Corona-hotline for sundheds- personale bliver permanent

Kristelig Sygeplejeforening tilbyder sjælesorg for pressede kolleger.

– Hvem lytter til sundhedspersonalet?

Sådan spurgte man i Dansk Kristelig Sygeplejeforening under første corona-bølge. Løsningen er en gruppe frivillige medlemmer af Dansk Kristelig Sygeplejeforening (DKS). De har selv sundhedsfaglig baggrund og har erfaring med at samtale om liv og eksistens. Og har naturligvis tavshedspligt.

Forskellige udfordringer

Sundhedsmedarbejderen er der for patienten. Står til rådighed, lytter, prøver at forstå og handler til patientens bedste.

Men hvem lytter til sundhedsmedarbejderen? Til de faglige udfordringer, etiske dilemmaer, frustrationer og eksistentielle spørgsmål, hun møder?

Samtale-hotlinen er et tilbud til sundhedspersonale om eksistentiel/åndelig omsorg og samtale med en erfaren kollega. Der er også mulighed for at blive bedt for, forklarer DKS.

Man kan henvende sig på https://dks-forum.dk/samtale/ og udfylde formularen; så vil man blive kontaktet inden for 24 timer.

Nina Kjær Jensen er tovholder for DKS’s hotline.

Anonym samtale-hotline

Nina Kjær Jensen, som er tovholder for hotlinen udtaler:

”I mit job som sygeplejerske har jeg ofte oplevet situationer præget af etiske dilemmaer og været i relationer med borgere og pårørende, hvor eksistentielle spørgsmål var centrale. Der er ingen standard løsning eller ét rigtigt svar på netop disse spørgsmål og overvejelser, og derfor kan de være svære at bære på alene i vores faglige virke.

At kunne dele etiske dilemmaer og eksistentielle spørgsmål med en anden, gør det lettere at fungere og agere i det krydspres, det er for mange af os, der arbejder i relationer med den syge og dennes pårørende.

Jeg er stolt over, at DKS tilbyder en samtale-hotline, hvor alle kan ringe og anonymt få mulighed for samtale og sparring med en anden fagprofessionel.”