Fængslet for at rapportere om smitten i Wuhan

– Det var Guds vilje, at jeg skulle rapportere fra Wuhan, siger Zhang Zhan, som her ses på en af sine nyhedsvideoer.

En kristen kinesisk journalist er blevet idømt fire års fængsel for at have rapporteret om COVID-19 udbruddet i Wuhan.

Det oplyser Reuters.
Den 37-årige Zhang Zhan, der er uddannet jurist, rejste sidste år som en af de første til Wuhan for at rapportere om den nye dødelige virus. Til CBN News’ har Zhan forklaret, at hun oplevede Guds kald til at rejse til byen og beskrive situationen fra de overfyldte hospitaler.

Sandheden skulle frem

“Jeg advarede hende imod at rejse til Wuhan, når alle andre prøvede at komme væk derfra,” sagde Zhans ven Li Dawei. “Men hun er en rodfæstet kristen, og hun sagde, at det var Guds vilje. Hun var nødt til at gøre det og fortælle alle, hvad sandheden var.”
Zhans advokat, Ran Quanniu, har oplyst, at de sandsynligvis vil appellere dommen.
“Jeg forstår det ikke. Det eneste, hun sagde, var nogle få sandheder, og det har hun fået fire år for,” sagde Zhans mor efter domsafsigelsen.

– Gaderne er tomme, og folk i Wuhan vil hverken filmes eller udtale sig, hed det i Zhang Zhans reportager fra byen fra foråret 2020.

Fordømmes af FN

Nogle iagttagere mener, at retssagen blev gennemført i forbindelse med juleferien for lettere at kunne gå under radaren i Vesten. Men FN har krævet, at Zhang Zhan bliver frigivet og har kaldt dommen ”et eksempel på, hvor overdrevent hårdt man slår ned på ytringsfriheden i forbindelse med COVID-19.”

Kinesiske regeringsledere har konsekvent truet læger og whistle-blowers til at fastholde præsident Xi Jinpings historie om Kinas ”successfulde kontrol med virussen”.

Sultestrejker

Zhan blev i sidste uge set i en kørestol. Hun blev arresteret medio maj og påbegyndte sin sultestrejke i juni. Hendes advokater forklarer, at politiet havde bundet hendes hænder og tvangsfodret hende gennem et rør. Men Zhan virkede svag og talte kun lidt under høringen.

“Anklageren læste bare op fra listen med beviser, uden at fremvise ret meget af det, inklusive det vigtigste som hendes videoer og artikler,” sagde Zhang Keke, der er en af Zhans advokater. “Zhang Zhan sagde, at borgernes ytringer ikke bør censureres. Men bortset fra det sagde hun ikke rigtig noget.”

Advokaterne tilføjer dog, at Zhan stadig fastholder troen og kærligheden til Gud i fængslet. Overfor en gæst har hun for nylig citeret 1 Korinterbrev 10,13, som lyder: “De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.”


Artiklen fortsætter efter annoncen: