Tog ’Den lille Udfordring’ med på byens helsemesse

Kristne fra Fyn og Trekantområdet var på helsemesse i Middelfart og havde Udfordringen med.

Bjarke Pedersen (t.v.) og Leif Sjønov med ”Den Lille Udfordring” på helsemessen i Middelfart.

Udfordringens traktatavis ”Den lille Udfordring” var med, da kristne fra Fyn og Trekantsområdet var på helsemesse i Middelfart den anden weekend i februar.

De senere år har lokale kristne fra Middelfart med Arne Sørensen i spidsen taget initiativ til at have en stand på den lokale helsemesse. I år var der kristne med fra Vejle, Kolding, Assens, Odense og Middelfart til at bemande en stand med tilbud om forbøn og en snak om Jesus.

– Det er et sted med alle mulige søgende mennesker, fortæller Leif Sjønov fra Assens. – De virker nysgerrige på, hvad messen kan byde dem, og flere af dem kommer, fordi de har ondt et eller andet sted i kroppen eller sindet.

Giver Gud en chance

Han oplevede, at de besøgende men også medvirkende fra de andre stande var meget interesserede i at blive bedt for.

– Der er en åbenhed over for at tage imod forbøn. Det var både yngre og ældre, der gerne ville ’give Gud en chance’, siger Leif Sjønov.

Men inden det kom til en snak, var det primært traktatavisen ”Den lille Udfordring”, der blev brugt som en samtalestarter.

– Den er god at have med. Det kan give lidt eftertanke, når de kommer hjem og læser videre. Den er med til at underbygge, hvad vi har fortalt dem.

Flere helbredelser

Gruppen af kristne kunne berette om flere helbredelser i løbet af weekeden. Noget som er et stærkt vidnesbyrd i sig selv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Dem, som kan mærke, at det har hjulpet på deres smerter, kan også mærke, at der er alvor bag. Det er med til at skabe tro. Og det er jo det, mirakler er til for.

Påskeavis på vej

Udfordringen udgiver løbende forskellige aviser til uddeling. ”Den lille Udfordring” er netop udsolgt, men der planlægges et nyt oplag med friske historier om tro og mirakler.

Hver jul udkommer et særligt julenummer, og inden længe kommer årets påske-udgave, som særligt egner sig til uddeling. Det kan både være kirker, grupper og enkeltpersoner, der vælger at købe et antal aviser og dele ud i lokalområdet eller ved fremstød på gaden.


Artiklen fortsætter efter annoncen: