DR beklager brug af ordet ”ultra-kristen”

Efter kritik fra KLF, Kirke og Medier:

– Det er intetsigende at tale om ultra-troende eller meget troende, mener Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke og Medier.

Præsident Donald Trumps kandidat til posten som højesteretsdommer i USA blev flere gange beskrevet som ”ultra-kristen” i Radioavisen, i TV-Avisen og på dr.dk. Men det er dårlig dansk erkender DRs udlandschef Niels Kvale efter kritik fra KLF, Kirke og Medier.

Niels Kvale har takket KLF for henvendelsen og udtaler, at han er ”ærgerlig” over, at formuleringen ”ultra-kristen” blev brugt om Amy Coney Barrett både i Radioavisen og TV Avisen.
Til KLF, Kirke og Medier siger Niels Kvale:

”Ultrakristen er en mærkelig formulering, da vi har meget bedre formuleringer for selvsamme så som: meget kristen, overbevist kristen eller blot kristen.

Der er altså bedre og mere præcise vendinger, som kan gøre det klart, at kandidaten til posten som højesteretsdommer har en baggrund i en konservativ kristen gruppe,” erkender Niels Kvale, som efter KLFs henvendelse både tog fat i redaktøren og journalisterne, der var involveret i historien.

På DR er Trumps kandidat blevet kaldt både ultra-kristen og konservativ. Dr.dk har også skrevet, at hun var ”medlem af den ultrakonservative kristne gruppe “People of Praise”. Denne gruppe blev i TV Avisen kaldt ”stærkt konservativ”.

Meget kristen er ikke meget bedre

Udtrykkene “ultra-kristen” og “ultrakonservativ” er nu fjernet efter KLFs henvendelse. Udlandschef Niels Kvale tilføjer dog: ”Jeg ser det ikke som et stort problem, da jeg tror, at de fleste forstår, at “ultra” betyder “meget” eller “usædvanlig høj grad”; altså at kandidaten er meget kristen eller meget troende.”

Men også disse betegnelser vækker undren hos Mikael Arendt Laursen, der er generalsekretær i KLF, Kirke og Medier.

– For mig at se er der ikke den store forskel på, om man siger “ultra troende” eller “meget troende”, for det giver ingen mening for troende mennesker. Det er intetsigende. Tro er i bund og grund noget binært: enten er du troende, eller også er du det ikke. Det kan ikke gradueres eller kvantificeres i meget eller lidt, påpeger Mikael Arendt Laursen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han opfordrer til, at DR og andre medier i stedet bruger beskrivelser som fx. overbevist, praktiserende, konservativ, liberal. Amerikanske medier har således beskrevet både Amy Coney Barrett og demokraternes præsidentkandidat Joe Biden som en “hengiven katolik”.