Sabotøren var ikke en snothvalp

Til at begynde med var jeg ikke klar over, at min bror var medlem af en sabotagegruppe. Men en nat i 1944 var der lys i køkkenet, fordi min mor var ved at rense min brors støvler for mudder.

Forklaringen var, at min bror sammen med sine kammerater havde været ude at hente nedkastede våben på nedkastningspladsen i Frijsenborgskovene uden for Aarhus. Han opbevarede dem i en kuffert på sit værelse, indtil han skulle bruge dem til sabotageaktioner.
På et tidspunkt blev det for risikabelt for min bror at blive boende hjemme, og en aften i februar 1945 gik han “under jorden”.

Sammen med en kammerat fra gruppen tog han til Aalborg, hvor de fortsatte med sabotagerne.
Det var heller ikke uden risiko, for der var stikkere i alle byer. Og en dag, da min bror og hans kammerat var på vej til en dansk fabrik, som skulle saboteres, fordi den producerede for tyskerne, blev de anholdt af danske håndlangere og ført til Gestapo.
Senere fortalte min bror os, hvordan forhøret foregik, og da jeg tænkte mig, det også kunne interessere andre, foreslog jeg ham at skrive om det til bladet “Modstandskampen 1940-45”.

Og da det nu er 75 år siden, vi kunne glæde os over befrielsen, kunne det måske også i dag have interesse at høre om det, der gik forud, som min bror for eksempel beskriver det i sin artikel:

Schnoddnase…!

“De var på vej for at skyde en tysker…”, sagde Gestapo-chefen og borede sine øjne i mine! –
“Nej, det kunne jeg ikke”, svarede jeg og så ham direkte tilbage i øjnene. Han blev vippet af sadelen. Forfjamsket!

En høj, kraftig mand (188/90) overrumplet på gaden med to skarpe pistoler i lommen. Som ikke kunne skyde en tysker. Mærkeligt. – Men jeg havde mine ord i behold. Pistolerne var ment som en trussel i en dansk fabrik, som producerede for tyskerne og skulle saboteres. Kun – eventuelt – et skud i loftet ved telefonvagten. For at understrege situationens alvor.

Desuden havde jeg nogle dage tidligere sagt nej tak til æren at deltage i likvideringen af en stikker på gaden. Noget bød mig imod. 19 år gammel at skulle skyde en mand på måske 35 år og familiefar.

Det blev menneske til menneske mellem Gestapo-manden og mig. Men jeg fik bank. Han stak mit hoved mellem sine knæ og bankede løs på min ryg med stokke. Ryggen blev kulsort. Flere dage senere. Men ellers ingen skader.

Heldigvis holdt jeg tæt, og ingen blev taget på grund af mig. Det var “kultiveret tortur” fra tysk hånd, hvis situationen kan beskrives sådan? Til afslutning gned han hånden ned over mit ansigt og sagde: “Schnoddnase (snothvalp)”.

Noget jeg delvist oplevede som faderligt overbærende. Måske fordi Gestapo-manden vidste, at krigen nok var forbi i løbet af et par måneder (vi var i marts 1945). Vi fanger døbte ham straks Schnoddnase. Lidt som kompliment. Vi anede jo, hvad som kunne være blevet vor skæbne i f. eks. et japansk fængsel.

Senere blev vi af dansk politi anmodet om at identificere Schnoddnase som gestapist. Han lå i et hjørne i cellen. Sprang op i Giv Agt, da han så os.

“Kennen Sie mich…?”
“Ja, natürlich! Nu er demokratiet genindført i Danmark. De bliver stillet for en dansk ret med anklager og forsvarer…!”
“Ja wohl…Ja wohl”
“Leben Sie wohl, Sie können… Ich sage nicht auf Wiedersehen!” – Det var min sidste samtale med Schnoddnase! “
David Harleyson

Min bror skrev, som den spøgefugl han var, meget under pseudonymet David Harleyson – altså ikke Harley Davidson – men han hed Ove Nielsen!