Forundring er en god tilgang til livet

Livet er en lang serie af overraskelser. Det går sjældent den slagne lige vej, vi havde tænkt. Der er altid uforudsete sving og snoninger.

Sommetider kan tilværelsen slå så voldsomme kolbøtter, at det vender fuldstændig op og ned på hverdagen og det velkendte på en smertefuld måde. Det sidste er sket to gange for Lene Dam, der har oplevet at stå overfor pludselig sygdom både hos sin datter og sin mand.

– Jeg har været igennem nogle voldsomme ting i mit liv, fortæller Lene Dam fra sin lyse stue i Rønne.

– Min datter Esther blev syg med en mavesygdom, da hun var 13 år, og var indlagt i over tre måneder på Hvidovre Sygehus, hvor jeg var indlagt sammen med hende, så jeg var ikke hjemme i næsten fire måneder. Hun blev opereret ufattelig mange gange. Det var nonstop. Det endte med, at hun fik fjernet hele sin tyktarm og fik stomi.

Det var Lene Dams første store oplevelse af, at livet ikke altid går som forventet. I dag er datteren voksen og har det bedre. Men for seks år siden fik Lene Dam et nyt chok, da hun var på ferie i Frankrig med sin mand, som pludselig blev dårlig og indlagt med ondt i benet.

– Vi troede, at det var en blodprop i benet. Det var det også, men det viste sig senere, at han også havde lungekræft. Og han døde et halvt år efter. Han døde i april, blev begravet i maj og vores yngste dreng blev student i juni, så det var en turbulent tid, siger hun og fortæller, at det ikke er det svære, som står mest present, når hun tænker tilbage på perioden.

– Det stærkeste har været at opleve Guds hånd under mig gennem alt. Og jeg blev forundret over, at Gud var den samme gennem alt det ubehagelige og smertelige.

Hvordan oplevede du, at Gud var med?

– Jeg kunne for eksempel mærke, at der var rigtig mange, der bad for os. Og jeg tror på, at forbøn gør en forskel i vores liv. Og de følelser, jeg har haft, har været til at håndtere, så det hverken har været ødelæggende i forhold til min tro på Gud eller mennesker.

Andre ville måske være blevet vrede på Gud i den situation…?

– Ja, jeg har mødt flere, der har spurgt mig, om jeg ikke syntes, at det var uretfærdigt, at min mand skulle dø, men jeg har svaret nej. For det ville kræve, at livet i sig selv er retfærdigt, og det er det jo ikke. Jeg blev mere vred på Gud, da jeg var ung. Jeg var mere frustreret dengang, men så rejste jeg i tre år, og det hjalp lidt. For sådan oplevede jeg, at Gud var med mig overalt. Uanset hvor jeg var, og hvordan jeg teede mig, så var han stabil.

Bag hende over sofaen hænger et stort, eksotisk tæppe med elefanter, som hun har medbragt fra en rejse til Afrika. For siden Lene Dam var ung, har hun rejst rundt over hele verden. Hendes mand kørte hende for eksempel et smut til Israel på motorcykel, inden han kørte hjem igen, mens Lene Dam var dernede nogle måneder, inden hun så tomlede hjem. Det var, før de blev kærester. Og så sent som sidste år var hun fire måneder i Peru. For at rejse er at leve og opleve, mener hun.

– Jeg har forundring som en tilgang til liv. Jeg tillader mig at blive forundret over tilværelsen – og helst dagligt, så hver dag bliver en rejse, man kan lære noget af.

– Jeg har forundring som en tilgang til liv. Jeg tillader mig at blive forundret over tilværelsen – og helst dagligt, så hver dag bliver en rejse, man kan lære noget af. Jeg siger også til mine elever, at de skal tænke over, hvad de har lært, når de cykler hjem. Og det gør jeg også selv, siger Lene Dam, der ikke er blevet bitter, selvom hun ikke engang nåede at fejre sølvbryllup med sin mand.

– Jeg er ikke typen, der sidder og siger: ”Nej, hvor er det synd for mig”. Vi må få det bedste ud af de vilkår, vi har fået. Og modgang er et vilkår i livet, ligesom det blev et vilkår for vores datter Esther, at hun blev syg som 13-årig. Min mands sygdom og død er det frygteligste, der er sket i mit liv, men jeg er samtidig dybt taknemmelig for det liv, vi havde haft sammen. Og det kunne vi snakke om, mens han levede. Vi vidste, han skulle dø, for han blev terminalerklæret lige med det samme.

– Vi kiggede på hinanden og var kede af, at vi ikke skulle have sølvbryllup sammen og blive gamle sammen, som vi havde regnet med. Men vi var enige om, at vi havde haft det godt sammen og nu måtte nyde de gode øjeblikke, vi havde tilbage.

I dag er det også ordet ”forundring”, der bedst indkapsler hendes syn på livet.

– Jeg er forundret over, at man godt kan tåle ting, og at Gud holder hånden under mig gennem alt. Jeg er ikke gået i stykker indvendig, jeg er ægte glad. Og det var min mand også lige til det sidste. Han blev ikke bitter. Men han var god til at dø. Han var fisker og meget enkel i sin tro. Han sagde: ”Jeg er døbt og tror på, at jeg er frelst, så jeg ved, hvor jeg skal hen”. Når vi havde besøg af vores venner, som ikke alle sammen delte vores tro, spurgte de tit, hvordan han kunne tage det så roligt.

– Men han sagde, at for ham var det en win-win-situation. Enten blev han rask og kunne bruge mere tid med familien, eller også blev han helbredt i Himlen og kom hjem til Jesus dér, siger hun og tilføjer:

– Vi bad selvfølgelig rigtig meget om, at han måtte blive rask. Men vi får jo ikke altid det, vi beder om, og jeg bruger ikke meget energi på at spørge hvorfor. For det er Guds arbejde. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke er blevet bitter. Jeg har grædt meget og snakket meget med Gud.

– Sommetider har jeg også skreget til ham som et frustreret barn. Men stadigvæk har jeg overladt mine bekymringer til ham. For er der noget, jeg er, så er jeg i Guds hånd. Det har jeg følt hele mit liv. Mine forældre lod mig døbe som spæd, og jeg tror, at det var en gave, som var mere dyrebar, end jeg vidste som barn. Jeg tager det mere og mere til mig, at det ikke handler om, hvad jeg kan gøre, men hvad der allerede er gjort for mig. Det er en gave, som jeg bare kan tage imod. Hver dag.

Jeg har givet det til Gud som noget, han måtte tage sig af. Jesus siger det jo selv: ”Kast dine byrder på mig, jeg vil gerne bære dem for dig”. Så er vi da lidt dumme, hvis vi ikke gør det.

Tror du, at du så også bare kan tage imod døden ligesom din mand?

– Ja, det tror og håber jeg, at jeg kan. Jeg ved ikke, om jeg er lige så god til at dø som ham. Men jeg bekymrer mig meget lidt. Jeg tror, at jeg har taget Salme 37 til mig, hvor der i den gamle oversættelse står: ”Vælt din vej på Herren”. Og det har jeg gjort, hver gang der er noget, der har bekymret mig. Jeg har givet det til Gud som noget, han måtte tage sig af. Jesus siger det jo selv: ”Kast dine byrder på mig, jeg vil gerne bære dem for dig”. Så er vi da lidt dumme, hvis vi ikke gør det.

– Jeg skal selvfølgelig gå på arbejde for at betale mine regninger, men penge er banksager og derfor ikke det vigtigste i livet. Det er vigtigere, hvordan man har det og har det med hinanden. Jeg tror, relationer er det vigtigste i livet, siger hun og tilføjer:

– Jeg elsker at være alene, og jeg er aldrig negativt ensom. Jeg elsker endda at tage på sommerferierejser alene. Da børnene var små, elskede jeg også altid at have en time for mig selv om aftenen, og da de blev større, begyndte jeg at stå tidligt op, så jeg fik en time der. For jeg havde simpelthen brug for lidt tid til mig selv.

– Jeg har læst, at det er sammen med andre, at man virkelig lærer sig selv at kende. Det tror jeg er rigtigt. Jeg bliver klogere på mig selv, når jeg møder andre mennesker, så selvom jeg godt kan lide at være alene, kan jeg også godt lide at møde andre mennesker. Det synes jeg er dejligt. Og jeg forundres også over, at det ikke holder op, siger hun og smiler:

– Hver dag er der noget nyt at lære. Og man må forny sin forundring og nysgerrighed, for sådan mærker man, hvor fantastisk et menneske er. Det er fantastisk, hvor forskellige vi mennesker er. Hvis man bare tør åbne øjnene, så tror jeg, at Gud giver os ufattelig mange gode oplevelser i løbet af en dag. Man kunne lige så godt undre sig over, hvorfor mennesket er så ondt. Men det gør jeg ikke. Det accepterer jeg som en del af syndefaldet, men jeg vil hellere kigge på det positive. Det er forunderligt, at folk kan være glade og imødekommende. Og det er forunderligt, at livet er fyldt med overraskelser. Jeg elsker overraskelser, når de kommer fra Gud, for der er jeg helt tryg.

Kort om tro
Hvordan blev du troende?
– Jeg er vokset op i en kristen familie, og jeg er opvokset i lige dele missionshus og folkekirke, men jeg har selvfølgelig taget stilling til troen mange gange. Det er jo ikke en selvfølge, at man forbliver troende, fordi man har troet på et tidspunkt. Men det overlader jeg også til Gud. Det er ham, der må holde mig fast. For det kan jeg ikke selv. Jeg kan stadig tage nogle svinkeærinder, men Gud holder mig fast.