Virussikker julevandring
En gruppe børnehavebørn trasker op til den åbne plads foran Helgerud kirke i Bærum. I det grå morgenlys skinner små lys i træerne. En stor julestjerne er hængt op over kirketaget og flammerne fra bålet giver genskær over stedet, hvor kateket Turid Skarbø sidder.
Omkring bålet er der halmballer, som børnene kan sidde på, mens de hører om Josef, Maria og Jesusbarnet, de tre vise mænd og kejseren, som ville tælle sine undersåtter.
Børnene er helt med. Indendørs kan de ikke være i år, men langs kirkens ydervægge er der stationer med kendte advents-elementer, som gi’r sanseindtryk til børn i alle aldre. Selv om aftenen er der bemandet her, så alle kan stikke indenom og tage turen rundt på kirkepladsen.
Travl tid for kateketen
Advent er en travl tid for de kirkeansatte, som skal formidle julebudskabet til de yngste. Turid Skarbø har brugt mange timer på at lave elementerne i julevandringen. Her er fx. vismændenes telt, kejserens folketælling og stalden med krybben og Jesus-barnet.
Hun skal tage imod fire-fem grupper hver dag i uge 50 og 51. I alt har 18 børnehaver udtrykt interesse for julevandringen, mens et par har sagt, at de dropper arrangementet nu i år. Andre igen synes, det er lettere at sige ja til et udendørs arrangement – og nogle børnehaver benytter sig derfor i år af kirkens tilbud for allerførste gang.
Også en del skoleklasser har meldt ud, at de kommer. De vil så erstatte den traditionelle julegudstjeneste med julevandringen. Børnehaver og skoler har booket op til 20 vandringer om ugen frem til den 18. december.
Menighedsbørnehaven
Børnene fra menighedens egen børnehave er en højst kompetent flok. De forstår at svare, når Turid Skarbø spørger ind til de vigtigste figurer i julehistorien.
Men for mange børn fra andre børnehaver er det hele nyt. Og det gør arbejdet mere spændende, siger den erfarne kateket.
– Der er stor variation. Børnehaverne har forskellige juleoplæg, og børnene har meget forskelligt med sig hjemmefra. Jeg må være rustet i forhold til alle disse varianter, siger Turid Skarbø.
Ungerne fra menighedsbørnehaven synger med på sangene af fuld hals. Da næste gruppe ankommer, har solen fået lidt mere magt over det grå morgendis. Her er det kun få børn, som kender alle detaljerne om julens budskab.
– Det var meget små børn, men vi fandt alligevel frem til essensen i juleevangeliet, siger Turid.
Værd at gentage
Kateketen i Helgerud planlagde allerede julevandringen i starten af efteråret.
I et normalt år ville adventstilbuddet fra kirken være foregået inden døre. Kateketen ville stå i koret med en mikrofon og spille alle julefortællingens roller, med børnene på kirkebænkene og en julekrybbe som eneste kulisse. Senere ville der have været lidt til ganen for både børn og voksne.
Men sådan er det ikke blevet i restriktionsåret 2020, og fremover tror Turid Skarbø ikke, at nogen vil ønske at opleve det sædvanlige julearrangement. Pandemien kan føre til, at den udendørs julevandring bliver noget permanent.
Det er faktisk en positiv og spændende corona-effekt, og det nye oplæg er alt for fængende til, at man bare kan droppe det om et år, mener Turid Skarbø.
Det skal lugte rigtigt
– Jeg har fået meget sjov ud af det, som jeg ikke ville have fået uden pandemien. For mig har det været noget positivt. Jeg har været her i 15 år, og så bliver det let til, at man ”vender bunken”, men jeg har hygget mig vildt med at lave det, siger Turid.
Hun har da også brugt adskillige timer på at gøre årets juleoplæg spændende for de yngste. Hun har blandt andet sørget for, at der lugter rigtigt på hver eneste station. Børnene kan snuse til vismændenes røgelse og lugte dyrene i stalden. Og alle er tilfredse med resultatet.
Nytænkning
– Vi plejer at samle 150 børn ad gangen indendørs. Det gik jo slet ikke i år, men nu tror jeg, at vi vil fortsætte med udendørs-vandringer. Så kan vi måske senere gå ind for at spise eller grille noget på bålet. Men lige i år er det nul servering både ude og inde, siger Turid.
Julevandringen bør fortsætte på samme måde, selv om virusset forhåbentlig har sluppet taget inden næste jul, mener Turid. Det samme mener mange af de kateketer, hun har kontakt med.
Turid Skarbø regner nu med at videreudvikle koncept julevandring i løbet af 2021- selv om det næste år forhåbentlig bliver en coronafri adventstid.