Forbud mod omskæring viser, at Danmark er et religionsfjendtligt land
Først var det Muhammedtegninger. Selvom karrikaturtegningerne sagtens kan forsvares indenfor rammerne af ytringsfriheden og demokratiet, så har det ikke ligefrem gjort livet som muslim i Danmark lettere. Derpå fulgte et burkaforbud, som er signalpolitik, der viser, at staten har magt til at bestemme over religionen. Nu er turen så kommet til jødernes praksis med omskæring af drenge.
Et flertal i både Folketinget og befolkningen ønsker at forbyde jøderne at omskære deres drengebørn, som de har det gjort siden Abrahams dage. Bliver forbuddet vedtaget, kan jøderne de facto ikke længere praktisere deres religion i Danmark. Ingen andre lande i verden har et sådant forbud – ligesom Danmark også var først med Muhammedtegningerne.
Når flertallet vil have et forbud, er det med den begrundelse, at omskæring er en lemlæstelse af barnets krop. Børn bør beskyttes imod overgreb. Det tror jeg ikke, nogen kan være uenig i, men hvorfor lod Folketinget så regnbuefarvede flag vaje ved hovedindgangen til Christiansborg under Copenhagen Pride Week?
LGBT-bevægelsen, der er en forening, der støtter transkønnede børns ret til juridisk kønsskifte, gik forrest i paraden. At regeringen støtter foreningens politiske kamp viser den ordning, som regeringen nu foreslår, hvor børn og unge under 18 får mulighed for at ændre deres juridiske køn efter samme ordning som folk over 18.
Der er ikke langt fra det juridiske kønsskifte til det fysiske kønsskifte, som om noget er en total lemlæstelse af børn. At få opereret penis om til vagina er en operation, der aldrig kan gøres om.
Operation kan også medføre, at den transkønnede aldrig kan få børn. Og der er en ingen fortrydelsesret. Sammenligner man omskæring med en kønsskifteoperation, virker det at skære forhuden af som et meget lille og ubetydeligt indgreb.
Når regeringen nu åbner for det juridiske kønsskifte, vil normalisering af kønsskifteoperationer for børn, naturligvis være næste skridt. Her taler ingen om den lemlæstelse af børn, som operationen forårsager.
Pointen er, at lemlæstelse af børn ikke er forbudt, hvis man har den rigtige ideologi bag sig. Det er det, som det hele handler om.
Det brede ønske om et forbud mod omskæring set i forhold til lovliggørelse af kønsskifte, omend det til en begyndelse kun er juridisk, viser klart, at Danmark er blevet til et religionsfjendtligt land. Først var det islam, så jødedom og næste gang bliver det den kristne barnedåb, som kræves afskaffet. Intet er helligt.
Iben Thranholms og avisens deadline var før Mette Frederiksens udmelding om, at regeringen ikke støtter et forbud mod omskæring.