Chris Pratt vil udbrede sin kristne tro med nyt filmselskab
Skuespilleren Chris Pratt har i en video på Instagram annonceret, at han vil starte et nyt selskab, som skal hele det splittede USA. Navnet ”Indivisible Productions” er inspireret af USAs uafhængighedserklæring.
Videoen er allerede blevet set af 4 millioner, skriver Christian Headlines.
Chriss Pratt, som blandt andet er kendt fra roller i The Lego Movie og Jurassic World, nynnede titelsangene til disse film, mens han introducerede det nye selskab.
Uden at sige mere om selskabet, beskrev han formålet ved hjælp af tekstkort. Her lød den omskrevne frihedserklæring: “Indivisible Productions, Én nation, Under Gud, Udelelig”.
– Vores mission er at skabe underholdning med fokus på temaer, som kan bygge bro over den voksende splittelse i vores land og verden, forklarede Chris Pratt.
Skuespilleren har ofte talt om sin kristne tro. I takketalen efter at have fået prisen MTV Movie & TV Awards i 2018 sagde han:
”Gud elsker dig. Gud ønsker det, der er bedst for dig. Tro det – det gør jeg. Folk vil fortælle dig, at du er perfekt, som du er. Det er du ikke. Du er uperfekt. Det vil du altid være, men der er en stærk magt, som har formet dig på den måde, og hvis du vil acceptere det, vil du finde nåde. Nåde er en gave. Og ligesom den frihed, vi nyder i dette land blev den nåde betalt med en andens blod.” Senere sagde Chriss Pratt til Associated Press: “Det er autentisk for mig at være pro-kristen og pro-Jesus. Det er bare mig. Det kan jeg li!”