Hvor blev lovsangerne af?

For nylig støtte jeg ind i en musiker. Vi havde spillet lidt sammen engang. Sukkende spurgte han: hvad gør man, når instrumenterne i kirken pludselig samler støv?

Musikerne var nu spredt for alle vinde og kom tilsyneladende ikke hjem. Jeg tænkte, ja det er altid svært, når et vigtigt musikalsk input stopper eller helt forsvinder ud af det åndelige samvær.

Ovenstående er blevet en trist klassiker i nyere tid: Men hvor havner de savnede musikere egentlig i nyere tid?

Er de i studiebyen kirkeløse troende, der ubemærket er gået i stå? Eller er de entusiastisk godt i gang, til opmuntring for andre fællesskaber, i rivende udvikling? Der var jo engang, men for enden af den gang, var der en dør ind eller ud!

Jeg elsker atmosfæren i genkendelig tilbedelse og sang. Jeg elsker at se mennesker via musik være med til at bringe mennesker tæt på Gud i taksigelse. Gud gav os sang og musik, og han synes ofte helt tæt på, når vi synger.

Men stilheden synes ofte larmende og demotiverende, når ressourcerne er rejst. Forladt ny teknik, instrumenter end sige tomme stole er ikke positivt. Der hvor vi ikke evner at fortsætte, der mister vi måske endnu mere.

Jesus sagde: Der hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt jer.
I de små byer, er der mange, der af naturlige udviklingsårsager fraflytter. Hvad gør vi med alt det stærke, vi engang erfarede i Jesu nærvær?

Er du kristen men kirkeløs? Savner du det fællesskab, hvor du engang oplevede genkendelighed? Tabte du en vigtig tjeneste på gulvet? Jeg savner musikere der vender hjem og ikke ender som dem der var engang!

Tjen i det sunde fællesskab og forbliv trofast. Vær levende tilstede med den du er og det, Gud kaldte dig til.

I julen hørte jeg unge sige: Vi rejser snart hjem og bakker op om barndommens kirke. Vi fandt os aldrig helt til rette i studiebyen!

Ude godt, men hjemme bedst!