Julegaver i skoæsker til børn i over 100 lande

Igen i år vil mange børn modtage en skoæske med gaver. Foto: Operation Christmas Child.

Operation Christmas Child vil igen i år sende skoæsker med julegaver til millioner af verdens fattigste børn. For mange af dem bliver det deres første julegave.

Siden starten i 1993 har Operation Christmas Child samlet og uddelt over 178 millioner skoæsker til børn i over 160 lande og områder. I år vil OCC prøve at nå yderligere 11 millioner børn i lande som Peru, Filippinerne, Rwanda og Ukraine.

Også praktiske gaver

Skoæskerne bliver pakket af frivillige mange steder i verden, men der er alligevel fælles retningslinjer for indholdet. Afsenderne skal naturligvis tage hensyn til diverse sikkerhedsregler for flytrafikken, så det er fx. forbudt at sende tandpasta, mad og drikke, væsker, knive og medicin.

Til gengæld må man gerne sende ufarligt legetøj, skoleartikler og tøj. Den glade giver skal pakke sin skoæske ud fra hensynstagen til om modtageren er en dreng eller en pige og desuden vælge en af 3 aldersgrupper (2-4, 5-9 eller 10-14 år).

Omkring 575.000 volontører, hvoraf halvdelen bor i USA, hjælper med at pakke, modtage, afsende og udlevere de mange skoæsker til børn rundt omkring i verden.

Juleevangeliet er med

”Operation Julebarn” er et projekt under den kristne nødhjælporganisation Samaritan’s Purse, som ledes af evangelisten Franklin Graham.

De fleste af skoæskerne vil indeholde små kristne bøger. I visse lande er det forbudt at uddele kristne materialer. Men så må folk bare sende skoæskerne uden denne del af pakkelisten.

Modtagerne bliver heller ikke spurgt ind til deres religion eller mangel på samme.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Alle børn skal vide, at der findes en Gud, som elsker dem, understreger Franklin Graham.