usagte ikke bliver sagt, hvis ikke dybderne i sjælens krænkekroge bliver meldt ud, ja, hvor går samværet så hen andet end ud i flade grin og samtaler om gårdagens fodboldkamp. Et hurtigt fix uden forløsning.

Hvis hygge ikke også kan indeholde de tunge emner og samtaler, er den substansløs i eksistentiel betydning, og man mister mere i længden end man får.

En symfoni går op og ned, hurtig og mild, langsom og tung – det er også livets vilkår for alle. Og hvis man som menneske burer tonerne inde, springer strengene. Alt i mørket skal åbenbares i lyset.

Samtidig, hvis man i kødet kun insisterer på at mødes med dem man allerede kender og er enige med, hvis det er ens eneste definition af ”hygge”, og altid i specifikke og specielle omgivelser, ja, hvor er da så åndens frugt? Hvis vi skal genkendes på frugterne og hvis vi er jordens salt, der synes, det er for pebret at mødes eller bare hilse på dem vi undgår, fortjener vi da mere end Guds afvisning af Kains offer, når vi mødes med ”de udvalgte”?

Kød og ånd. En kraftfuld symfoni komponeret af Gud, der når disse to kommer sammen, giver en sammenhængskraft, der nærmest er transcenderende.

Må Herren velsigne dig, mig og os alle sammen i det nye år.