At leve i hjertets sang

Præsten Torsten Borbye Nielsen er uddannet klassisk guitarist på Musikkonservatoriet, og dét, som Gud kan igennem musikken, er en rød tråd i hans musik.

– Vores hjerter kan være som et lille kirkerum, hvor der hele tiden er fokus på og åbenhed for Guds kærlighed. Intet kan skille os fra Guds kærlighed.

Vi kan være uopmærksomme og fraværende, så vi i stedet kommer til at spejle os i andre menneskers øjne og søge vores bekræftelse og identitet dér, men Gud kalder os tilbage til hvilen i ham, siger Torsten Borbye Nielsen.

For ham handler livet også om at se ting i øjnene, som de er – også de smertefulde. Søge heling af sårede minder ved at invitere Jesus ind i dem og rense hjertet derved.

– Jeg er meget optaget af at være med til at skabe rum for, at mennesker kan møde Guds godhed, så de vokser og folder sig ud med alt det, som de er skabt til at være og gøre, fortæller præsten.

Fællesskab i hjemmet

En dag om måneden lægger han og hustruen Helene hus til det åbne kristne fællesskab Nautilus i deres hjem i Brønshøj. Hvor mennesker, som de især har mødt på helsemesser, inviteres til fælles brunch og efterfølgende fordybelsestid – med sange, guidet meditation og mulighed for forbøn i mindre grupper. Som han selv udtrykker det:

– Vi ønsker, at Kristus må være som en dyb brønd i centrum af fællesskabet, som alle kan drikke af. Vi ønsker også at være et fællesskab, hvor der er plads og rum til at være på vej og til det uperfekte. Nogle gange roder det lidt i huset, når vi samles, og jeg håber, at folk oplever det som, at der også er plads til deres rod, siger Torsten Borbye Nielsen.

Fællesskabet Nautilus tager hvert halve år på retræte på det katolske Vor Frue Kloster på Åsebakken i Birkerød.

– Selvom vi brænder for noget, skal vi ikke brænde ud. Hvile, retræter, skaber balance, pointerer han.

Overtog efter Skjerbæk
Da Ole Skjerbæk Madsen i 2017 gik på pension som missionspræst herhjemme og rejste til Hong Kong for at missionere, overtog Torsten Borbye Nielsen sammen med Thomas Frovin ledelsen af I Mesterens Lys.

– Ole Skjerbæk Madsen er en pioner, som har gjort et fantastisk smukt arbejde med hensyn til at komme mennesker i møde. Det er en stor velsignelse at få lov til at bygge videre på det – samtidig med at vi selvfølgelig også sætter vores eget præg på det, siger musikerpræsten, der i 2004 blev assistent for den karismatiske præst.

Torsten Borbye Nielsen medvirker i dag også i diverse andre sammenhænge – for eksempel i Åben Himmel Gudstjenesterne i Bethlehemskirken og Kristuskirken – og han er involveret i et samarbejde med Den Lyttende Kirke.

Siden 2013 har han desuden fungeret som hjælpepræst i Byens Valgmenighed. Tidligere har han også været præst i Hjørnestenen og Københavns Frimenighed.

Bethlehemskirken

Musikerpræsten begyndte, da han var midt i tyverne, at komme i den karismatiske folkekirke, Bethlehemskirken på Nørrebro, og her blev han lovsangsleder og en del af ledelsen.

– Ole Skjerbæk Madsen var min præst dengang. Der var en anden form for menighedsliv, end det jeg tidligere havde kendt.

– Der var fokus på fællesskab, og menigheden var med til at præge gudstjenesten og livet i menigheden. Der var en stor mangfoldighed af indtryk og inspiration fra mange kristne traditioner … det syntes jeg var meget berigende.

Der var lovsang og forskellige nådegaver, som kom til udtryk: Folk, som delte profetiske ord og billeder, forbøn for syge – og folk, som blev raske. Noget, som jeg ønskede at trænge ind i. Være med til, fortæller han.

Længtes efter mere

Som ganske ung havde Torsten Borbye Nielsen en stærk åndelig oplevelse på en nordisk lederkonference med John Wimber, som stiftede Vineyard kirkerne, der i mange lande har haft stor betydning for den karismatiske bevægelse.

– Jeg havde igennem nogle år haft en voksende frustration – en længsel efter et liv, hvor jeg erfarede Guds indgriben, nærvær, kærlighed og kraft.

Jeg havde hørt og læst mange ord om Gud. Men når jeg læste i Ny Testamente om de første disciples erfaringer og liv med Gud, havde jeg svært ved at genkende det i mit eget liv.

Dengang var Helligånden mest et begreb for mig … som jeg ikke rigtig vidste, hvad var. Jeg tørstede efter at møde Ånden – på en måde, som ville røre mig i hjertet og fjerne al min kontrol og mine forbehold. For selvom jeg havde en voksende længsel, havde jeg også en trang til at ville bevare kontrollen.

– Det var, som om jeg fornemmede, at hvis jeg skulle fyldes af Guds Ånd, måtte jeg give slip og lade Gud føre mig i dansen, forklarer han.

Stærk oplevelse

Den første aften på lederkonferencen sluttede med forbøn. Det blev en særdeles lang bøn:
– En amerikansk kvinde bad for mig i ca. en time. Jeg begyndte at mærke en strøm af liv og energi, som fyldte mig, og jeg var ikke i tvivl om, at det var Gud.

Det udviklede sig til en vished om Gud, som jeg ikke havde kendt tidligere. En vished i min ånd – som en åbenbaring. Det var en erfaring af: ”Gud elsker mig.”

Undervejs rystede jeg meget. Jeg begyndte også, mens det foregik, temmelig modvilligt at sige den første lille stavelse i tungetale. Det var, som om der var en næsten fysisk spænding i mig mellem at ville forstå og bevare kontrollen og så at give slip og lade Gud tage over, forklarer musikerpræsten.

Midt i den uvante situation spurgte han kvinden, som bad for ham: ”Kan du sige lidt om, hvad det er, der foregår?.”

”Jeg har kun været kristen i et halvt år,” lød svaret. Kvinden hentede nogle mere erfarne forbedere, der måske bedre kunne hjælpe og forklare ham det.

– Så blev det endnu stærkere. Men jeg var ikke bange, for det stod helt klart for mig, at det var Gud, der virkede og fyldte mig med sin Ånd og sin kraft. Selvom det var en erfaring, jeg aldrig før havde haft.

Erfaring og forståelse

– I tiden efter reflekterede jeg meget over det, som skete – hvordan det teologisk og menneskeligt hang sammen. Der gik et stykke tid, før min teologiske forståelse indhentede min erfaring af Guds indgriben i mit liv.

– Det var i høj grad en erfaring af, at min tro bevægede sig fra hovedet og ned i hjertet.
Ikke fordi der er noget som helst galt med vores tanker og refleksion. Tværtimod. Men vi kan aldrig helt forstå Gud og det, han gør. Han er altid større. Og han kalder først og fremmest på vores overgivelse og tillid. Det er det helt centrale, siger Torsten Borbye Nielsen.
Eftervirkning

– Frugterne var tydelige bagefter. Nu vidste jeg: ”Gud elsker mig” – og for første gang gav Paulus’ ord i Romerbrevet dyb mening for mig: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” Nu forstod og erfarede jeg det, siger han.

I dagene efter oplevede han for første gang at bede med mennesker, hvis fysiske lidelser forsvandt.

– Det var det, jeg havde længtes efter, og det var endnu en skelsættende erfaring: At Gud brugte mig! At det skete … Gud hjalp mennesker af med lidelser gennem mig.

Mit bønsliv og min tro ændrede sig. Hvor det før mere var noget, jeg bar med mig i form af nogle etiske og moralske værdier og en tro på den kristne trosbekendelse – men ligesom noget, jeg bar ved min side, – så blev Gud nu som hjerteslaget og det centrum, som alt andet udgik fra.

Og bønnen blev ikke bare ord, men mit hjertes stadige respons på Guds kærlige nærvær, forklarer Torsten Borbye Nielsen.

Musikken

Det meditative og reflekterende har altid tiltrukket ham – både som præst og som musiker.
Han giver en del meditative koncerter som hjælp til fordybelse, fred og lægedom – både alene og med Trio con Spirito med fløjte, bratsch og guitar.

– Desuden spiller jeg i Vindens Vej, som er keltisk inspirerede sange, salmer og instrumental. Den keltiske kristne spiritualitet har mange fælles træk med Østkirken – bl.a. med sit fokus på, at Guds ånd fylder og gennemstrømmer alle ting og giver liv til alt det, som er til. Jeg føler mig hjemme i det, som kendetegner den keltiske kristendom.

Gennem tyve år har jeg også spillet over 200 koncerter med ”Trio Tresafinado,” som er et europæisk og sydamerikansk møde mellem fløjte, guitar og percussion, siger han.

Præsten har indtil videre udgivet 15 CDer, som inspirerer til fordybelse, meditation, lægedom og glæde via musik.

Torsten Borbye Nielsen er født i 1962 og vokset op i Bodilsker på Bornholm. Sammen med Helene, som er uddannet lærer og sanger, har han to voksne børn, samt små og store plejebørn, som er en del af deres udvidede familie.