Nyt center er skole for irakiske gadebørn
Mission Øst hjælper børn og unge videre efter mange års konflikt.
Den danske hjælpeorganisation Mission Øst giver i den irakiske by Kirkuk skoleundervisning til børn og unge, der går på gaden for at tigge og finde arbejde.
Børnene er på flugt – fordrevet fra deres hjem – og bor i udsatte områder af byen. Men i et nyoprettet samfundscenter får børnene nu undervisning i skolefag for at kompensere for den skolegang, de er gået glip af under Iraks mangeårige konflikt.
Teenagerne bliver engageret i erhvervsuddannelse i håb om at kunne få et arbejde som et mere sikkert alternativ til tiggeri og løsarbejde på gaden.
Det første hold på omkring 100 børn og unge er i fuld sving. Målet er at hjælpe i alt 840 gadebørn.
Der er omkring 3.350 gadebørn i Kirkuk.