Blodtrykket faldt efter lægens bøn

Kirurgen kunne ikke operere, fordi patientens blodtryk var for højt. Så bad han en bøn.

Dr. Michael Haglund fra Duke Global Health Institute har oplevet, at Gud har grebet ind, når selv de dygtigste blandt sundhedspersonalet måtte give op. Skærmprints fra CBN News.

Dr. Michael Haglund er berømt som neurokirurg. Men han er også kendt som ”den bedende læge”, fordi han ved, at han har brug for Den Store Læges hjælp. Kirurgen har for nylig fortalt CBN News om patienter, der har oplevet Guds indgriben.

En operation var lige ved at blive aflyst, fordi patientens blodtryk var alt for højt til, at man kunne give ham bedøvelse. Men i stedet for at give op valgte den ansete kirurg fra Duke Global Health Institute i North Carolina at bede for manden.

Operationen

Nogle minutter senere var mandens blodtryk faldet så meget, at han kunne bedøves, og operationen kunne gennemføres helt efter bogen. I et interview med CBN News fortæller dr. Haglund, hvad der skete:

– Anæstesiologen kommer ind i rummet og siger: ”Mike, vi kan ikke gennemføre operationen”. Efter at have spurgt hvorfor, får kirurgen svaret: ”Fordi hans blodtryk er omkring 220/120. Vi kan ikke bedøve nogen med den type blodtryk”.

Herefter havde Haglund spurgt, om han måtte bede for patienten, før man officielt opgav operationen, og anæstesiologen svarede angiveligt: ”Ok, fint, hvorfor ikke”.

Herefter bad dr. Haglund for patienten, og dennes blodtryk begyndte at falde.

– Så jeg fortsatte med at bede for ham, og han faldt lidt til ro. Blodtrykket gik fra 220 til omkring 170, fortalte dr. Haglund. Han tilføjede: ”Vi gennemførte operationen, han har det fint, smerten er væk – og han kunne vende tilbage til sit arbejde efter to uger.”

Men historien fik et dejligt efterspil for både lægen og patienten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Patienten vender tilbage

Seks uger efter operationen kom patienten nemlig tilbage til hospitalet for at fortælle kirurgen, at ”noget var blevet anderledes”.

– Jeg ser ham seks uger senere. Da han kommer ind, siger han: ”Du ved godt den bøn, du bad for mig? Og jeg siger: ”Ja?”

Så fortsætter han: ”Noget har ændret sig. Noget er blevet anderledes.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og så – lige der på klinikken – beder vi, og han tog imod Jesus. Det er simpelthen det, det hele drejer sig om, forklarer dr. Haglund i interviewet med CBN.

”Herre, du ved, at vi har gjort alt det, vi kan gøre.
Nu har vi brug for, at du gør et mirakel. Amen”

Vækket for at bede

Dr. Haglund mindes også en anden patient, en dreng på ti år, der havde haft en grim ulykke på snowboard. Han blev opereret for et stort epiduralt hæmatom på hjernen. Men drengen vågnede ikke op som forventet efter operationen.

– Han var stadig i koma på intensiv. Jeg gik i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg følte, at Herren mindede mig om at bede for ham. Så jeg satte mig op og begyndte at bede.

Men Herren sagde: ”Nej, du skal gå derhen og bede for ham”. Så jeg stod op og gik derhen og lagde hænderne på ham og sagde: ”Herre, du ved, at vi har gjort alt det, vi kan gøre. Nu har vi brug for, at du gør et mirakel. Amen,” fortæller dr. Haglund.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et kvarter senere kaldte sygeplejersken ham tilbage til intensiv. Efter at have tilset patienten løb lægen ud i venteværelset til drengens far, der var præst i Seattle.

”Jeg løb ud, selv om det var klokken tre om morgenen, og jeg greb ham om skulderen og sagde: ”Du tror, det er løgn, men Adam er vågnet!”

Den lykkelige far viste nu lægen 30 personer i venteværelset. Det var folk fra menigheden, som lå på knæ og bad for præstens søn. ”Det gjorde et stort indtryk på mig. Og siden da har jeg været på udkig efter de muligheder, hvor Gud har noget i gang,” fortæller lægen til CBN.

— Gud griber ind, når vi beder, siger neurokirrugen dr. Michael Haglund, der er kendt som ”den bedende læge”.

Helbredelse ved bøn

Dr. Haglund i USA er langt fra den eneste, der beder for sine patienter i kritiske situationer. Tre forskellige undersøgelser viser, at patienter, der er blevet bedt for, klarer sig bedre end dem, der ikke bliver bedt for.

Man kan også læse om emnet i en bog af forskeren H. Richard Casdorph, hvor han undersøger 10 mirakler, hvor patienter med kroniske diagnoser er blevet helbredt ved bøn.