Sorgen har kærlighed og glæde som forudsætning

Døden afslutter et liv, men ikke en relation, for du bærer den døde med dig resten af livet, fortæller Jørn Henrik Olsen, da vi har sat os til rette i caféen, der ligger et stykke oppe i Rundetårn i København.

– Det er vigtigt at erindre vore kære, og alt det gode vi havde sammen. For der er en forbindelse mellem erindringen og taknemmeligheden. Det lille ord ’tak’ er meget kort, men det har en langstrakt virkning, siger han.

På bordet ligger bogen Lystid i mørket, som er den flittige forfatter, foredragsholder, maler, teolog og tidligere fakultetsleder af Menighedsfakultetet seneste bog.

– I drengeårene kiggede jeg fra klipperne nede i Bølshavn i Østermarie til Christiansø og havde den der kontakt med havet. Jeg var 13-16 år, da jeg tre gange måtte redde en person fra druknedøden. Det var meget barskt. Den ene gang vidste jeg ikke, om jeg selv ville overleve.

I dag bor han ved havet i Gilleleje i Nordsjælland, men han holder foredrag i hele landet med afsæt i sin nye bog.

Du skriver, at sorgen skal have ord – hvad mener du med det?

– Dér er jeg næsten nødt til at trække på Shakespeares citat, som jeg har med i bogen. Giv sorgen ord – hvorfor? Jo, for ellers befaler den dit hjerte at briste.

Det er også helt i tråd med den nutidige psykologi- og psykiatriforskning:
– Tidligere var tænkningen, at man kunne blive frigjort fra sorgen og komme ud på den anden side. Men det kan man ikke ifølge den nyeste forskning, forklarer han.

– I stedet taler man om torumsmodellen, som er en mere dynamisk opfattelse af sorgen. Man går ind og ud af sorgen – hele livet. Det er klart at sorgens intensitet som følelse kan aftage, når man kommer lidt på afstand, men helt slippe sorgen kan man ikke. Det er derfor, at det er vigtigt at sætte ord på sorgen og vedgå sig de tab og forandringer, som sorgen medfører og reflektere over dem og tale om dem.

Mange lever i det, han kalder ensomhedens sorg, hvor man ikke får sat ord på sorgen. Sorgen opleves forskelligt, og ens sorg kaster ikke nødvendigvis lys over en andens, men det hjælper at tale om den.

Mange lever i det, han kalder ensomhedens sorg, hvor man ikke får sat ord på sorgen. Sorgen opleves forskelligt, og ens sorg kaster ikke nødvendigvis lys over en andens, men det hjælper at tale om den.

– Sorg er menneskeligt set den pris, vi må betale for kærligheden. Vi kommer alle til at miste nogen eller noget af betydning i vores liv. Og tab og adskillelse udløser en sorgreaktion, siger Jørn Henrik Olsen, der for en del år siden mistede en lille dreng.

– Det er en stor smerte at miste et barn, og der er faktisk forskning, der dokumenterer, at den sorg bliver særlig intens. Da vi var nygifte, og havde fået en pige, så fik vi en dreng, men han døde ved fødslen. Og så har vi fået fire piger sidenhen. Vi har fem piger. Og ni børnebørn. Men det var et stort tab at miste vores dreng, og det skærpede både min kones og min egen interesse for at møde mennesker i sorg, fordi vi selv fik en del underlige reaktioner.

– En oplagt fejl er, at man fristes til at sige noget, der egentlig skulle være til trøst, men tit opleves det ikke som trøst. Et eksempel: Nogle gode venner kom til os og sagde: ’I må glæde jer over, at I har en pige’. De vidste jo ikke rigtig, hvad de skulle sige. Men sorgen over at miste et barn, forsvinder jo ikke, fordi man har et andet barn.

Hvordan møder man så bedst den sørgende?

– Benny Andersen skriver, at en klagesang ikke er en stil, der skal rettes i. Det er godt sagt. Der er også en grund til, at vi har fået to ører, vi ikke kan lukke, men kun en mund, der til gengæld kan og bør lukkes. Og i udgangspunktet handler det mest om at være sammen med den sørgende og kunne rumme tavsheden også. Så kan man tilbyde at være der, at være nærværende, at være støttende – det kan også være praktisk hjælp.

– Det er vigtigt at tilbyde sit selskab i stedet for at hoppe over på den anden side af fortovet, som er en almindelig reaktion, når man ser en, der er i sorg.

– Gå i stedet direkte hen og sig: ’Jeg ved ikke, hvad skal jeg skal sige, men jeg tænker på dig’. Det kan nogle gange være en kæmpe hjælp og støtte, at man ikke ved, hvad man skal sige, for i den anden ende af skalaen er de her velmenende kommentarer, som fx ’det er der nok en mening med’ og ’Gud ved bedst’.

I bogen siges det alligevel flere steder, at der mangler noget, hvis man ikke har den kristne tro og overgivelsen til Gud, også når man ikke forstår ham.

– Ja, men der er også en anden side i de bibelske skrifter med Jobs Bog og Salmerne, hvor man får lov til at skrige sin nød ud og sætte ord på det, der er allervanskeligst. Noget, jeg lægger meget vægt på, er derfor – lad nu være med at tro, at du skal trøste. Vi har ikke den indsigt. Hvis jeg overhovedet skal gøre mig tanker om at hjælpe dig, så skal jeg tænke lidt som Søren Kierkegaard, at jeg kommer dig i møde dér, hvor du befinder dig og ydmygt prøver at sætte mig ind i, hvordan du har det ved at spørge til det. Det kan godt være, at det er en kaospræget fortælling, men ordene kan alligevel blive til en meningsfuld fortælling henad vejen.

Hvis jeg overhovedet skal gøre mig tanker om at hjælpe dig, så skal jeg tænke lidt som Søren Kierkegaard, at jeg kommer dig i møde dér, hvor du befinder dig og ydmygt prøver at sætte mig ind i, hvordan du har det ved at spørge til det.

– Så længe du elsker, vil sorgen være der. Sorgen er til, fordi du har elsket og er blevet elsket. Der er skabt nogle tilknytningsbånd, som ikke er let at rive over.
Sorgen har kærlighed og glæde som forudsætning, og man kan ikke rive det fra hinanden. Det er en gammel indsigt. Vi har en Thomas Kingo, der siger ’sorrig og glæde vandre til hobe’ – det er en fantastisk indsigt, han viser i den salme, og det er ikke noget, der er født ud af ingenting. Han kæmpede også med store tab i sit liv.

Er det så værd at elske?

– Det kan jo kun ende ulykkeligt, hvis man har elsket et andet menneske, og det gælder også i forhold til sine børn.

Men det er alligevel det hele værd. Og i kristen forstand får sorgen heller ikke det sidste ord, påpeger den kristne forfatter:

– For mig er det bærende, at Kristus er opstanden. Han er levende. Man kan relatere til Gud gennem Jesus Kristus. Og det giver håb. Vi er genfødt til et levende håb, som det siges i dåben – og ved en begravelse.

Og det er på Gud, man kan kaste alle sine spørgsmål, når alt ikke går op i ens lille hjerne. For vores perspektiv er meget snævert. Vi har alle sammen brug for den grundlæggende erfaring af at blive båret. Der er ingen af os, der kan bære os selv, siger han og tilføjer:

– Der er brug for, at vi møder hinanden. At vi deler det, der ikke er så let at dele. At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige. At vi går ud i den virkelige verden sammen. Derude, hvor sorgen ikke er et problem, der skal løses, men et liv, der skal leves.

– Der er brug for, at vi møder hinanden. At vi deler det, der ikke er så let at dele. At vi også bærer rundt på det smertefulde, det ubærlige. At vi går ud i den virkelige verden sammen.

Hvordan blev du troende?

– Jeg er vokset ind i kirken og missionshuset hjemme i Østermarie. Det har altid betydet meget for mig. Men som ung oplyst gymnasieelev, så kom jeg også ind i den her rationelle fornuftsorienterede tvivl, og tvivl er en sund og god ting i den kristne teologi. At man kritisk reflekterer over ’jamen holder det nu?’. Men jeg er alligevel igen og igen blevet kastet tilbage på en meget enkel og enfoldig måde at tro på. Og der har jeg lært meget af Søren Kierkegaard: Man skal turde kaste sig ud i troen, trods tvivl og andet.

Hvad er kernen i din tro?

– Det er, at vi har fået Guds kærlighed helt gratis og uforskyldt. Der har været rigtig meget fokus på alt det, vi kan gøre. Men det er Gud, der har villet os, han er årsagen til mit liv, han har nyskabt livet, og han har endda også åbnet en vej for os ved sin søn Jesus Kristus. Deri består kærligheden – ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os først.

Hvad giver det at gå i kirke?

– Jeg er næsten i kirke hver søndag. Det kan nogle gange også være i et missionshus.
Men jeg er kritisk overfor de mange kirkefolk, der isolerer sig i kirken. Jeg er gået den anden vej og har engageret mig i lokalsamfundet.

– Det, jeg siger i en kirke og fra prædikestolen, det skal jeg også kunne sige ethvert andet sted.  Det mener jeg også bogen her er et eksempel på. Det er ikke en åndelig bog med prædikener, det er en bog, der gerne skulle møde mennesker lige præcist der, hvor de er.

Blå bog

Jørn Henrik Olsen. Født 1956 på Bornholm.
Teologisk kandidat fra Kbh. Universitet.
Har arbejdet otte år som undervisningsleder i Tanzania. Har været forskningslektor ved Københavns Universitet og skrevet ph.d. og har undervist og forsket i 12-13 år, været leder på Menighedsfakultetet i Århus i fem år og har de sidste fem år været selvstændig freelancer, forfatter, foredragsholder og billedkunster.
Han er gift og bor i Gilleleje i Nordsjælland.