KristenDemokraterne ønsker et borgerligt samarbejde
På 50-års jubilæums-landsmødet gjorde KristenDemokraterne det klart, at partiet vil samarbejde med de borgerlige partier, hvis partiet igen kommer i Folketinget.
Der har været lidt usikkerhed om, hvor KristenDemokraterne stod, efter at partiet har fået ny formand.
Men den nye formand, Isabella Arendt, benyttede landsmødet i sidste weekend til at lægge op til samarbejde med de borgerlige partier.
Hun inviterede Venstres og Konservatives ledere til samarbejde – også om at få KD ind i Folketinget igen.
Det er nemlig sådan, at også den borgerlige fløj har en fordel af, at stemmerne til KD ikke går til spilde, fordi partiet ikke kommer over spærregrænsen.
Hvis de ca. 60.000 stemmer derimod udmønter sig i fire mandater til KD, vil det tælle på den borgerlige side, og det kan i givet fald netop være de mandater, som får flertallet til at vippe til fordel for en borgerlig regering i stedet for en såkaldt rød regering – altså en socialdemokratisk/socialistisk regering, som regerer med støtte af partierne på venstrefløjen.
Rød flirt koster
KD har tidligere forsøgt at holde mulighederne åbne, mest markant da KDs daværende formand Bodil Kornbek gik til valgkamp på at støtte en socialdemokratisk regering med Helle Thorning.
KD mistede ved det valg ca. 20.000 stemmer og kom ikke ind, og Lars Løkke dannede en VK-regering.
KD har tidligere været med i både en borgerlig regering (V+K+CD+KD) med Poul Schlüter som statsminister og i en ”henover-midten” regering (S+R+CD+KD) med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister.
Som regel har samarbejdet med venstrefløjen dog kostet partiet stemmer.
Det er åbenbart den usikkerhed, som Isabella Arendt nu forsøger at fjerne ved at lægge op til samarbejde med de borgerlige.
Fælles interesse
– Vi har alle en fælles interesse i, at KD også står med mandater efter næste valg, som kan bidrage til det borgerlige samarbejde, sagde Isabella Arendt.
Efter landsmødet fortæller hun i en nyhedsmail:
– Jeg havde et godt møde med Søren Pape Poulsen (Konservative) i sidste uge, som også gerne vil i dialog med os. Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) har også inviteret på kaffe, når han igen er tilbage fra sygemelding. Det er godt at mærke, at dørene står åbne for KD.
Mere pragmatisk
– Det er netop den pragmatiske stil, som giver os indflydelse. Der er mere, som samler os end adskiller os. Derfor vil jeg hellere begynde dialogen om friskolerne, værdig ældrepleje, vækst i erhvervslivet, gode vilkår for iværksætteri og meget andet af det, som vi er fælles om.
Derudover vil jeg minde de andre borgerlige partiledere om de vigtige KD-emner, som de ofte glemmer: fx børn og familie, grøn omstilling, foreningernes trivsel og psykiatrien.
Til sidst kan vi også tale om det, vi er uenige om som fx Lindholm, topskattelettelser, imamlove, smykkelov og familiesammenføring, skriver hun.
Hun nævner ikke nogle af de etiske sager, som fx abort. Men det er måske underforstået, for hun fortsætter:
– Jeg tror dog på, at vi kommer længst med dialog frem for ultimative krav, skriver KD’s formand, som glæder sig over åbenheden hos V og K.