Årets engel skal støtte Beirut

Juleenglen 2020 fra Danmission har et cedertræ i hjertet.

Årets Juleengel 2020 sælges til støtte for ofrene for eksplosionen i Beirut. Juleophænget er designet af smykkekunstneren Josephine Blay, det er lavet i stål og måler 6×10 cm.

Traditionen tro er det også muligt i år at købe engle til fordel for Danmissions arbejde. Årets engel har cedertræet i sig til minde om ofrene for eksplosionen i Beirut den 4. august 2020.

Træet minder om Beirut

Figuren i hjertet af årets juleengel er et cedertræ. Træet er især kendt fra det libanesiske flag, hvor det fremstår tydeligt midt på flaget ovenpå en dug af to røde og en hvid stribe.

Tanken er, at cedertræet i midten af juleenglen skal lede tankerne hen på ofrene fra eksplosionen i Beirut, der menes at have været verdenshistoriens 3. kraftigste eksplosion. Også Danmissions samarbejdspartnere i Libanon er påvirkede af ulykken. De arbejder nu på højtryk for at hjælpe med genopbygningen af den raserede by.

Årets juleengel sælges til støtte for dette arbejde. Englen er tegnet af designer og illustrator Josephine Blay, der her fortæller om sin passion for engle.

En beskyttende engel

– Min familie var kærlig, men ikke kristen. Jeg har haft en skøn barndom, men Gud var fremmed. Alligevel har jeg altid tegnet engle. Jeg var ikke så god i skolen, men jeg tror, at det at tegne engle gav mig tryghed og håb, fortæller Josephine Blay.

– Jeg sagde straks ja til at lave englen. Befolkningen står i en fuldstændig rædselsfuld situation, og vi må gøre, hvad vi kan for at hjælpe til. Alt andet ville være utænkeligt. Og så ved jeg, at når Danmission gør noget, så gør de det ordentligt.

Jeg kan stå inde for den måde, tingene bliver gjort på. Jeg kan stå inde for hjælpearbejdet, og hjertet er på det rigtige sted.

Jeg har ikke altid vidst, hvilken betydning englen har. Englen er en budbringer for den højeste kærlighed. Gud elsker for at elske. Det er ren kærlighed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Englene bliver sendt afsted med et kærlighedsbudskab. Gud er genial, fordi han har sådan en budbringer – og det er dejligt, at mennesker tør bruge englen som symbol, understreger kunstneren.