Natten er ung
De bedste ungdomsledere har øje for nuets sociale muligheder og kan skabe smittende nærvær, så folk ikke er til at drive hjem. Hvis en kirke savner miljø for unge, så må vi spørge os selv, hvad samler, og hvad bygger bro?
Klokken var 4.00 om morgenen, inden vi bankede på bagerens bagdør for at købe varme høje snegle med chokolade og iskolde Cocio bamser med tilbage til de unge, som havde været sammen i kirken siden aftenen før.
Typisk gik vi hjem igennem det vildeste natteliv, når solen stod op. Ved trappetrin lå unge og brækkede sig, imens diskoteker og værtshuse lukkede ned. Politisirener lød, og de værste ballademagere, ilagt håndjern, blev kørt væk under aggressive råb.
At være ung i en kristen sammenhæng kan blive en rig tid i ungdomsårene, desværre også det absolut modsatte.
Husker selv de weekender, hvordan de var delt op i to verdener:
Det grænseoverskridende natteliv ude i byen eller det trygge kristne fællesskab!
Hvad ønsker vi at give næste generation?
Levende og nærværende fællesskaber eller nattelivets skæve vildskab på diskoteker og barer?
Jeg sad for nogle uger siden og betragtede en gruppe unge i saloonen i vores kirkes kælder. Den her aften havde oversteget mine forventninger. Ude i landsbyen Blåhøj var teenagere og unge mødt talstærkt op, og de var ikke til at drive hjem. Firsernes udødelige hits kørte på højtaleren.
Rundt i slidte sofaer sad teenagere og unge og legede ’hvem har tawn a caw fra a caw dåse’, ’morder’ eller ’byen sover’.
Andre sad i et hjørne og fniste, mens de havde en konkurrence kørende om, hvem der havde gjort sig de pinligste erfaringer.
Henne i baren flød det med smeltet softice, syltetøj, krymmel og forbrændte vafler, mens der hørtes lyde fra rundt om bordet ude fra gangens bordtennisbord.
”Gert, natten er ung, gider du køre os til Herning på McDonald’s?”
Jo da, nu begynder ungdomsmødet jo for alvor, lad os komme af sted, lige netop her bliver samtalerne for alvor spændende.
Og vi skaber grobund for lysten til at danne fællesskab og hænge ud sammen.
Medvandring er nøglen til bøn, sang og unges ja til Guds ord.