Nye bestyrelsesmedlemmer i Danmission

På Danmissions repræsentantskabsmøde i Nyborg sidste weekend blev tidl. generalsekretær i ISOBRO, Robert Hinnerskov (64) og Gunvor Bjerglund Thomsen (41) valgt ind i Danmissions bestyrelse.

Robert Hinnerskov var generalsekretær i ISOBRO i 13 år frem til september 2019. Han har tidligere været vicegeneralsekretær i Diakonissestiftelsen, administrationschef i Danmission, personale- og administrationschef i Folkekirkens Nødhjælp samt kontorchef i KFUM/KFUK.

”Robert Hinnerskov er en stor kapacitet med dyb erfaring og kendskab til både kirkelige, organisatoriske, politiske og økonomiske forhold af central betydning for Danmission. Jeg er meget glad for, at han har sagt ja til at bidrage med denne erfaring i bestyrelsens arbejde”, siger bestyrelsesformand Morten Skrubbeltrang.

Robert Hinnerskov afløser Niels Valdemar Vinding, der har siddet i Danmissions bestyrelse i perioden 2017-2020.

Gunvor Bjerglund Thomsen (41) fra Haslev har været engageret i Danmission i mange år, bla. som volontør i Egypten, medlem af Danmissions Unge, aktiv i styregruppen for dialogprojekt mellem unge i Danmark og Libanon samt ikke mindst som bestyrelsesmedlem i perioden 2007-2013, herunder næstformand 2011-2013.

Gunvor er kandidat i Internationale Udviklingsstudier fra RUC og Master i Afrika-studier. Hun har været med i Udviklingspolitisk Råd og har fungeret som rådets næstformand.

Hun har også siddet i styregruppen for Globalt Fokus og er tidligere international chef i Dansk Ungdoms Fællesråd, rådgiver og konst. sektionsleder i Red Barnet og holder lige nu et sabbatår.

Bestyrelsen

Der var genvalg til Henning Kristensen og Louise Buch Viftrup, mens Andreas Gammelgaard Damsbo fortsætter som suppleant i bestyrelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Danmissions bestyrelse består af i alt 12 medlemmer, hvoraf de 9 vælges direkte af repræsentantskabet, mens bestyrelsen udpeger de sidste 3 medlemmer.

På det konstituerende bestyrelsesmøde blev Morten Skrubbeltrang genvalgt som formand og Flemming Christensen som næstformand.