Hvordan handler vi under pres?

Nu sidder vi så her. Vi er snart på efterbrænderen af covid-19-nedlukningen. Landet bliver stille og roligt lukket op igen, og vi kan snart færdes frie og fro. Og det er skønt!

Det har været en lang periode med kniven for struben, som vi dog ikke er helt igennem endnu. Vi har lært at stå sammen. Vi har lært, at vi har magten til at besejre en virus, der har potentialet til at koste dyrt.

Vi er kort sagt blevet konfronteret med en krise, som vi aldrig har oplevet magen til.

Et eminent forbillede

Da Jesus blev konfronteret af de jødiske ledere, der sætter kniven for hans strube, så må han vælge enten af stå fast på sin mission og sine værdier, velvidende det vil koste ham livet, ellers må han vælge at strække våben, indrette sig og undskylde for sit oprør mod de jødiske ledere.

Hans svar er så eminent: I har allerede fået jeres svar! I vil bare ikke acceptere det!

Jesus har en mission, der uden tvivl vil koste ham livet. Hans religiøse og politiske oprør mod et undertrykkende system er i den her situation ved at underskrive hans dødsdom.
Alligevel står han fast og nægter at stoppe.

Det er et fabelagtigt forbillede for os i denne tid.

I gennem se sidste par uger, ja endda måneder, har vi lært, at fællesskabet er noget af det mest essentielle i vores liv. Helt ærligt: Hvad har du savnet ved din kirke, som nu har været lukket en pæn sjat uger?

Prædiken?

Lovsangen?

Den lidt bitre kaffe?

Eller det unikke, kærlige, opløftende og forvandlende fællesskab, vi finder i menigheden?

Et forvandlende fælleskab

For mig har Corona-krisen virkelig bragt fokus på, at vores mission som kirker er at skabe et forvandlende fællesskab. De mange online gudstjenester bliver bare enormt flade. Uanset om det er præsten på webcam eller de enorme produktioner, enkelte kirker kan mønstre. Der mangler bare noget. Der mangler os!

Fællesskabet. Menigheden!

Og det er ikke kun præstens forkyndelse. Eller lovsangens toner. Eller den sorte kaffe, der skaber fællesskabet. Det er alle os. Vi er menigheden. Vi er Guds legeme. Vi er Kristus!

”Jeg og Faderen, vi er ét.”

Så min opfordring i dag er, at når vi kommer tilbage efter denne Corona-krisetid, skal vi sætte alt ind for at løfte fællesskabet i vores menigheder! Ærlig talt, så var Jesu eksempel ikke at sidde og drikke kaffe, mens han hørte en retorisk flot prædiken.

Jesus viser vejen

Jesus viste os, at vi skulle invitere syndere og prostituerede, ja selv skatteopkrævere, ind i vores hjem og have fællesskab med dem.

Jesus viste os, at vi selv skulle hjælpe de svage og udstødte. At vi selv skulle række en kærlig og hjælpende hånd til dem, der er i nød.

Ikke at vi skulle betale tiende til en kirke, som så gav støtte videre til en organisation, der betalte en medarbejder for at vise omsorg.

Nej, udfordringen er til hver enkelt af os!

Kender du én, der er ensom lige nu? Så send dem en buket blomster og ring dem op på et videoopkald.

Ved du, din nabo har mistet jobbet på grund af krisen? Så er det nu, du skal gå over og stille en madkurv foran deres dør.

Når du møder den hjemløse, der ingen steder har at gå hen, så er det nu, du skal hjælpe.
For i det sunde og gode fællesskab, samfund og menighed, så løfter vi hinandens byrder. Sammen giver vi, og sammen modtager vi!

Så hvad siger du, når krisen sætter dig kniven for struben? Står du fast på det kristne budskab om ubetinget kærlighed til alle skabninger og hjælper med at løfte fællesskabet? Eller strækker du våben, hamstrer toiletpapir og gær og sætter dig selv i centrum?

Søndagens tekst: Joh. 10, 22-30

De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias

22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen.

Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.

24 De jødiske ledere omringede ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!«

25 Jesus svarede: »Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.

26 Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. 27 Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.

28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.

29 Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. 30 Jeg og Faderen, vi er ét.«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk.