Forvirring og Uro

Af Kent Jakobsen. Frikirkepræst, Den evangeliske Frikirke

Ærlig talt synes jeg, at perioden med Corona-pandemien har bragt megen uro og forvirring ind i mit liv og hverdag. Jeg har en del gange i min bøn spurgt: Jesus hvor er du henne? Jeg kan ikke finde vej. Jeg er forvirret og urolig.

Når Johannes skriver sit evangelium henvendt til de troende i Efesus, var der også rigtig megen uro og forvirring på den tid.

Johannes ville gerne med sit bidrag til historien om Jesus – og som en af dem, der vandrede sammen med ham – kalde på tillid og tro. Han beskriver sit formål bagerst i bogen i kap. 20:30-31.

”Meget skrev jeg ikke” – Johannes udvælger ud af sit store erindringsmateriale kun cirka 30 dage af Jesu liv. ”Disse tegn er nedskrevet med det formål, at I skal tro, at Jesus er Guds søn, og I skal have Livet i hans navn.”

Tegn, tro og liv

De tre ord: tegn, tro og liv besidder alle en dyb teologisk signifikans og er omdrejningspunktet i bogen. I de syv tegn Johannes medtager, hvoraf dagens tekst er det første, sker der en åbenbaring af, hvem Jesus er.

Efterfølgende en reaktion. Nogle tror på, hvem Jesus er, mens andre forkaster ham. De, der tog imod Jesus, fik tilført et helt nyt åndeligt liv, mens andre, der vendte ham ryggen, gik glip af det.

De syv tegn, som Johannes udvælger, fortæller alle noget om, hvem Jesus er, og hvad han er i stand til. De efterlader os med spørgsmålet: Hvad mener vi om Jesus?

Jesus gjorde en dreng rask på ca. 32 kilometers afstand alene ved at sige til hans fader ”Gå hjem, din søn lever”, han helbredte en lam mand efter mange års sygdom, han bespiste tusinder med en lille drengs madpakke, selv naturlovene måtte bøje sig for ham, når han gik på vandet.

Sågar en blindfødt mand fik sit syn igen (noget man aldrig tidligere have hørt om.) Som kronen på tegnene oprejste Jesus en mand, der havde været død fire dage, for at sige, at selv døden er Jesus herre over.

De menneskelige begrænsninger standsede ikke Jesus, som viste sin ubegrænsede magt. Samtidig så vi i disse tegn hans konkrete indgreb og interesse i at hjælpe mennesker.

Tegnene peger på Jesu guddommelighed. Johannes søgte at lede sine læsere til en solidt forankret tro på Jesus, som kunne skabe tro og tillid midt i uro og forvirring.

I dagens tekst opmuntres vi til at komme til Jesus, sige det som det er og bede om hans indgriben.

Sig det til Jesus

I dagens tekst skal du forestille dig at være til et bryllup, hvor stemningen var god, men vinen slipper op, og det skaber stor uro og forvirring. For værtsparret, brudgommen og hans familie, var det en yderst pinlig situation.

En ukendt mand er til stede. Han går ud bagved, beder for noget vand, som så forvandles til fantastisk kvalitetsvin.

Til historien hører med, at den ukendte mand, Jesus, har sin mor med til festen. Maria, som hun hedder, ser værtsparrets behov, og selvom Jesus aldrig har gjort noget tegn, henvender hun sig til Jesus:

”De har ikke mere vin.” Et dejligt grundtræk ved al bøn – at sige tingene til Jesus, som det er. Jesus afviser Maria, men det får det ikke Maria til at miste troen, men hun siger til dem omkring:

”Gør, hvad han siger.” Jesus får et vink fra sin far i himlen, og den måde Jesus gør tegnet på, er typisk for Jesu mirakler. De kræver en trosindsats – ”Fyld karrene med vand.” Intet sker, før de er fyldt helt op med mange liter vand.

Miraklet knytter sig til det naturligt givne. Jesus skaber ikke vin, men god vin af vand. Udover at værten og bryllupsselskabet blev glade, opsummerer Johannes formålet i vers 11: ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”

Nogle har kaldt tegnet et luksusunder, men ikke for Johannes. For ham var det første tegn, som åbenbarede, hvem Jesus er og hans evne til midt i forvirring og uro at gribe ind i en svær situation og løse den.

Han har ikke forandret sig

Jesus er på samme måde hos dig denne dag. Han har ikke forandret sig. Det er formentligt ikke mad og vin, der er sluppet op, der har skabt uro og forvirring hos dig. Andre områder har vakt forvirring og uro hos dig.

Her opmuntres vi i dagens tekst til at komme til Jesus, sige det, som det er, og bede om hans indgriben. Han vil stadig gribe ind og give dig tegn, som styrker og befæster din tro til ham. Han vil samtidig dele liv med dig, og det vækker håb og bringer fred, der hvor uro og forvirring hersker.

Bring derfor i dag din uro og forvirring til ham, som er Herre over ethvert område af menneskelivet og samtidig elsker dig betingelsesløst.

Søndagens tekst: Joh. 2, 1-11

Jesus udfører sit første mirakuløse tegn

1To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. 2Jesus og hans disciple var også indbudt. 3Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: „Der er ikke mere vin.”

4„Lad mig være i fred, mor,” sagde han. „Tiden er ikke inde endnu.” 5Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: „Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!”

6 Der stod seks store vandkrukker i huset, som på grund af de jødiske renhedslove var lavet af sten. De rummede hver ca. 100 liter.

7 Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, 8 sagde han: Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.”

9 Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra – for det var kun tjenerne, der vidste det – kaldte han på brudgommen 10 og sagde:

„Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”

11 Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.

Teksten er fra bibelen på hverdagsdansk