Diakonhøjskolen i Aarhus har 100 års jubilæum
Jubilæumsfejringen er dog blevet udskudt til næste år på grund af Covid19.
På Diakonhøjskolen i Aarhus havde man håbet at kunne fejre 100 års fødselsdag den 15. november – med en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke efterfulgt at en større fest på skolen. Nu er festen blevet udskudt til Grundlovsdag 2021.
Diakonhøjskolen, der som formål har ”på den evangelisk-lutherske kirkes bekendelses-skrifters grund at dygtiggøre kvinder og mænd til en diakonal indsats i kirkens og samfundets mange opgaver. Dette arbejde udføres indenfor rammerne af de gældende lovgivning”, vil dog alligevel markere jubilæet.
Det sker blandt andet med en en jubilæumsbog, fortæller Diakonhøjskolens forstander, Jens Maibom Pedersen.
Jubilæumsbog
Bogen ”Diakoni – perspektiver og pejlinger” er blevet til takket være samarbejdspartnere og ansatte på Diakonhøjskolen.
Her kan man læse, at Diakonhøjskolen i Aarhus siden 1920 har uddannet mænd – og siden 1962 også kvinder – til omsorgsarbejde inden for det diakonale, sociale og sundhedsfaglige område.
Diakonhøjskolen blev til med inspiration fra kirkefolk som den tyske præst Johann Hinrich Wichern og hans børnehjem Rauhes Haus i Hamborg.
Senere, da Indre Mission i Danmark overtog diakonsagen og iværksatte foredrag, indsamlinger og forbøn for projektet, kulminerede det med købet af en nedlagt husholdningsskole på Dalgas Avenue i Århus. Her fik Diakonskolen, med præsten Chr. Assenfeldt-Hansen og lægen Johannes Hoff i spidsen, startet initiativet med at uddanne unge mænd til pleje- og omsorgsarbejdet.
Egenbetaling og uden SU
I mange år bestod diakonuddannelsen af kostskoleophold med korte og lange kurser, som eleverne betalte af egen lomme – og uden SU.
Dette blev ændret i 2004, da Diakonhøjskolen forlod højskoleverdenen og i stedet blev en uddannelsesinstitution med en professionsbachelor-lignende forsøgsuddannelse – og med SU til de studerende. Senere blev der taget en politisk beslutning om, at alle professionsbachelor-uddannelser fremover skulle udbydes af en professionshøjskole.
Nu tilbydes diakonuddannelsen og skolens professionsbacheloruddannelse i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) i et samarbejde med professionshøjskolen VIA University College.
Stor fest i 2021
Den 5. juni 2021 håber skolen af kunne fejre sine 100 år som selvejende uddannelsesinstitution med forankring i det kristne livs- og menneskesyn. Det er også værd at fejre, at skolen har fulde huse, god søgning og kun et lille frafald, fastslår diakon og bestyrelsesformand Verner Karkov og forstander Jens Maibom Pedersen.