Sanders: ’Et must for enhver Demokrat at gå ind for abort’
Under kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat har Bernie Sanders udtalt, at det er ”absolut nødvendigt” for en Demokrat at være ”pro-choice”.
Sanders’ udtalelse var et svar på et direkte spørgsmål under et vælgermøde i New Hamshire, skriver The Christian Post. I sit svar erkendte Sanders, at der findes nogle få pro-life Demokrater i Kongressen; men hans egen konklusion var: ”På dette tidspunkt i historien mener jeg, når vi taler om, hvad en Demokrat er, så mener jeg, at det at være pro-choice er en absolut nødvendig del af det.”
Det fik professor Robert P. George fra Princeton University til på Twitter at afvise Sanders’ holdning med den bemærkning, at kandidaten ”officielt har eks-kommunikeret pro-life Demokrater.” “Hvis du er pro-life er du uacceptabel, uønsket og en ubuden gæst. Det er på tide at gå et andet sted hen,” skrev professoren.
Robert George roste dog Bernie Sanders for hans ærlighed i modsætning til de øvrige kandidater. ”Hans svar var direkte og klart. Ingen omsvøb,” vurderede professoren, men tilføjede: ”Sanders er en principfast mand – jeg ville bare ønske, at han havde de rigtige principper!”
Vælgermødet i New Hamshire var sponsoreret af pro-choice grupperne Demand Justice, Center for Reproductive Rights, NARAL Pro-Choice America, og All* Above All Action Fund.