Inderlighed er at række ud
For den pensionerede lærer og sygeplejerske Ulla Mester, der stadig fungerer som frikirkeprædikant, er inderlighed både en naturlig del af livet og kristenlivet.
Ulla Mester åbner døren med et smil. Hun er et af den slags milde mennesker, der straks indbyder til fortrolighed. Selv stemmen virker beroligende med en svag svensk accent i hendes rolige sætninger.
Ulla Mester er 71 år og kunne sidste sommer fejre sølvbryllup med sin mand, som hun tydeligvis har fundet lykken med, men hendes første ægteskab var mildt sagt ikke lige så harmonisk.
I ti år ventede Ulla Mester på at blive lukket ind i sin første mands liv. Men det endte helt galt, fortæller hun.
– Det var en svær relation, fordi han var psykisk skadet, og han havde haft et misbrug. Han var dybest set relationsforstyrret, fordi han ikke kunne relatere til andre. Jeg håbede hele tiden på, at det ville blive bedre, men forgæves. Men vi fik en datter, og det var det bedste, der kom ud af det ægteskab.
Mødet med en bestemt sjælesørger blev afgørende for hendes genoprejsning, forklarer hun.
– På et tidspunkt blev vi separeret, og da opsøgte jeg en sjælesørger. Det havde jeg meget brug for, og da jeg blev spurgt ind til mit liv og sad og fortalte og hulkede over de ting, der havde såret mig mest, kiggede jeg op. Det var en ældre mandlig sjælesørger, og han sad sandelig og græd sammen med mig.
Det var en utrolig oplevelse at sidde sammen med et menneske, der virkede til at forstå, hvad jeg var gået igennem. Da oplevede jeg virkelig det, som Paulus kalder ”inderlig medfølelse”. For med tårer i øjnene sagde sjælesørgeren:
”Jeg må sige, at jeg skammer mig over mit eget køn, når jeg hører din historie.” Og jeg gik ud fra den sjælesorgssamtale med følelsen af, at jeg havde smidt en rygsæk på mange kilo fra mig. Jeg kunne rette ryggen og sænke skulderen, siger hun og fortæller, at der pludselig var farver og liv på en ny måde i hendes tilværelse på grund af mødet med den form for inderlighed.
Selvom ordet ”inderlighed” i dag kan virke gammeldags, dækker det over noget livsvigtigt, mener den tidligere lærer og sygeplejerske.
– Inderlighed er noget, der berører en dybt. Der er kvalitet i det. Når jeg viser inderlighed i en relation, rækker jeg ud og tilbyder kontakt og fællesskab. For inderlighed indbyder til tillid. Der er en sårbarhed i det, fordi man åbner sig op og byder på noget i sig selv, fortæller hun og tilføjer:
– Det er som i sangen ”Inderst inde”, der var så populær for nogle år siden. Inderst inde ved vi det godt, siger man også. Så der er noget i ordet, der handler om det allerinderste i mig og dig.
Der er en dybde, ægte og varme i inderlighed. Og der er en vis intimitet i det ord, uden det behøver at handle om sex.
– Jeg kommer også til at tænke på en oplevelse, da jeg var teenager, og vi lige var flyttet til Sverige. Livet er jo et kaos, når man lige er rykket op og landet i et nyt land, selvom vi ikke var flyttet til Afrika. Jeg var 13 år og gik på noget, der hed Real Skolan, og der havde vi sandelig morgenbøn og andagt.
Der stod også en kvindelig lærer, som jeg ellers ikke selv havde, men hun åbnede en verden for mig, fordi hun talte om tillid og gjorde det på en så inderlig måde. Hun sagde for eksempel, at hvis man havde vist tillid til et andet menneske, men ikke blev vist tillid tilbage, så følte man sig meget svigtet og ensom og næsten misbrugt. Jeg havde aldrig hørt nogen sætte ord på så dybe følelser før.
Ulla Mester smiler.
– Jeg elskede hende på afstand, for jeg havde hende jo ikke. Men hver gang jeg så hende, tænkte jeg, at det var hende, der vidste noget om livet. Det berørte mig, fordi hun var inderlig, siger Ulla Mester stadig smilende og tilføjer, at begrebet inderlighed også kan forstås ved at se på manglen på inderlighed.
Intimiteten er forsvundet
Fra hendes tid som hjemmesygeplejerske i København mindes hun en lille episode, hvor manglen på inderlighed var slående. Det var omkring årtusindskiftet, fortæller hun.
– Jeg stod i bussen på vej til mit arbejde og hørte en mor og et barn, og jeg blev ked af det, fordi jeg tænkte, at det barn kun blev tiltalt. Der var ingen samtale, og det virkede så upersonligt.
Moderen talte højt og følelseskoldt til barnet, mens jeg stod ved siden af og tænkte: Hvor er intimiteten? Hvor er den blevet af? Og det kørte videre i hovedet på mig, mens jeg tænkte over, hvor intimiteten er blevet af i vort samfund, når vi er blevet så følelseskolde alle sammen, siger hun eftertænksomt og fortsætter:
– Jeg kunne føle barnets mangel på inderlighed. I min verden er en samtale mellem en mor og et barn meget inderlig, fordi der er noget dyrebart i sådan en relation, som vi måske er ved at miste i vort samfund, hvor mange føler, at de har mistet samhørighedsfølelsen. Som Dalai Lama siger: ”Ting skal bruges, mennesker skal elskes”.
Men vi vender det om i vores samfund, så vi elsker ting og bruger mennesker. Og det er det, han advarer imod, og selvom jeg ikke er en stor fan af ham, så tror jeg, at han har ret i, at vi kommer til at bruge mennesker, når vi elsker ting. Sådan har vi mistet inderligheden og medfølelsen i samfundet.
Inderligheden er livsvigtig
– Jeg tror, at inderligheden er livsvigtig, og jeg tror, at det er skadeligt, hvis man ikke oplever inderlighed. Vi har ikke godt af at være alene og isolere os. Inderligheden burde være naturlig både i parrelationen, men måske allervigtigst i forældre-barn-relationen. Det tænker jeg tit over, når jeg læser om teenagepiger, der har det skidt. Måske fordi man har gjort kroppen til en ting, til noget mekanisk, så man skal kunne dyrke sex på 20 måder, som ikke har med andet end kroppen at gøre.
Det er sex uden intimitet, kærlighed og varme. Man taler også om sex og samliv uden at tale om kærlighed. Kroppen er blevet en maskine, som skal udnyttes maksimalt, og det er meget trist. For det er total mangel på intimitet og inderlighed.
Del liv – ikke kun krop
For inderlighed handler ikke om at dele kroppe, men om at dele liv. Derfor har hun også lyst til at opdele ordet i to – inder-lighed.
– Som den gamle kone jeg er, så oplever man, når man tør dele liv, hvor meget lighed, der er. Når man åbner sig, oplever man tit, at den anden har oplevet noget lignende. Det bliver en lettelse og frisættelse. Det bliver en inderlighed, der viser, at vi alle har kriser, der minder om hinandens.
Ellers tror alle måske, at de er den eneste, der oplever det. Derfor er det så forløsende at lytte til andre, der har samme problemer – fx med deres voksne børn, der anklager eller måske ligefrem fyrer dem som forældre. Det kan være smertefuldt, men når man genkender det hos andre, så lindrer det, siger hun og tilføjer:
– Mange er bange for at dele liv, men det er ikke at tabe ansigt. Det er bare at lægge masken og se hinanden i øjnene, og det er noget helt andet.
Bibelens inderlighed
Man kan ikke vise medfølelse, uden der er en inderlighed, og man kan ikke være inderlig, uden der er en medfølelse med et andet menneske, mener hun og peger igen på Paulus’ citat om inderlig medfølelse, som hun opfatter som et kristent kald.
– Der er også en smuk passage i Lukasevangeliet, der sommetider bliver læst op ved nadveren, hvor Lukas skriver, at han inderligt har længtes efter at dele dette måltid med jer. Det er smukt. Nadver er også et inderligt møde.
Vil du også beskrive din relation til Gud som inderlig?
– Ja, det vil jeg. Det er nok der, hvor den dybeste inderlighed er for mig. Og den største tryghed, for jeg ved, at hvis alle andre svigtede mig, ville Gud være der for mig på trods af alt, fordi hans kærlighed er inderlig, grænse-sprængende og ubegribelig. Og jeg synes, det er synd for de unge mennesker, der mangler et ståsted i tilværelsen uden nogen gudsrelation, som for mig er et forhold til Gud som en inderlig faderfigur. Det er en god ballast i livet, og uden inderlighed bliver vi hurtigt egocentriske.
Jesu forbillede er også vejen til at finde inderlighed og medfølelse, fordi han altid kunne sætte sig i den andens sted – og endda satte sig i vores sted på korset, hvor han stadig bad for sine egne bødler. Og det kan vi lære noget af, mener hun:
– Jeg tror faktisk, at medfølelse kan vise inderligheden på vej. Man kan vælge at sætte sig i den andens sted. For eksempel under en konflikt, hvor man kan blive ret vrede på hinanden, og så er det ofte nemmere at finde tilbage til inderligheden, hvis man sætter sig i den andens sted.
Tror du alle kan lære det, når du selv har mødt en mand, der havde svært ved det?
– Selvfølgelig findes der det, man kalder psykopater. Men jeg kan ikke lide tanken om, at noget er for sent og uden håb, og jeg tror på, at Gud kan helbrede knuste hjerter og en dårlig barndom.
For jeg tror på, at inderligheden kan vækkes til live, når den møder inderligheden, ligesom kærlighed kan kalde kærligheden frem. Og mennesker, der bliver elsket, kan opleve lægedom og får evnen til at elske igen, uanset hvordan livet har været i barndommen. Og sådan tror jeg også, det er med inderligheden. Det handler om at genopbygge tilliden til at åbne sig.