Handelsmanden blev nødhjælpsarbejder
Mission Østs stifter René Hartzner fylder 85 år på torsdag den 29. oktober. Vi besøger ham hjemme i rækkehuset i Hillerød, hvor han nyder sit otium sammen med sin hustru Ruth.
Hylder med bøger fra gulv til loft om rejser og kultur, ældgamle landkort over Danmark og Europa og vindueskarme med souvenirs fra Østeuropa vidner om en mand, der har været vidt omkring og interesserer sig for kultur, arkitektur og geografi.
En messingplade fra den armenske regering med tak til René Hartzner for ”vedvarende støtte til det armenske folk” illustrerer Mission Østs indflydelse.
– Mission Øst er mere kendt i Armenien end i Danmark, konstaterer René Hartzner tørt og fortæller om hjælpeorganisationens hæsblæsende start med mad, tøj og sukkersygemedicin til Sankt Petersborg efter Sovjetunionens sammenbrud.
Lastbil efter lastbil blev sendt fra familiens garage i Birkerød med mad og tøj til et forarmet Østeuropa. Store russiske transportfly med danske beredskabshospitaler blev siden sendt til både Rusland og Armenien. Sidstnævnte fortsat i fuld funktion som hospitalet Denmark, der blev etableret sammen med over 40 sundhedsklinikker i Armeniens fire sydligste provinser.
”Dette er det hele værd!”
Jo, oplevelser er der mange af, siden René Hartzner stiftede Mission Øst for snart 30 år siden.
En af dem er fra en nødhjælpsuddeling i den armenske hovedstad Jerevan i 1992, hvor han sammen med sit team besøgte et plejehjem i byens udkant for at uddele mad til beboere, der var overlevende fra et jodskælvsområde.
– Det var som at komme ind til døde mennesker. Ansigterne var fuldstændig udtryksløse, fortæller han. ”Vi kommer med mad til jer,” sagde vi. Men der kom ikke en lyd, ingen mimik. ”Hvor sover I henne,” spurgte vi så. Og så blev han vist ind i deres værelser.
– Her satte vi kasserne med mad på deres senge. Så vågnede de op! Maden var jo ikke til institutionen. Det var til dem! En af de gamle damer tog sin harmonika frem, og så begyndte de at synge og danse armenske danse. Jeg blev dybt berørt og tænkte: Dette er det hele værd!
Medicin for to millioner
René Hartzner havde tidligere arbejdet som international prokurist i et af verdens største kornfirmaer. I 27 år handlede han med korn fra Syd- og Nordamerika, chartrede skibe og eksporterede det til Danmark. Han solgte også korn fra Danmark til lande i Østeuropa.
I Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen så han en fattigdom, han bare måtte gøre noget ved. Og da Berlinmuren faldt og Sovjetimperiet faldt fra hinanden, opstod en unik mulighed – og hjælpeorganisationen Mission Øst var født.
– En kirke i udkanten af Skt. Petersborg var dybt involveret i et hjælpearbejde og havde stort behov for medicin – især til ældre sukkersygepatienter.
Hjemme fortalte jeg om behovet, og inden jeg så mig om, havde jeg fået for to millioner kroner sukkersygemedicin i store tromler.
– Sådan startede Mission Øst. Og i løbet af et år arbejdede vi desuden i Polen, Ukraine, Rumænien, Albanien, Armenien og Filippinerne, fortæller René Hartzner.
Famlende og fantastisk
– Vi arbejdede ud fra privatboligen i Birkerød, og jeg skrev nu et brev til alle vores venner, om de havde lyst til at støtte. Samtidig ansøgte jeg kommunen om iværksætterydelse og fik 5.000 kroner om måneden i tre år. Du drømmer ikke om, hvad vi fik af hospitalsudstyr, mad og medicin. Det var næsten mere, end vi kunne håndtere. Vi sendte masser af lastbiler af sted.
– Det var en famlende, men en fantastisk start, der gik over stok og sten, husker René Hartzner.
I dag er Mission Øst vokset til en stor hjælpeorganisation, der både yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.
På spørgsmålet om, hvad der har fået ham til at holde ud i de mange år, er Rene Hartzner hurtig til at give æren videre til de mange medarbejdere hjemme og ude, som han har stået i spidsen for:
– Vi fik nogle dygtige mennesker ind over. Og så skete det, som ofte sker, at én dygtig person tiltrækker flere dygtige mennesker, smiler fødselaren.