Sygdomsfrygten må ikke få så stor magt, at vi opgiver kærligheden

Kristi Himmelfartsdag kan kirkerne i Danmark gøre døren høj og porten vid, når de igen kan holde gudstjeneste, efter at have været lukket i godt to måneder. Det er meget glædeligt, at regeringen og folketinget lod kirker og trossamfund komme med i denne runde af genåbningen af landet. Og ganske overraskende, at kirkerne åbner før teatre, museer og zoologiske haver.

Det er et godt tegn og rigtigt set, at danskerne har brug for at kunne forsamles om Guds ord og troen i en svær tid, hvor mange ikke ser deres kære, som de plejer.

Men hvor stort bliver fremmødet mon? Vil danskerne strømme tilbage i kirke og synge med på salmerne af fuld hals, som mange har gjort foran tv’et sammen med pigekorets Philip Faber?

Forleden talte jeg med en præst, som mente, at der ikke ville komme ret mange i kirke det næste stykke tid. Især ikke de ældre, sagde han. De vil stadig være bange for at blive smittet og foretrække at følge gudstjeneste hjemmefra i enten radio, tv eller på nettet. Tiden vil vise, om han har ret.

Uanset om danskerne holder sig væk fra kirken et godt stykke tid endnu, så ligger der en stor opgave foran kirken. For hvordan skal vi egentlig forholde os til vores næste, når alt handler om, at vi skal holde afstand til hinanden? Hvor alle mennesker jeg møder på min vej kan være potentielle smittekilder, og hvor jeg også selv kan være en fare for andre, hvis jeg er smittet uden at vide det?

Mange vil sige, at det mest næstekærlige er, at vi holder afstand og derved passer på hinanden. Det er det “nye normale”, vi har fået grundigt indlært de sidste mange uger. Det er fornuftigt nok i et kortere tidsrum, hvor man ikke kender virus’ måde at opføre sig på.

Men hvis det bliver en ny og permanent adfærd, fordi frygten ikke vil slippe sit tag i os, så er næstekærligheden i fare for at blive til noget helt andet, end vi normalt forbinder med den.

Forskerne siger, at corona måske er kommet for at blive. Hvis det er sandt, risikerer vi i mange år at komme til at leve under meget kontrollerede former. I bølger af delvis nedlukning og kontrolleret genåbning. Det kunne i værste fald betyde, at mennesker holder op med at være tæt på hinanden og begynder at leve mere isolerede liv.

Det vil uden tvivl komme til at ændre på vores opfattelse af, hvad næstekærlighed er for noget. Kirkens opgave er at holde os på sporet og også at have modet til at sige regeringen imod, hvis sygdomsfrygt og kontrol får så stor magt, at det kommer til at fratage os muligheden for at leve i kærligheden.