Lars Messerschmidt har været katolsk præst igennem 65 år

Familien Messerschmidt var i Lars’ barndom en central katolsk familie i København. Hans farbror, Hubert Messerschmidt, var således en af de toneangivende katolske præster i tiden og fik også stor indflydelse på sin nevø.

Selvom Lars hen ad vejen diskuterede med sig selv, om han skulle være præst, har han stort set altid vidst det: ”I samråd med andre valgte jeg at studere i Paris. Det var der, man på det tidspunkt kunne få den bedste uddannelse, og i Tyskland ville jeg ikke studere, selvom jeg har tyske rødder.” Det særegne ved uddannelsen i Paris var, at den kombinerede det akademiske og intellektuelle med det spirituelle, ligesom bibelstudiet havde en meget større plads end i de mere klassiske katolske præsteuddannelser, fortæller Lars:

”Vi levede som i et kloster. Derfor skulle vi også alle have en personlig åndelig vejleder, som vi hver uge havde samtaler med. Netop i det var der en radikal forskel fx til præsteuddannelsen i Tyskland.”

Mødet med en død tro

Allerede gennem sin farbror, der var meget bibelstærk, havde Lars fået vakt interessen for Bibelen, og det blev uddybet i hans tid på præsteseminariet i Paris. Så efter endt uddannelse og præstevielsen fortsatte han sine studier, nu på det internationale bibelinstitut i Rom, hvor det var bibeleksegesen – særligt Det Gamle Testamente – der kom i fokus. Samtidig med at han her fik et endnu dybere kendskab til Bibelen, oplevede han også, hvordan livet som katolsk præst kunne leves uden levende tro og personlig relation til Gud:

”Jeg boede på et internationalt kollegium for præster, der studerede i Rom. De fleste kom fra missionslandene, og vi skulle fejre daglig messe sammen. Det var forfærdeligt. Den kultur og den katolicisme, som jeg oplevede dér, havde jeg ikke troet var muligt. Det var blot ritualer, man lallede af, uden nogen form for trosmanifestation. Det var tydeligt, at der ikke var tale om tro. Og når jeg talte med nogle af mine medstuderende, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om der virkelig var levende tro til stede.”

Noget af det samme oplevede han, når han var ude i sognene og så, hvordan man fejrede søndagsmesser. Dette betød imidlertid ikke, at Lars blev rokket i sit præstekald eller sin troskab mod den kirke, han var vokset op i. Tiden i Rom fandt for øvrigt sammen med Andet Vatikankoncil, et koncil, der var med til at rydde op i nogle af de skævheder og den begrænsede tro, der havde sneget sig ind nogle steder.

Tilbage i Danmark

Efter sin hjemkomst begyndt Lars Messerschmidt som kapellan ved Den Katolske Domkirke i Bredgade i København. Men ret kort tid efter blev han sognepræst i Hillerød, hvor der blev oprettet en ny selvstændig menighed. To år efter blev han imidlertid generalvikar – en form for ”hjælpebiskop” uden at være biskop – hvilket han har været ad to omgange. Derudover har han været sognepræst i Ordrup og Esbjerg.

Aktiv i den karismatiske fornyelse

Lars Messerschmidt var samtidig med i den karismatiske fornyelse:

”Det var jeg næsten fra dens begyndelse her i Danmark. Der kom en primært katolsk, karismatisk gruppe fra USA til landet, som rejste rundt og fortalte om fornyelsen. De kom også til København, og som generalvikar skulle jeg tage imod dem. På den måde opdagede jeg, at her var noget vigtigt. Det betød, at Helligånden åbnede mine øjne for aspekter i kristendommen og kirken, som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Én af disse aspekter var netop Bibelens betydning. Det vidste jeg jo i forvejen, men det havde været mere teoretisk. Men også bønnen – at Helligånden er aktiv med, både i den individuelle og kollektive bøn – blev uddybet for mig.”

Nådegaverne kommer til live

Udover dette fik han også for alvor øjnene op for nådegaverne:

”Det var noget, man teoretisk vidste, men man havde overhovedet ingen erfaring med det som præst eller i det hele taget som katolik. Jo, det stod jo i Bibelen, og man kendte det fra helgenerne, men det var i gamle dage. Tag Birgitta af Vadstena, som i den grad var en profet par excellence i 1300-tallet. Man syntes, det var dejligt med sådan en svensker, men det var jo 600-700 år siden. Men man havde ikke noget som helst reelt forhold til nådegaverne og de tjenester, der fulgte med. Med den karismatiske fornyelse opdagede man de nådegaver, som kirken har, men som den havde gemt væk.”

Faktisk fik fornyelse ikke mindst stor indflydelse netop i Den Katolske Kirke, hvilket man måske ikke er så bevidst om i Danmark. Den blev således anerkendt af pave Paul VI:

”Den katolske, karismatiske bevægelse holdt således en konference i Rom i 1975 for ca. 10.000 mennesker fra hele verden. De fleste var katolikker, men det var åbent for alle. Der var bl.a. pinsefolk fra Norden med. Vi havde også en præstegruppe i København, der bestod af nogle folkekirkepræster, præster fra Apostolsk Kirke og Pinsekirken – og så mig. Vi mødtes hver anden uge, en formiddag og bad, samtalede og læste Bibelen sammen.”

Tværkirkelig karismatisk bedekreds

Derudover havde man en karismatisk bedekreds, som mødtes på Rygaards skole, en katolsk privatskole i Hellerup, der dengang ejedes af søstre:

”Det var primært i katolsk regi. Men vi havde en ledelsesgruppe på ti personer med medlemmer fra forskellige kirkesamfund, både fra folke- og frikirker. Det var hver fredag aften, og der kom ca. 100 mennesker. Den havde vi i flere år. Jeg blev så flyttet til Ordrup og kunne ikke længere være med. Derfor besluttede vi, at vi skulle lave forskellige bedekredse, så der fx blev én i Ordrup og én på Amager. Det var måske en forkert beslutning, for det betød, at bevægelsen rent organisatorisk stoppede.”

Selvom der i dag ikke er et lignende karismatisk samarbejde mellem kirkesamfundene, og den karismatiske fornyelse indenfor Den Katolske Kirke i Danmark ikke er så let at få øje på, har det, der skete dengang, påvirket det kirkelige landskab.

Status efter 65 år

Efter 65 år som præst i Den Katolske Kirke har Lars Messerschmidt gjort status både over sin egen og kirkens udvikling over de mange år:

”Jeg har kendt kirken indefra, og jeg er ikke fremmed overfor, hvad der er sket i tiden op til 2026. Men jeg har forsøgt at træde et skridt tilbage for at se udviklingen i store træk og i lyset af Bibelen og min erfaring stille en diagnose. Det, jeg først har måttet konstatere – og det gælder ikke kun Den Katolske Kirke, men stort set alle kirkesamfund – er, at vi ikke spørger, hvad kirkens problem er i dag. Man kan godt se, at der er et problem, men man har ikke de rigtige briller på. Vi lytter til og diskutere med hinanden, men glemmer at lytte til Helligånden.”

Helligånden med styrepinden

”Og her er vi tilbage ved det karismatiske. Det er kirkens grundforståelse, at det er Kristus, der er Herren, og han arbejder videre i kirken gennem Helligånden – ikke bare en gang imellem ved de store manifestationer, og så skal vi gøre resten i mellemtiden, nej, Kristus skal hele tiden gennem Helligånden have styringen over kirken. Det er her, der er et problem i alle kirkesamfund. Men Helligånden virker bag kulisserne i langt de fleste kirkesamfund, der er åbne for Gud. For alle må komme til den konklusion, at der er noget galt, og vi må begynde forfra. Så på en eller anden måde fører Helligånden kirkesamfundene mere og mere sammen. Derfor er jeg meget positiv. Men tilbage står der, at vi må kalde en spade for en spade: Vi kan endnu ikke definere problemerne. Derfor er min konklusion efter 65 års erfaring også, at vi stadig er blinde og døve. Ikke totalt, men i høj grad.”

Der mangler tro

Lars Messerschmidt peger også på, at man kan spørge, om mange af de unge, der i dag søger mod kirkesamfundene – også Den Katolske Kirke – er reelt omvendte kristne, eller om det mest handler om ydre former. I Den Katolske Kirke er det nemlig det gamle liturgiske, ritualerne og spiritualiteten, som tiltrækker de unge. Han ser i denne tendens, at de unge søger et klart alternativ til en tom verden:

”Men jeg har en mistanke om, at det ikke er Gud, de søger, men ritualerne, noget meningsfyldt og smukt. Det er ærlige og seriøse mennesker, og så tror de, at de har fundet det i de ydre former, men det er ikke personlig tro.” Han understreger, at det er vigtigt, at de, der står for at optage nye i Den Katolske Kirke, ikke først og fremmest taler om katolicismen, men taler om Gud:

”Det er Kirkens hovedproblem i den vestlige verden, at vi ikke forkynder evangeliet. Der er så meget tradition – også dansk og protestantisk – som folk klynger sig til, men det er jo Gud, de skal klynge sig til. Det handler om at få en kontakt til Gud – ikke bare til Kirken og traditionerne.”

Bibelens betydning

Ikke mindst de seneste år har Lars Messerschmidt brugt meget af sin tid på at fordybe sig i Bibelen, og hvordan man skal læse den:

”Jeg kalder Bibelen for kirkens lærebog. Det er Bibelen, der er Lærebogen med stort L. Men man kan læse Bibelen forkert. Jeg har derfor skrevet flere artikler om den rigtige måde at læse Bibelen på. Den, der inspirerede mig til at pege på det problem, var pave Benedikt XVI, som var meget bibelkyndig og i 2010 skrev om det i rundskrivelsen ’Herrens ord’. I 1900-tallet udviklede Den Katolske Kirke en teologi om Bibelen. Pave Leo XIII og pave Pius X tog fat på problemet om, hvordan man skal læse Bibelen i en moderne tid som Guds ord og menneskers ord. Det er et mysterium.”

Når Lars Messerschmidt så skal sammenfatte, hvordan han gennem sine studier og fordybelsen i pave Benedikts skrivelse er kommet frem til, hvordan man så skal læse Bibelen, siger han:

”Den rigtige måde at læse Bibelen på er at spørge den forfatter, der har skrevet det pågældende skrift i Bibelen, fx Matthæus, hvad han vil sige til dem, han skrev for, og til mig, den enkelte i dag. Han skrev for de første kristne omkring år 80. Hvad er hans budskab til dem? Så jeg skal altså skrue tiden tilbage og lytte til, hvad han sagde til dem. Det forudsætter bibelkundskab. Og når jeg lytter til Matthæus i troen på, at det er Helligånden, der har inspireret ham, kan Helligånden komme ind og fortælle mig, hvad jeg har brug for.”

En lærebog, ikke et opslagsværk

Lars Messerschmidt forklarer, hvordan mange går fejl her, fordi de udelukkende læser Bibelen for at vide, hvad Gud siger til mig, den enkelte, og springer det første led over. På den måde kører man ifølge ham af sporet, fordi man ubevidst bruger Bibelen til at understøtte, hvad man selv forstår ved kristendommen. Dermed bliver Bibelen brugt som opslagsværk og ikke som en lærebog, konkluderer han:

”Pointen er, at Gud besluttede at træde ind i vores verden, fordi vores verden havde forladt Gud totalt. Så udvalgte han et folk, Israel, og begyndte at tale til dem. Gud begyndte at tale hebræisk. De skulle så lytte, hvad de ikke altid gjorde, for Gud taler ofte forgæves. Men det, han sagde, inspirerede Det Gammel Testamentes forfattere til at nedskrive, så det kunne dokumenteres, hvad Gud havde sagt.”

Dette har kristendommen så overtaget og har på samme måde nedskrevet, hvad Jesus sagde: ”Jesus kan dermed undervise os gennem det nedskrevne ord i Bibelen.” Når Lars Messerschmidt i dag bruger meget af sin tid på studier i Bibelen, er det – som han siger – ikke intellektuelle studier, selvom han forudsætter det:

”Det er selve Guds ord. Nu skal Gud lære mig, hvad det hele handler om. Så jeg bruger den metode, jeg lige har beskrevet, på mig selv. Jeg er overbevist om, at det er Guds projekt for kirken. Nu skal alle kristne igen tage Bibelen frem – og bruge den som lærebog og ikke som opslagsværk.”

Det er selve Guds ord. Nu skal Gud lære mig,
hvad det hele handler om. Jeg er overbevist om,
at det er Guds projekt for kirken. Nu skal alle
kristne igen tage Bibelen frem – og bruge den
som lærebog og ikke som opslagsværk.”

Gennem de senere år har Lars Messerschmidt efterhånden ikke bare fordybet sig i Bibelen men også skrevet adskillelige artikler om at læse Bibelen. Han har dog ikke planer om udgivelse, men er åben overfor, hvis andre vil udgive det. Det er også muligt at få ham til at sende det til én i en mail, hvis man er interesseret, fortæller han: ”For så længe, jeg endnu kan, vil jeg formidle budskabet i Bibelen. Det er min hovedopgave.”