På sporet af de vise mænd

De vise mænd fra Østerland kom til Jerusalem og spurgte: Hvor er jødernes nyfødte konge? Da kong Herodes hørte det, indkaldte han dem til et hemmeligt møde for at få at vide, hvornår stjernen havde vist sig. Stjernen varslede Jesu fødsel. Men Herodes var opsat på at dræbe ham.

Mattæus starter sit juleevangelium med de vise mænd, som kom til Jerusalem. Først senere fandt de vise mænd vej til Betlehem.

I dag er der ingen, som ved, hvor i Jerusalem de vise mænd var, da de besøgte byen for 2000 år siden. Men der findes stadig rester af gamle monumentale bygningsværker, hvor det kan tænkes, at de vise mænd har været.

Måske kom de til et af de tre store tårne, som Herodes byggede. Et af dem findes stadig. Det ligger lige inden for Jaffaporten, næsten lige overfor Christ Church og ved Politistationen i Den Gamle By.

Caroline Shapiro, som er direktør for den internationale informationsafdeling ved Davids Tårn Museum i Jerusalem, peger på et højt tårn af store romerske sten.
– Det er Fasael-tårnet. Dette tårn kan de vise mænd have set. Her kan de have været, siger hun.

Stenene til venstre i billedet sidder i Fasael-tårnet, som Herodes den Store byggede. Det stod tilbage efter romernes ødelæggelse i år 70. Her kan de vise mænd have mødt Herodes.

Herodes’ tre tårne

Herodes den Store byggede tre store tårne i Jerusalem. Et af dem hed Fasael-tårnet efter hans bror, et andet hed Mariamne efter hans kone, og et hed Hippicus efter hans trofaste ven, skriver Zev Vilnay i sin «Israel Guide».

– Historieskriveren Josefus fortæller, at Herodes’ palads var bygget ved de tre tårne. Vi er ikke i tvivl om, at dette er området. Man har ikke fundet fundamentet efter selve paladset, men derimod vægge, som må have været i et palads, siger Caroline Shapiro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I udgravningerne af Kishle mener Shapiro, at man finder Herodes’ sale. De skal være en del af udstillingen på Davids Tårn Museum ved Jaffaporten.

De vise mænd

Her går vejen ind gennem Jaffaporten. Lige indenfor finder man Fasael-tårnet fra Herodes den Stores tid. I dette område kan de vise mænd have været. Murene, som ses på billedet til venstre, er dog blevet genopbygget af osmannerne. Foto: Vidar Norberg

Romerne ødelagde Jerusalem i år 70. Murene omkring Jerusalem blev senere genopbygget under det osmanniske imperium, som varede fra 1517 til 1917.

Der er benyttet «små» sten, som ikke kan sammenlignes med Herodes’ monumentale «kampesten». Disse har endog fået indhugget en lille ramme, som vidner om, at Herodes den Store var en mægtig og forfængelig bygningsmand.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Caroline Shapiro går foran på murens højder og viser vej.

– Det, I ser, er Fasael-tårnet. Stenene er store og har ramme. De vise mænd kan have set dette tårn. Jesus har nok set de tre tårne, da Han senere kom til Jerusalem, fortæller Shapiro.

Fra de høje mure ser man langt ned. Til bunden. Det er nok den samme grundflade, som da de vise mænd kom til Jerusalem for at finde den nyfødte jødiske konge.

I det område, hvor Herodes’ tårne står, har man fundet Kishle. De ældste mure må have været en del af den onde konges palads. Måske var det her, han indbød de vise mænd til et hemmeligt møde for at høre, hvornår stjernen havde vist sig. Foto: Oded Antman

Et bassin i klippen

Herodes byggede også et svømmebassin i dette område. Det er hugget ind i klippen. Vandudtaget har man også fundet. De brede trapper, som førte ned i det luksuriøse bassin, står der den dag i dag. Men murene omkring det er genopbygget af osmannerne. Dette udendørsbassin fandtes nok også, da de vise mænd kom. Om de så det, vides dog ikke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Området ved tårnene er 350 meter langt og 150 meter bredt, med mange rum og parkanlæg.

– Det var nok et udmærket område for et hemmeligt møde. Hvis jeg var kong Herodes, ville jeg have inviteret de vise mænd til et hemmeligt møde her, siger Nikki Goldstein Strassmann.

Hun er guide og har i sin portefølje denne kristne del af David Citadel som sin specialitet. Kristne, som kommer til stedet, kan bestille en guidet tur i disse områder og få historien med.
–Venter I turister her?

– Ja, vi forventer, at turisterne vil komme. Der er ikke noget bedre sted at komme til. Dette er vejen ind til Jerusalem by, siger Caroline Shapiro.

En anden vej hjem

Efter mødet med Herodes fortsatte de vise mænd mod Betlehem. De fulgte en stjerne, og de fandt huset i Betlehem med Maria og Jesus.

Mattæus 2, 11-12 fortæller:

«De gik ind i huset, og der så de Jesus sammen med hans mor, Maria. De knælede ned foran ham og bøjede i ærefrygt hovedet mod jorden. Derefter åbnede de for deres medbragte kostbarheder og gav ham både guld, røgelse og myrra.

Senere advarede Gud dem i en drøm imod at tage tilbage til Herodes. Derfor rejste de en anden vej hjem.»

Dette er dog en historie, som Bibelen ikke siger mere om.