Boko Haram har dræbt mindst 30 inklusive gravid kvinde
Sidste søndag angreb terrorgruppen Boko Haram en landsby i den nigerianske delstat Borno. Mindst 30 blev dræbt og andre bortført. Flere af ofrene blev brændt ihjel, skriver The Christian Post.
En talsmand for guvernør Babagana Umara Zulum har oplyst til CNN, at der blandt de dræbte var en gravid kvinde og hendes barn samt nogle rejsende, som blev brændt ihjel i landsbyen Auno. De rejsende havde overnattet udendørs, fordi de ikke kunne nå frem til byen Maiduguri 15 km derfra inden spærretid kl. 17.
Ifølge regeringen brændte terroristerne også 18 biler, hvoraf nogle var fyldt med afgrøder til salg på markedet dagen efter.