Jeg bliver bitter over min sygdom og ensomhed

Kære Orla Lindskov

Jeg er en mand sidst i halvtredserne, og jeg har i en del år nu lidt af en slem astma. Det har under nedlukningen af landet betydet, at jeg har skullet arbejde hjemmefra.

Jeg har levet en isoleret tilværelse, da jeg er i en risikogruppe på grund af min luftvejssygdom.
Jeg kan ikke undgå at føle, at det er lidt bittert, at jeg har skullet sidde hver dag og ”glo herhjemme.” Min hustru tager på arbejde hver dag. Hun er sund og rask.

Vi har ikke mere hjemmeboende børn, så jeg har været både trist og ensom. Det er jeg stadig. Dog er jeg nu begyndt at gå lidt ud.

Bitter mod Gud

Jeg er troende og medlem af en frikirke og har været det i mange år. Men jeg har på det sidste oplevet, at der er begyndt at skyde en bitterhed op i mit sind mod Gud. Jeg ved, at det er forkert.

Det vil jeg gerne have din hjælp og forbøn til at gå imod. Men det popper op i min bevidsthed igen og igen, og jeg ved, at jeg synder ved at lade nag og bitterhed gro frem i mit sind. Og især da det er rettet mod Gud. Hvorfor skulle denne Covid-19 lige komme oveni min astma, og gøre livet sværere og endnu mere surt for mig?

Jeg vil gerne bede om forbøn for min astma og om en salvedug. Også om forbøn for, at jeg må være beskyttet, hver gang jeg vover mig ud.

Som du ser, bor jeg i København, og her er vi nok stadig meget udsatte.

”Hvorfor skal jeg nu oven i min astma også døje med frygten for Covid-19?” – Hvorfor skal det lige være mig, der er havnet i en risiko-gruppe?”

Ja, sådan stiller jeg mange bitre spørgsmål til Gud. Jeg vidste ikke, at bitterhed og anklage mod Gud lå så tæt under overfladen i mit sind.

Jeg døjer med at styre mine tanker. Bitterhed gør mig hård, kan jeg mærke. Min hustru siger også, at jeg er blevet vanskelig at omgås i de sidste par måneder.

Det er synd for hende, at hun skal opleve mig på den måde. Jeg føler mig som en synder, hver gang jeg ikke kan styre min opførsel overfor hende. Jeg beder hende om tilgivelse hver gang. Men som sagt, lige så syndigt er min bitterhed mod Gud. Det ved jeg. Men jeg synes, at min bitterhed er forståelig. Den skyldes jo sygdom og frygt.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle gøre Gud skyldig for min situation. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme dertil. Men det hele er bare blevet for meget for mig.

Frygter for synd

Jeg frygter meget for synden, som jo er en slags sygdom i mit indre. Bed også om at jeg må kunne stå imod synd, for jeg er angst for synd.

Orla Lindskov, jeg tror, du vil prøve at forstå mig.

Hilsen fra
En isoleret mand.

Bliv ved med at kæmpe mod fristelsen til synd

 

Kære isolerede mand

Jeg har bedt for din astma og sendt dig en salvedug. Jeg har bedt om fysisk helbredelse for dig.
Men jeg har også bedt om helbredelse af dine tanker og af dit sind. Den bøn er mindst lige så vigtig i din situation.

Du står jo i en kamp for at holde synden væk fra dit indre.

Du kæmper faktisk både en kamp mod angst for sygdom; men du kæmper også en kamp for ikke at komme til at synde.

Jeg har oplevet mange syge, der kæmpede den samme kampe, som du kæmper. De blev fristet til at lægger skylden på Gud for deres sygdom og ulykke.

En del syge blev også bitre på grund af sygdom. Endda bitre og uretfærdige mod deres nærmeste. De blev vanskelige at omgås. Den opførsel mod de nærmeste er faktisk også synd mod Gud.

Din sygdom presser dig meget. Det kan jeg godt følge dig i. Din sygdom frister dig som sagt også til at synde. Men her skal du huske: – at blive fristet til synd er ikke det samme som at synde.

Krysostomos’ eksempel

Men angående din angst for at synde. Det får mig til at tænke på en biskop, der hed Krysostomos.

Han levede omkring år 400 i Konstatinopel, det nuværende Istanbul. Han var berømt og elsket som prædikant og sjælesørger. Han havde sagt den stedlige kejserinde nogle drøje sandheder om synd.

Forbitret fik hun derfor sin mand, kejseren, til at udstede et dekret om, at Krysostomos skulle dø.
”Javel,” sagde hofmanden, da han fik ordren af kejseren, ”men Krysostomos vil blive glad for den dødsdom, for han venter at komme i Himlen lige med det samme.”

”Ja, det var bestemt ikke meningen,” sagde kejseren, – ”så lad i stedet alle hans ejendomme konfiskere!”

”Det kan desværre ikke lade sig gøre,” sagde hofmanden, ”for han har allerede givet alt, hvad han ejede til de fattige.”

”Så lad ham blive landsforvist til den anden side af Sortehavet!” råbte kejseren.

”Det skal ske,” svarede hofmanden, ”men der er ikke noget Krysostomos hellere vil, for han er for længst træt af hovedstaden og vil gerne over på den anden side for at forkynde evangeliet for hedningerne.”

”Men kan man da slet ikke gøre den mand skade?” udbrød kejseren ærgerlig.
”Jo,” svarede hofmanden, ”én ting er der, som Krysostomos er bange for: han er bange for synden. Kan deres majestæt få Krysostomos til at synde, så er Krysostomos færdig!”

Du ser fristelsen i øjnene

– Kære isolerede mand, du er det samme sted, som Krysostomos var kommet til angående synd.
Lad mig her så lige nævne noget rigtigt godt ved dig, og det er, at du beder din hustru om tilgivelse, hver gang sygdom og frustration løber af med dig. Nogle glemmer vigtigheden af at bede om tilgivelse.

Du er heldigvis klar over fristelsen, der følger med din sygdom og isolation. Du ser den i øjnene, og du ønsker min hjælp til at vise fristelsen bort i Jesu navn. Den hjælp får du.

Men hvis fristelsen alligevel dukker op, så bed Jesus om at tage kraften ud af den. Bed Jesus om, at din svære tid må blive forvandlet til velsignelse og hvile.

Jeg beder også om, at du må få det godt med dig selv.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.