Sygeplejerske var afgørende for pinsevækkelsens første år
Frederikke Thomsen, en lille energisk person, var sygeplejerske og arbejdede på Frederiksberg Hospital, da hun blev døbt med Helligånden i 1909.
Året efter forlod hun sygeplejegerningen og blev fuldtids evangelist. Aviserne skrev, at hun talte med agitatorisk kraft, lynende øjne og kraftige armbevægelser, der understregede hendes ord. I flere byer samlede hun tusindvis af tilhørere, både på friluftsmøder og i byernes store forsamlingslokaler.
Inden Frederikke Thomsen begyndte som rejsende evangelist på Sjælland og i Jylland med pinsebudskabet, tjente hun i Colosseum Forsamlingen i København sammen med blandt andre Anna Larssen (Bjørner) og pastor H. J. Mygind, der tidligere var præst i Folkekirken, inden han blev døbt med Helligånden og tilsluttede sig T. B. Barratts folk.
Frederikke Thomsen var også med til at udgive sangbogen ’Evangelisk Sangbog’ på Jensen & Rønagers Bogtrykkeri i 1910; den udkom i ny udgave i 1914. Frøken Thomsen fik også arrangeret, at Barratt talte til sygeplejerskerne to gange på Frederiksberg Hospital, inden hun blev evangelist.
Gade- og friluftsmøder
Kendetegnet for Frederikke Thomsens evangelisttjeneste var gade- og friluftsmøderne. Det blev annoncet i dagbladene, hvor i byen møderne blev holdt, og sammen med store skarer gik frøken Thomsen syngende ’Hil dig frelser og forsoner’ gennem byen til den annoncerede plads. De første gademøder blev holdt ud fra Colosseum-menigheden i Københavns gader.
På Sjælland virkede Frederikke Thomsen blandt andet i Hillerød, Slagelse, Næstved og Nykøbing Falster. I Jylland i Løkken, Aalborg, Thisted, Vestervig, Krik, Dover, Lemvig, Ferring, Bovbjerg, Ringkøbing, Aarhus, Vejle, Fredericia, Kolding, Sønder Stenderup og Esbjerg.
Frederikke Thomsen lagde grunden til pinsevækkelsen i Aalborg På sammen måde som Morris Johnson-vækkelsen var en forløber for pinsevækkelsen i Løkken, Hjørring, Kaas og Pandrup, så var Frederikke Thomsens virke i Aalborg en forløber for pinsevækkelsen i Danmarks fjerdestørste by.
Første gang Frederikke Thomsen annoncerede i Aalborgs aviser var i 1917, men hun havde missioneret i byen tidligere og holdt regelmæssigt friluftsmøder på Nytorv og ved havnen.
Hun havde også møder på Højskolehjemmet, Varietéen på Frederikstorv, Klubbens Spisesal på Nytorv og Arbejderpartiets Bygning på Klokagervej.
I november 1919 var der også dåb i den tilfrosne Limfjord, som Frederikke Thomsen var involveret i. Ja, jeg vil sige, at hun lagde grunden til pinsevækkelsen i Aalborg. Aalborg Stiftstidende skrev den 19. juni 1918: ”Frøken Thomsen har en gennem 8 års prædikantvirksomhed skolet stemme, et ganske forbløffende ordforråd og en forbavsende farverigdom over sit sprog.”
Modstand i Vestjylland
I Thy var der åbne døre for Frederikke Thomsen, men længere nede ad Vestkysten opstod der stor modstand. Hoteller og afholdshjem i Bovbjerg, Ferring og Holstebro nægtede at leje deres lokaler ud til hende.
I Holstebro fik hun endda forbud mod at tale på offentlige pladser, og aviserne nægtede at optage hendes annoncer. En af modstanderne gik så langt, at han bad kommunalbestyrelsen i Ferring om at udvise Frederikke Thomsen og hendes medhjælpere af sognet.
Frk. Thomsens virke var banebrydende for pinsevækkelsen i Aarhus.
I 1911 holdt Frederikke Thomsen friluftsmøder i Vejle og havde sikkert virket i Aarhus fra dette år, for ifølge hende var der en pinsemenighed i Aarhus 1913, som hun sikkert har dannet. I en periode boede hun også i Aarhus.
Fra 1917 annoncerede hun med friluftsmøder bag Sct. Pauls Kirke, ved vægten på havnen og ved byens ældste park, Vennelyst, der ligger mellem Vennelyst Boulevard og Nørrebrogade. I 1918 og 1919 talte hun for fulde huse i Forsamlingsbygningens store sal i Amaliegade.
3.000-4.000 i Vejle
Frederikke Thomsen kom til Vejle 1911 og talte på friluftsmøder, som politiet fik stoppet og udstedt forbud imod.
Efter avisomtale var Frederikke i Vejle årene fra 1917 til 1919, men hun havde sikkert virket i byen siden 1911. Tirsdag, onsdag og torsdag den 14.-16. august 1918 talte hun ved et friluftsmøde på hjørnet af Fredericiagade og Koldingvej.
Søndag den 23. november greb politiet ind igen og stoppede friluftsmødet, men nu fik Frederikke tilladelse til at tale på sportspladsen, hvor der kom 3.000-4.000 mennesker for at høre hende søndag den 27. november. Møderne fortsatte på sportspladsen og i Forsamlingsbygningens store sal i januar 1919.
Modstand fra IM
I Fredericia var der modstand fra præster og Indre Missions formand.
Frederikke Thomsen kom til Fredericia i 1910 sammen med Frida Thomsen. De samlede store skarer til friluftsmøder, men mødte også modstand fra byens præster og formanden for Indre Mission, Frederik Zeuthen. På et tidspunkt måtte de have politibeskyttelse.
Frøken Thomsens virke fortsatte i byen, og i 1915 havde hun en række møder sammen med pinsepioneren baronesse Margrethe von Brasch, af tysk-baltisk adelsslægt, i Afholdshjemmets sal på hjørnet af Købmagergade og Fyensgade og i Hotel Hafnias lille sal.
Hver aften holdt de friluftsmøde på Akseltorv. Frederikke Thomsen virkede stadig i Fredericia i årene 1918-19, hvor hun talte på Afholdshjemmet i Købmagergade og holdt friluftsmøder på Torvet og ved Landsoldaten.
Blandt socialdemokrater
Frederikke Thomsen virkede i en årrække også i Esbjerg med friluftsmøder. Hun talte også på møder 1. og 2. pinsedag i maj 1918 i Afholdshotellets sal på Torvegade. Onsdag den 22. maj 1918 talte hun i Paladshotellets store sal for ca. 1000 tilhørere.
Hun talte også på et evangelisk møde i Borgergade 60 søndag den 4. maj 1919. I april 1920 talte hun i både Paladshotellets store sal og i I.O.G.T.s sal i Norgesgade.
Hun involverede sig også i dagens debat og deltog i Esbjerg Socialdemokratiske Ungdomsforenings ekstraordinære generalforsamling den 5. maj 1920, hvor aftenen sluttede med en diskussion om tungetalerne og bolschevisme!
Hallen på Vesterbrogade
Avisen Solidaritet skrev den 25. februar 1920: ”I ’Hallen’ på Vesterbrogade samles hver tirsdag aften en større menighed, hvis leder er en frk. Thomsen, der tidligere har været sygeplejerske, men nu udelukkende har helliget sit liv til at oplyse sine medmennesker om den rette kristendom.”
Hallen var en alkoholfri restaurant, der blev åbnet i 1912 på Vesterbrogade 17. Det var et imponerende rum, som tidligere havde været brugt til kirkelokale.
Da der ikke er online tilgang til aviser efter 1920, har det ikke været muligt at fastlægge Frederikke Thomsens videre færd.
Denne kronik er en del af Simon Jacobsens omfattende forskning af pinsevækkelsen i Danmark før Apostolsk Kirke, i årene 1907 til 1924.