Hvorfor skulle min far dø, selv om jeg bad for ham?

Kære Poul Henning

Jeg er skuffet over Gud. Jeg bad meget for min syge far, men mistede ham. Jeg har siden haft svært ved at finde troen og tilliden til Gud igen. Jeg er ked af det, jeg har mistet.

Mine bedste år med Gud var de år, hvor min far levede. Årene efter har været præget at kamp, uro, dårlige beslutninger og manglende tryghed. Hvad skal jeg gøre med min skuffelse?

Kærlig hilsen
Gunhild

 

Kære Gunhild

Jeg tænker, at der er mange, som er blevet skuffet over Gud. De har ligesom dig været i krise og ikke oplevet at få det svar og den hjælp, de synes, de havde brug for. Andre bliver skuffet over Gud, fordi de synes, at han skulle forhindre krige, lidelser og fattigdom. Skuffelser kan have mange navne.

Skuffelse er bagsiden af at elske og involvere sig. Skuffelse opstår let, når ens ønsker ikke går i opfyldelse. Du elskede din far, derfor ramte det så hårdt. Det er positivt at elske og engagere sig i sin familie og andre menneskers liv. Ligegyldighed er værre end skuffelse.

Jeg tænker, at du holder for stramt og krampagtigt på din skuffelse. Gud er Gud. Han hører vores bønner og råb, men det er ikke altid, det går, som vi ønsker. Skuffelse er et livsvilkår. Ikke at forstå alt er et livsvilkår. Lad det svære ligge. Søg Gud på ny.

Jeg bringer her et citat fra min kommende bog om Salme 23 og terapi:

”Vores vandring kan gå i stå. Her kan metakognitiv terapi give os en god hjælp:

At vandre igennem en gang med mange døre er en metafor fra metakognitiv terapi. Målet er at vandre ned til den glasdør, der afslutter gangen. Der strømmer lys ind ad glasdøren. Vandringen mod lyset kan forstyrres af de døre, der sidder til venstre og til højre. Dørene er de svære tanker, følelser eller traumer.

Mennesket vælger ofte at gå ind ad en eller flere af disse døre og ender med at blive fanget af bekymringer, flashbacks og lidelse.

”Accept i praksis involverer dette at relatere til tanker, følelser og fornemmelser med mere åbenhed, nysgerrighed, fleksibilitet, særligt for at forfølge et sæt værdier, der er dybt vigtige og meningsfyldte. Sagt på en måde må indre begivenheder og skiftende emotionelle tilstande og indre verbal snakken ikke komme i vejen for det, som betyder mest, og få en primær rolle i at navigere på livets veje.””

Lad det svære ligge, og søg Gud på ny i Bibelen og det kristne fællesskab. Livet med Gud nu og i evigheden er mere betydningsfuldt end de svære oplevelser.

Søg Gud på ny

Du har et sæt vidunderlige værdier. Søg Guds ord, Guds rige og Guds menighed. Et liv med Jesus ved ”rorpinden”. Livet indeholder svære oplevelser, men livet skal ikke styres heraf. Et liv med Gud nu og i evigheden, er langt mere betydningsfuldt end de svære oplevelser. Måske du kan spejle dig i Peter Bastian.

Musikeren Peter Bastian startede sin søgen som et sjæleligt menneske, men endte som et åndeligt menneske. I en nekrolog af Tor Nørretranders bragt i Information den 29. marts 2017 lyder det:

”Hvor de moderne spirituelle traditioner handler om at meditere sig til at opnå kærlighed, eller være dydig nok til den, om kærlighed som noget man gør sig fortjent til, fandt Peter Bastian den betingelsesløse kærlighed i kristendommen. Fred… For selvfølgelig endte Peter Bastians sidste store spirituelle saltomortale med, at han blev mere kristen end den kristne kirke.

Alle de knirkende livstrætte dogmatikker var ikke det, der fristede. Det var snarere en lære om de tre principper – Faderen, Sønnen og Helligånden – som hver for sig intet kunne og ikke kunne stå alene, fordi de så bare var enten strenghed, kærlighed eller kreativitet, og derfor ikke nok af det der giver liv – men tilsammen skabte en musikalsk enhed, som kunne favne livets modsætninger.”

Kærlig hilsen
Poul Henning