Daniels tro blev antændt på efterskolen

Det var en helt almindelig aften i civilforsvaret, og Daniel Westen sad på sit værelse. Om lidt skulle han til undervisning i brandhåndtering.

Men inde i ham brændte længslen efter at blive brugt af Gud. For siden hans tro var blevet antændt nogle år tidligere på en kristen efterskole, hvor han også havde lært at lægge hænderne på syge og bede for dem, havde han flere gange fundet frimodigheden til at gøre det. Og mens han sad og ventede, bad han Gud om en ny anledning til at få lov at bede for folk.

Få øjeblikke efter var den der. Anledningen. Lidt for hurtigt, synes han nok. Udenfor værelsesdøren stod nu en kammerat med krykker og en hævet fod.

– Jeg spurgte, om jeg måtte bede for hans fod. Det gav han lov til. Men der skete ingenting, fortæller Daniel Westen, da vi har sat os til rette i den store familievillas overskydende rum i Rønne, der tilmed rummer en massagestol, så der ikke er brug for håndspålæggelse af anspændte gæster her.

– Et par timer senere mødte jeg ham igen i kantinen, fortsætter han.

– Så jeg bad for ham én gang til.

Og denne gang skete der noget, siger Daniel Westen med en begejstring, der åbner hele ansigtet i et smil.

– Hævelsen var forsvundet, og han kunne få sin støvle på igen. Og han blev derfor ikke sendt hjem fra civilforsvaret. Det var megafedt, fortæller Daniel Westen, der både før og efter denne hændelse har haft frimodighed højt på dagsordenen. For frimodighed går hånd i hånd med troen på Gud, mener han.

– Er du aktiv kristen, så er du nødt til at være frimodig, hvis du gerne vil stå ved de ting, du tror på. Ellers fungerer det ikke. Du kan ikke bare feje tingene af. Man er nødt til at stå ved det, man tror på.

Og at lægge hænderne på syge var et bibelsk princip og en måde at vedkende sig sin tro, som han så praktiseret i det kristne og vestjyske miljø, han er rundet af.

– Jeg voksede op i et kristent miljø, hvor man lærte, at man kunne bede for syge, og så blev de raske. Efter jeg kom på efterskole bad jeg også for en masse, der ikke blev raske. Men jeg kunne se, at der stadig stod i Bibelen, at de kristne skulle lægge hænderne på de syge. Og der er jo egentlig ikke noget at tabe. Det kan godt være, at man kommer i en pinlig situation de 95 procent af gangene, hvor der ikke sker noget, men når det sker, er det megafedt.

‘Efterskolen var fuld af craziness og halleluja’

Vær ærlig

Episoden i Civilforsvaret ligger efterhånden en del år tilbage, og selv synes han også, at det er dumt, at de ”fedeste eksempler” på hans frimodighed er gamle. For med årene er han måske blevet mere forsigtig.

– Der er selvfølgelig forskel på mennesker, og hvor meget de giver den gas. Før i tiden, da jeg var ung og dum, var jeg rigtig frimodig. Nu tror jeg stadig, jeg er frimodig. Det er bare en lidt mere kontrolleret form for frimodighed.

Med tiden har han også fundet sin egen måde at bede for syge på.

– Jeg har været meget forvirret, fordi jeg har været sammen med ekstreme folk, der mener, at man skal sige til folk, at de bliver helbredte, når man beder for dem. Men jeg er nødt til at være ærlig overfor folk og sige, at jeg har bedt for helt vildt mange mennesker, hvor der ikke er sket noget. Og jeg plejer at sige, at det godt kan være, at der ikke sker noget, men der er en lille chance for, at de bliver helbredt.

Handler ikke kun om bøn for syge

Frimodighed handler heller ikke kun om at bede for syge, mener han.

– Alle mennesker er nødt til at være frimodige, for man blotter sig jo, hver gang man åbner munden. Så alle er nødt til i en eller anden udstrækning at være frimodige. Men jeg synes især, at hvis man er en aktiv kristen, er man også nødt til over for andre at fastholde og stå ved det, man tror på.

Og så er man jo nødt til at være frimodig. Og man er netop frimodig, når man siger, man tror på noget, man ikke kan se, og noget, man ikke kan forklare. For nogle kan det jo virke, som om man som voksen tror på julemanden, fordi man ikke kan bevise det, man tror på. Men jeg tror altså på en usynlig Gud, for jeg kan mærke ham, siger Daniel Western, der i sit civile liv er fulgt i Jesu fodspor som tømrer.

– Jeg vælger at være frimodig. For hvis jeg snakker med mine kollegaer eller venner, står jeg overfor et valg. Så kan jeg tænke: ”Skal jeg bare give den fuld gas og snakke om, hvad jeg tænker, og hvad jeg tror på, eller skal jeg trække mig, fordi jeg godt ved, at det lyder dumt at snakke om noget, som ikke er der i deres øjne?”

– Og jeg kan egentlig også ofte føle mig pinlig, hvis jeg snakker med mine kollegaer eller folk, som ikke tror på det, jeg tror på. Så kan jeg kan rødme i hovedet. Jeg kan fysisk mærke, at jeg bliver flov. Men det er, fordi jeg er ret god til, tror jeg, at sætte mig ind i, hvad de tænker, og hvad de oplever.

Og jeg ved godt, de tænker: ”Kæmpeidiot, mand. Han har simpelthen givet sit liv til noget, som ikke passer, noget der ikke findes”. Så det er jo, fordi jeg på en eller anden måde kan spejle dem.

Og inden i mig selv næsten kan føle, hvad de føler. Fordi jeg godt kan høre, hvor dumt det lyder, hvis man ikke har oplevet det, jeg har oplevet. Jeg prøver for så vidt muligt at tale åbent om min tro med folk.

Hvorfor kan troen så ikke bare være en privatsag?

– Man kan da også sagtens være sammen med folk uden at tale om tro. Da jeg var ung, var jeg også bare dum. I dag gider jeg ikke diskutere med folk. Da jeg var yngre, hengav jeg mig mere til ligegyldige diskussioner, som man ikke kommer nogen vegne med. Men jeg taler stadig om min tro.

Man kan gå ud i det eller trække sig tilbage, men frimodighed handler om at være tro mod de oplevelser, jeg har haft med Gud. Han har også helbredt mig engang, så jeg har ingen grund til at være flov. Og er du aktiv kristen, så er du nødt til at være frimodig, hvis du gerne vil stå ved de ting, du tror på. Ellers fungerer det ikke, mener jeg.

Du kan ikke bare feje tingene af. Man er nødt til at stå ved det, man tror på, siger han og læner sig frem i stolen, mens han tilføjer:

Patent på sandheden

– Det er ofte ubehageligt at skille sig ud, og man kan blive pinligt berørt over at tale om sin tro. For der er ikke noget mere umoderne end at være kristen. Der er rammer og retningslinjer, og det værste er, at vi kun har én Gud og oven i købet siger, at det er den eneste rigtige.

Det er så umoderne, at man ikke drømmer om det. For vi lever i en tid, hvor man ikke må have patent på sandheden, men det er jo det, Bibelen gør, når Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Hvordan kan du være sikker på, at din Gud er den sande?

– Da jeg var mellem 18 år og 21 år, var jeg både sammen med mormoner og muslimer for at finde ud af, hvorfor de troede så stærkt, og jeg var også til en åbning af et kæmpe hindutempel i Herning.

Men jeg fandt ud, at jeg havde et mere nært forhold til min Gud. Der var ingen af dem, der kunne snakke om et personligt forhold til Gud. Det gjorde mig mere sikker på, at jeg troede på det rigtige.

– Jeg oplever en søgen efter det religiøse og guddommelige, men mange skal lige vænne sig til, at jeg kun tror på én Gud. Men jeg plejer at sige til mine kollegaer, at min Gud kan det hele. Han kan økonomi, psykologi, familiære relationer. Det er ham, der har skabt os, så han kan det hele og han kan favne hele menneskeheden, så det er Gud, jeg først og fremmest gerne vil have, at folk får et møde med.

Kort om tro

Hvordan blev du troende?

– Jeg er opvokset i en kristen familie, men gik ikke rigtig den vej, men var almindelig ung med lidt druk og så videre, før jeg kom på kristen efterskole, hvor jeg fik flere kristne venner. Før havde jeg ingen kristne venner. De kristne, jeg havde mødt var mere nogen irriterende typer, der fortalte mig, at jeg var forkert på den, når jeg hørte heavymusik. Men på efterskolen havde jeg fornemmelsen af, at det var sidste chance for at tro, og der gav jeg det et forsøg. Og siden har jeg holdt ved troen, så efterskolen gjorde en kæmpe forskel for mig.

Hvad er kernen i din tro?

– Elsk Gud og elsk mennesker.

Hvorfor går du i kirke?

– Jeg føler mig mest hjemme i en frikirke. Jeg tror, at jeg ville falde i søvn i folkekirken, selvom jeg godt kan lide selve indholdet, men jeg har brug for, at der er mere show i gudstjenesten, hvis mine tanker ikke bare skal flyve.

Men jeg tror egentlig det allermest er for børnenes skyld. Men jeg vil også være en del af et kristent miljø. For fællesskabet fungerer også som en form for sparringspartner. For man kan godt blive underlig, hvis man ikke får afstemt sin kristendom sammen med andre. Og så er min præstekone også skidegod til at prædike og undervise.

Daniel er 39 år, uddannet tømrer og gift med Camilla. Sammen har de tre børn.