Iransk kvinde blev helbredt for corona efter kristnes forbøn

Iranske kristne fortæller andre om Jesus, selv om det er forbundet med fare, fortalte Samuel Nymann Eriksen fra Dansk Europamission i pandemiens begyndelse.

Nogle kristne deler bibelvers på de sociale medier, mens andre uddeler fysiske Ny Testamenter. Dermed hjælper de nye kristne andre iranere til at lære Jesus at kende.

Haleh blev helbredt

Iran blev ramt hårdt af corona-virussen. Ifølge tal fra netsiden Worldometer havde Iran den 25. juli haft 15.912 corona-relaterede dødsfald.

Da pandemien toppede sidst i marts, skrev Samuel Nymann Eriksen på missionens hjemmeside om corona-ramte Haleh, som blev mirakuløst helbredt på et hospital i Tehran:

”Hun var ikke kristen og led af alle symptomerne på et alvorligt tilfælde af coronavirussen, men havde et familiemedlem, der var med i en huskirke. Huskirken bad, og da hun vågnede næste dag, havde hun det bedre og der var ingen tegn på sygdom.

Der blev taget en test, og hun var helt rask. Det skabte undren hos de iranske læger og andre patienter. ”Hvad skete der?” spurgte de hende. ”Kristne bad for mig” svarede hun.”