Når vi presses af det onde

Det danske drama ’De forbandede år’ finder sted omkring 2. verdenskrig. Her følger vi Karl Skov, der er ejer af en succesfuld elektronikfabrik. Han lever det gode privilegerede overklasseliv med sin kone og fem børn, men da nazisterne besætter Danmark i april 1940, ændres alt. Karl bliver nu nødt til modstræbende at producere til det tyske marked for at beskytte sin familie og sine ansatte.

Filmen viser et andet billede af Danmark under besættelsen, end det vi har været vant til. Og det er vel noget af det, der gør den interessant at debattere. Modstandsbevægelsen har historisk set fået hovedparten af rampelyset. Mens samarbejdspolitik, hel- og halvnazistiske danskere og alle de grå nuancer derimellem mest optræder i parenteser, som eksempler på dem, som lod sig forføre af ondskaben.

Her deltager de med omvendt vægtning og i en åbenlys strid, som splitter familien Skov ad. ”De forbandede år« er et katalog over alle de ting, danskerne har grund til at skamme sig over”, skrev filmmagasinet Ekko om filmen. Og det er en rammende beskrivelse, men ikke helt dækkende. Det er, som en af hovedrolleinde-haverne, Jesper Christensen, sagde noget om i et interview, mest af alt en reel beskrivelse af de umulige valg, som ganske anstændige mennesker pludselig befinder sig i, når krigen bryder ind. Valg, som muligvis er lette at dømme umoralske og forkastelige af eftertiden, men som midt i det kaotiske og dilemmafyldte kan synes det mindste af to onder.

Erfaren instruktør

’De forbandede år’ er instrueret af Anders Refn, som har haft en usædvanlig karriere som instruktør af fire tematisk forbundne spillefilm og to succesrige tv-serier, samt klipper af mere end 90 spillefilm og en lang række kort- og dokumentarfilm. De fleste kender nok til hans debutfilm som instruktør, nemlig politifilmen ’Strømer’ (1976), som godt ti år senere fik en tv-serie, ’En gang strømer’.

Der er langt fra disse film til et historisk drama som ’De forbandede år’, men klipningen, fortællestilen og realismen går igen. Og i den socialrealistiske genre er en rolleliste med Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Gustav Dyekjær Giese og Pernille Højmark, blandt andre, fremragende castede. De dybe rynker hos både Jesper Christensen og Bodil Jørgensen nærmest aflejrer den alvor og absurditet, der kendetegner hele situationen, hvor man ser, at de suges ud af omstændighederne. Ud i en bundløst afgrund af afmagt, som de febrilsk, og på hver deres forskellige måde, kæmper for at få hold på.

Mange løse ender

Til trods for gode skuespillerpræstationer, er jeg nødt til at give DR filmanmelder og vært på Filmland, Per Juul Carlsen ret, når han siger, at den virker ufærdig, og han ønsker sig en 2’er.
Det er en film, der tager 2½ time, men slutter ufærdigt. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med en åben slutning, men her er det, som om det hele er løse ender. Familien er mildest talt ved at falde fra hinanden, men det er svært at se pointen derudover. Der er en mængde dramaer, som simpelthen ikke forløses, og det er lidt ærgerligt.

Når det er sagt, er filmen interessant både historisk, psykologisk og moralsk. Den mere end antyder, hvad vi mennesker drives af på godt og ondt.

Titel: De forbandede år.
Spilletid: 152 minutter.
Premieredato: 9. januar ’20.