Hvorfor er vores handlinger så afgørende?

Den erfarne kirkegænger har ofte et trænet øre, der kan afkode, hvornår en prædikant går i gang med at afslutte en prædiken. Pointerne opsummeres, trådene bindes sammen. Ofte skruer prædikanten også lidt op på retorikken for at motivere til, at budskabet får nedslagskraft i menighedens konkrete hverdag. Opmuntringer og verbale rygklap er ikke udsædvanlige.

Jesus kan synes anderledes brutal, når han afslutter sin bjergprædiken. Der er ikke meget klassisk motivationstale over det. Han gør det ikke lettere for tilhørerne at sluge bjergprædikens pointer, men slutter på den høje og barske klinge.

Han gør det tydeligt, at det er fuldt ud muligt at leve hele sit liv på en løgn og bilde sig selv og andre ind, at man er på Guds side, uden reelt at være det. At bedrage sig selv og ikke opdage, at Jesus i praksis ikke er Herre i ens liv, men at man har noget andet til herre – oftest sig selv. Og hvor fatalt er det ikke, når stormen kommer og hele konstruktionen vakler og styrter.

For Jesus er der to uadskillelige komponenter, som må være tilstede i en ægte og frelsende relation til Gud, nemlig at vi både hører og handler på Guds ord. Vi kan ikke nøjes med kun at høre, uden at budskabet trænger igennem til vores handlinger. Det er en død tro, for at citere Jesu halvbror, Jakob. Hvis ikke troen får krop i vores hverdag, bedrager vi os selv.

Men er det da vores gerninger, som frelser os? Nej, en levende relation til Gud kan vi kun modtage fordi Jesus rækker os den.

Det er kraftigt selvovervurderende, hvis vi tror, vores gerninger har kapacitet til at retfærdiggøre vores eksistens eller skaffe os soning for synden. Vi kan og skal ikke retfærdiggøre vores egne (oftest lettere ynkelige) liv. Det kan vi i stedet tage imod, fordi Jesus deler sin retfærdighed med os.

Men hvorfor er vores handlinger så afgørende? Jo, det er de fordi, de helt nøgternt fortæller om, hvordan vores hjerte har det, og hvem der reelt er Herre i vores liv. Gud interesserer sig for vores gerninger, fordi de er lakmus-testen på hjertets indstilling. Hvis troen ikke bliver levet ud, skyldes det, at den ikke er tilstede. Hjertet er dødt og formentlig har selvbedraget vundet.

I alle mellemmenneskelige forhold er vi vant til, at vores handlinger afslører vores indstilling. Siger man, at man elsker ægtefællen, men aldrig viser det, finder vi bedraget åbenlyst. Mere kompliceret er det ikke.

Og derfor slutter Jesus bjergprædikenen med at skære gennem vidtløftigt, religiøst selvbedrag og cementerer, at huset (vores liv) kun er bygget på klippen og vil blive stående, hvis vi både lytter og handler på Bjergprædikens udfordringer.

Er der plads til fejl? Er der nåde? Ja, masser! Vores handlinger og motivationer kan svigte noget så grusomt, og ligesom vi ikke bør overvurdere vores egen kapacitet for retfærdig levevis, gør Gud det næppe heller.

Men han har stor tillid til, at når bjergprædikenens budskab er skrevet i levende hjerter af kød og blod, så vil det bære frugt af sig selv. Et godt træ vil altid bære gode frugter. Et liv, hvor vi lever tæt med Jesus og vandrer i Ånden, sætter sig naturligt igennem i alle aspekter af vores liv og hverdag.

Oplever vi, at det bliver småt med at omsætte troen i konkrete handlinger, er tiden måske moden til selvransagelse og omvendelse. Langt hellere det end at fortsætte ned ad stien til uforstyrret selvbedrag, hvor stormen – som før eller siden altid kommer – ender med at vælte huset, fordi det kun er forankret i os selv og ikke klippen.

Søndagens tekst: Matt. 7: 22-29

Huset på klippegrund

22 På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‘Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’

23 Men jeg vil svare: ‘Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’

24 Enhver, som lytter til mine ord og handler på dem, ligner en, der var så fornuftig at bygge sit hus på klippegrund.

25 Selv da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, styrtede det ikke sammen, for det stod på klippegrund.

26 Enhver, som lytter til mine ord, men ikke handler på dem, ligner en, der var så tåbelig at bygge sit hus på sandgrund.

27 Da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, faldt det sammen med et brag, og alt blev ødelagt.«

28 Da Jesus holdt op med at tale, var de mange mennesker overvældet af forundring over hans undervisning. 29 Han talte nemlig med stor autoritet – og ikke som de skriftlærde