Vil I med hjem til kaffe?
I barndommen husker jeg SØNDAG som værende ugens potentielt kedeligste dag. Fredag var min favoritdag og herefter lørdag, men søndag! Åh nej, alting gik i stå.
Søndag var mest: vær nu stille og sid pænt.
Husker de langhårede halvfjerdseres søndage på kammen, der kom igennem håret før kirke. Værst var nu søndagstøjet. Falmede fotoalbums er mit vidne. Vi lignede klovne i cirkus.
Positivt ved søndag var til gengæld, at det var dagen, hvor selskab kunne opstå efter gudstjenesten.
Nye blev budt ind med et: vil I med hjem til kaffe!
Uforglemmeligt var kaffebordene, som datidens individer gjorde ret så meget ud af. Det var længe før nutidens kasten sig ned i chaiselongsofaen, kun tiltænkt det dovne husalters fladskærmstilbedelse.
I 70’erne kunne vi endnu finde ud af at hygge os i det samlende sofahjørne uden Ipad.
Som fx dengang en ældre enkemand havde inviteret på kaffe og lagkage hjemme i privaten.
Staklen havde helt selv præsteret at fabrikere lagkagen. Pludselig røg hele herligheden på køkkengulvet, imens gæsterne ringede på døren.
Havde konen levet, ville lagkagen nok være endt ved katten. Men desværre var konen ikke mere. Manden tog nu en hurtig beslutning. Samlede kagen op, skrabede rundt i flødeskummen, og så kunne den vel godt serveres pænt på et kaffebord.
Intetanende guffede selskabet boller og lagkage i sig med stor appetit. Mums.
Men brat stoppede gumleriet.
Noget var tydeligvis vanskeligt at få gnavet over. En appelsinvand hjalp ej heller at skylle ned med.
Selskabet sad måbende og stirrede over på en ung mand, der ud af sin mund trak en stor gul tånegl. Der var sandelig indhold i lagkagen!
Tak for kaffe.
Den stakkels enkemand måtte lige forklare, hvordan tingene hang sammen.
Især kaffe har jeg aldrig fået lært at drikke efter dette.
Om der siden blev støvsuget og vasket køkkengulv, er mig uvist.
Men sikke vi grinede, dengang troens folk inviterede hinanden på kaffe efter gudstjenesterne på de højhellige søndage.
Hvem drikker du kaffe med i dag?
