March for bortførte piger på Kvindernes Kampdag

Open Doors i Norge satte fokus på kidnappede kristne teenagepiger den 8. marts.

Åpne Dører gik med i et optog i Oslo den 8. marts for at gøre opmærksom på forfulgte kristne kvinder. Midt i billedet fra sidste års optog ses en plakat med et billede af den 16-årige Leah Sharibu. Foto: Åpne Dører.

Også i år stillede organisationen Åpne Dører, som arbejder mod forfølgelse af kristne, op med deres egen mærkesag under 8. marts-optoget i Oslo.

– Vi har samme slogan som altid: ”Trosfrihed for verdens kvinder”, men i år tilføjede vi: ”Stop kidnapning af teenagepiger på grund af tro”, fortalte informationsleder i Åpne Dører, Linda Askeland.

Organisationen satte især fokus på den 16-årige Leah Sharibu fra Nigeria. Hun har i over 2 år været holdt fanget af Boko Haram eller ISWAP (Islamisk Stat i provinsen Vest Afrika).

– Leah holdes fanget, fordi hun ikke vil fornægte sin kristne tro. For nylig har vi fået rapporter om, at hun er blevet tvangsgift med en leder i Boko Haram, og at hun har fået en søn, fortæller Askeland.

Skjult forfølgelse

Ifølge Linda Askeland bliver som millioner af kvinder verden over forfulgt for deres kristne tro.
– Mens mandlige pastorer ofte bliver tiltalt og fængslet, bliver kvinder kidnappet og voldtaget.

Hvis det lykkes dem at komme fri, er der ofte så meget skam knyttet til det, de har været udsat for, at de må skjule det, fortæller hun.

– Mange kvinder, som konverterer til kristendommen, bliver holdt som slaver i deres hjem. De bliver frataget deres børn og alle deres rettigheder. Vi vil fortælle om disse kvinder og vise vor solidaritet med dem, siger Linda Askeland.

Uenig i hovedparolen

Hovedsagen i årets 8. marts-markering i Oslo var ellers kampen for fri abort. Og denne type ”kvindekamp” kan Linda Askeland og Åpne Dører selvsagt ikke tilslutte sig. Alligevel har organisationen valgt at benytte anledningen til at tale de forfulgte kristne kvinders sag midt i det større arrangement.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– 8. marts-komiteen er klar over, at vi står for klassiske kristne værdier, og at vi kun står for vor egen parole. Vi mener, det er helt naturligt at marchere for kvinder som Leah, understreger Linda Askeland.

Hun har da også i planlægningsfasen oplevet, at dette synspunkt er blevet mødt med respekt.

JesusKvinner var med

I år faldt den 8. marts igen sammen med organisationen JesusKvinners årlige konference, JK Nordisk, i Oslo, og konferencens deltagere blev opfordret til at gå på gaden sammen med Åpne Dører.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Både kvinder og mænd deltog i Åpne Dørers aktion.

– Ligesom sidste år var der mænd med både til optoget i Oslo og i Bergen. Jeg har fået forespørgsler fra mænd, om de også kunne være med. Det er jo vore søstre, vi går for, og vi synes bare det er flot, at også mænd vil vise solidaritet med dem, slutter Linda Askeland.