Civile anholdt islamister efter drab på fem kristne

Asabe Samuel blev dræbt i sin butik i Miango, Nigeria. Foto: Morning Star News

Kristne fra det nord-centrale Nigeria har pågrebet islamistiske fulanier, som dræbte fem kristne den 28. maj, skriver Morning Star News.

“Disse muslimske fulani-hyrder har angrebet vores områder, fordi vi er kristne. De vil bare overtage vores land og tvinge os til at blive muslimer. Og hvis vi nægter, dræber de os,” forklarede Ibrahim Agu Iliya til Morning Star News.

Angrebet

Islamistiske fulanier gik ind i en lille butik i Kwashie-området I byen Miango, i Plateau. Her skød og dræbte de butiksejeren og fire andre, fortalte pårørende til ofrene. Angriberne havde ikke stjålet noget hverken fra butikken eller ofrene.

Sunday Samuel (53), der er bror til den afdøde 42-årige butiksejer, Asabe Samuel, befandt sig i sit hjem bag butikken, da han hørte skud.

Den 12- årige Filibus Magaji overlevede et af de seneste angreb i Kaduna. (Facebook)

“Jeg åbnede vinduet og så mænd med geværer skyde omkring sig, og jeg tænkte, at de ville trænge ind i mit hus. Men angriberne, som talte sammen på hausa og fulfulde, ville bare hurtigt videre,” fortalte han.

Der havde været skyderier i omkring 10 minutter, før de bevæbnede mænd forsvandt. Herefter løb Samuel til butikken, hvor han fandt sin søster og fire andre personer i alderen 25-56 dræbt.

Ifølge Sunday Samuel har de bevæbnede hyrder været i stand til at køre ind i området til trods for COVID-19-nedlukningen, dræbe forsvarsløse mennesker og forsvinde. Han mener, at lokale muslimske sikkerhedsstyrker har hjulpet angriberne.

-Drabet på disse kristne er bare for hårdt for os. Og det sørgelige er, at vores folk har præsenteret sagen for både delstaten og på nationalt niveau, men ingen af dem har gjort noget, sagde Samuel til Morning Star News.

Civil anholdelse nødvendig

Den 42-årige Iliya, som er medlem af den lokale ECWA-kirke, ledede det team, som anholdt de mistænkte. Han fortalte Morning Star News, at han havde modtaget et nødopkald fra Miango den nat, hvor angrebet fandt sted.

Iliya samlede flere ubevæbnede kristne, som opstillede en vejspærring mellem Miango og Jos ved 2-tiden natten til den 29. maj. Her stoppede de en minibus med 10 muslimer.

“Vi stoppede køretøjet og udspurgte og forhørte dem, der kørte i det.

Det var meget afslørende. Vi blev klar over, at de gav modstridende forklaringer omkring deres tilstedeværelse i vores område til trods for udgangsforbuddet.

Vores konklusion var, at det var dem, der havde udført angrebet og dræbt de fem kristne i Miango. Derefter havde de så gemt sig i bushen og først vovet sig frem ved to-tiden for ikke at blive set,” fortalte Iliya til MSN.

De mistænkte havde efterladt deres våben og gemt dem i bushen for at undgå afsløring.Mens de kristne under ledelse af Iliya usprugte de islamistiske fulanier, ankom politiet og tog dem med til politikontoret i Bassa.

“Dem, der angreb og dræbte fem kristne i Miango, er muslimske fulanier, men en af dem er en lokal muslim, der var med som guide.

Regeringen har ikke været i stand til at stoppe disse muslimske fualni-hyrder, fordi regeringen er fuldstændig kontrolleret af fulanier under ledelse af Muhammadu Buhari, Nigerias præsident, som også er en fulani,” forklarede Iliya.

Folkemord

Den 30. januar udsendte Christian Solidarity International (CSI) en advarsel om folkemord i Nigeria. Samtidig blev FNs sikkerhedsråd bedt om at gribe ind. CSI begrundede opfordringen med ”et voksende tidevand af vold mod nigerianske kristne og andre, der betegnes ’vantro’ af islamistiske militante i landets nordlige og mellembælte-regioner.”

Nigeria har 12. pladsen på Open Doors’ 2020 Verdenrangliste over lande, hvor kristne er udsat for størst forfølgelse. Samtidig er landet nummer to på listen, når det gælder antallet af dræbte kristne.