Hvad betyder det med ’Guds evige arme’?

– Jeg troede, at det med Guds arme betød, at vi er nogle arme stakler. Men præsten sagde, at Guds arme kan nå os for at beskytte os, skriver en kronisk syg kvinde på 76.

Kære Orla Lindskov

Jeg er en kvinde på 76, og jeg skriver til dig, fordi jeg er kronisk syg. Det har jeg været helt fra ung af. Min familie har været plaget meget af sygdom.

Jeg vil helst ikke oplyse mere om min sygdom. Den er meget speciel, og jeg vil helst ikke blive genkendt.

Jeg har for øvrigt også flere små-skavanker. Men nok om det.

Jeg beder nu indtrængende om din forbøn og også om en salvedug, som du har salvet med olie og bedt over i Jesu navn. Jeg synes nemlig, at min legemlige tilstand forværres.

Jeg vil også gerne fortælle om en hændelse, jeg oplevede for nylig. Jeg var til søndag formiddags gudstjeneste i vores sognekirke.

Lad mig lige tilføje, at jeg bor alene ret langt ude på landet. Det er ensomt, for min mand døde for otte år siden af kræft.

Der har som sagt, fra jeg var barn været meget sygdom i min familie. Vi var mange børn. Vi var otte. To af mine små, yngre brødre døde af sygdom inden skolealderen.

Men nu tilbage til hændelsen i min sognekirke. Vi har en udmærket kvindelig præst, og hun sagde, at hun ville slutte sin prædiken med et vers fra 5. Mosebog kap. 33, vers 27:
”Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme.”

Sådan lyder verset i min Bibel. Lidt anderledes lyder det i de nyere Bibler.

Den kvindelige præst gav mig noget af en øjenåbner. For hun sluttede sin prædiken med at sige, at vi mennesker i disse urolige tider skulle være glade for, at Guds arme var lange nok til at nå helt herned til Jorden og beskytte os mennesker.

Mit chok kom af, at min far altid sagde, at vi småkårsfolk på landet var nogle arme mennesker. Han sagde, at vi levede i armod og var forarmede.

Da min ene lillebror døde, husker jeg, at han sagde: ”Hvor er vi dog nogle arme og hjemsøgte mennesker.”

Derfor har jeg altid tænkt på det nævnte vers ud fra det, min far sagde. Jeg har aldrig troet, at der var tale om Guds arme og om, at de arme kunne nå helt her ned til Jorden. Jeg har altid tænkt, at vi mennesker er nogle arme stakler. Sådan har jeg forstået ordet arme i ovennævnte vers.

Orla Lindskov, min hjemmehjælper har hjulpet mig med at skrive brevet. Hun er meget kvik, og jeg ser ikke så godt mere.

En venlig hilsen fra
En kvinde på 76.

Gud rækker sine arme ud imod dig gennem Jesus

Kære kvinde på 76

Jeg har sendt dig en salvedug, som jeg har salvet og bedt over i Jesu navn om hjælp til dit liv og helbred. Det er jo dit ønske.

Jeg har også bedt for dine øjne, om at dit syn må blive bevaret, og at det må blive bedre.
Men først vil jeg sige noget om Guds evige arme. Det udtryk fylder jo meget i dit brev.

Udtrykket stammer fra 5. Mosebog kap. 33, vers 27, som du selv skriver, og det lyder sådan i din Bibel:

”Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme.

I den efterfølgende bibeloversættelse lyder det sådan: – ”Men hernede er hans evige arme,”
Her bliver meningen lettere at forstå.

Moses oplevede det selv

Ordene stammer fra en tale, som Moses holdt til Israels folk.

Hans liv var ved at være omme, og han samlede Israels folk på grænsen til det forjættede land.
Her holdt han så en tale til det folk, som han i så mange år havde kæmpet for og i situationer også kæmpet imod.

Moses havde erfaret mange gange i sit begivenhedsrige liv, at her på Jorden var Guds evige arme i virke. Igen og igen kom Guds arme ham til hjælp i umulige situationer.

Det var de arme, der tog ham op fra Nilen og dermed reddede ham fra døden.

Det var de arme, der greb ham ved den brændende tornebusk og gjorde ham til profet og fører for Israels folk.

Det var de samme evige arme, der bragte Israels folk sikkert igennem det Røde Hav, da Faraos hære var lige i hælene på dem for at udslette dem.

Moses var overbevist om, at Gud, som havde hjulpet dem hidtil, også ville redde Israels folk fra Faraos hær.

Hernede virkede Guds evige arme altså på Moses’ tid under den gamle Pagt.

Guds arme er rakt ud til dig i Jesu navn. Under Kristusfiguren i Københavns Domkirke står teksten ”Kommer til mig” fra Matt. 11,28.

Gud rækker ud til dig i Jesu navn

Hernede virker Guds arme i langt højere grad idag, hvor vi lever i den ny Pagts tid.
Den ny Pagt blev indstiftet af Jesus på Golgatas kors, da han udbrød: – ”Det er fuldbragt.”

Der er ingen, som Guds evige arme ikke vil favne. Der er ingen, som disse evige arme ikke vil gribe.

Guds arme er også rakt ud til dig i Jesu navn, nu da din sygdom forværres.

Jesus inviterer nemlig alle, også dig, ind i hans favn i Matthæus-evangeliet kap 11, vers 28 med disse ord:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Når jeg læser de ord, kommer jeg altid til at tænke på Thorvaldsens marmor-figur af Jesus i Københavns Domkirke. Her står Jesus med sine arme udbredt mod dig og mig, ja, mod alle. Jesu arme er de evige arme. Jesu arme er Guds favn.

Der er mange trætte og tyngede danskere, som har brug for netop den hvile, som kun findes i Jesu favn.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.